Sneen daler ned, og mørket omkring det gamle hus er tæt og vinterdystert. Indenfor er ti teenagere samlet, de drikker sig fulde og flirter åbenlyst med hinanden. Hurtigt klip til silhuet af mandsperson, som står uden for og betragter huset, hans krop ses bagfra, og fokus er sat på den glimtende slagterkniv han holder i den ene hånd.
En klassisk åbning på en film i splattergenren, og vi ved på forhånd, hvad der nu skal til at ske. Én efter én vil de unge blive myrdet, helst mens de dyrker sex eller på anden måde opfører sig hedonistisk, og helst på så opfindsomt brutale måder som muligt.
Det var måske interessant i 70’erne, hvor genren for alvor blev populær, men i dag er det så floskelramt og stereotypt, at kun de allermest vedholdende fans bliver spændte, når endnu en udvandet version af »Fredag den 13.« får direkte premiere på dvd.
Desto mere imponerende er det, at splatterspillet »Until Dawn« formår at levere en så underholdende oplevelse som det gør. Oplægget er præcis som ovenstående, men som spiller bliver du sat til at styre hver af de ti teenagere på skift og kommer derved til at afgøre deres endelige skæbner.
Der er således i høj grad tale om en interaktiv fortælling, hvor spillerens direkte kontrol er minimeret, til fordel for et lineært og filmisk styret forløb. Spilmæssigt er det set før, fx i Quantic Dreams’ »Beyond: Two Souls« eller Telltale’s »The Walking Dead«-titler.
Supermassive Games, der står bag »Until Dawn«, har dog lært af ovenstående og benytter sig af begrebet »sommerfugleeffekten« til at give dig indtrykket af, at du har stor indflydelse på spillets handling, selvom selve styringen for det meste blot handler om at bevæge figurerne rundt og trykke på en knap, når de finder en lysende genstand i spilverdenen, eller at reagere hurtigt med controlleren, når du bliver bedt om det.
For ved hjælp af teorien om, at en sommerfugls basken med vingerne ét sted kan forårsage en orkan et andet, bliver selv den mindste beslutning i spillet ledsaget af stor frygt eller tvivl om dens konsekvenser. Tager du imod morderens hjælpende hånd, mens du hænger dinglende på klippeafgrundens rand, eller lader du dig falde ned i dybet?
Flot visuel side
Dette gør brugen af de såkaldte »Quick Time Events«, altså sekvenser hvor spillet går i slow motion, og du under tidspres skal vælge én ud af to mulige løsninger, til »Until Dawn«’s største styrke. Der er indlagt masser af »Bøh!«-agtige gys undervejs i spillet, og du vil med garanti chok-hoppe i sofaen adskillige gange, men det er frygten for konsekvenserne af dine handlinger, der for alvor gør spillet skræmmende.
Det er overordnet set et smart greb at bruge splattergenren som baggrund for dette – ingen forventer en intelligent historie eller overbevisende skuespil her, og det får du heller ikke i »Until Dawn«, som på trods af eminent filmisk grafik, lyd, og stemmehjælp fra filmstjerner som Peter Stormare og Rami Malek ikke fremstår meget bedre end den gennemsnitlige discountsplatterfilm.
Samtidig bliver klicheerne dog til tider meget svært fordøjelige, og især i spillets første par timer, hvor alle personer partout skal introduceres ved hjælp af lange dialogsekvenser, er der for mange tåkrummende øjeblikke til at nydelsen for alvor kan sætte sig.
Alligevel er der mange gode grunde til at investere i de ti timer, det tager at gennemspille »Until Dawn«. Specielt den visuelle side viser, hvor mange hestekræfter der egentlig gemmer sig i PlayStation 4, og der er steder i spillet, som jeg ikke har set flottere nogle andre steder.
Gyserentusiaster vil helt sikkert også more sig med at finde mere eller mindre åbenlyse henvisninger til filmklassikerne, for du finder det meste her, lige fra brusebadsscene, afbrudt sex, jagt gennem skov og torturkammer i forladt sanatorium. Det er også skønt at opleve, at filmspillenes tid ikke er forbi, men at der derimod er masser af ting at arbejde med, inklusiv at udforske nye filmgenrer at basere spillene på.
