Nintendo har længe ledt efter nye måder at tiltrække spillere på til deres konsol Wii U. Udfordringen for firmaet er, at maskinens identitet som det familievenlige alternativ til PS4 og Xbox One både er en fantastisk gave og en besværlig forbandelse.
På den ene side er Mario og alle de andre kendte Nintendo-figurer et utroligt effektivt aktiv, som kan og bliver udnyttet på mange gode måder, men på den anden side kan rovdriften på dem også få konsollen til at fremstå som ensidig og lidt for nuttet for en del af den potentielle målgruppe.
»Splatoon« er et yderst fornuftigt svar på Nintendos bønner om at kunne inkludere et spil til porteføljen, som byder på noget andet. Det er et opfindsomt forsøg på at skabe et ikke-voldeligt online skydespil, som alligevel rummer masser af potentiale for hektiske multiplayerkampe og belønner taktisk forståelse og holdsamarbejde.
Præmissen er overraskende simpel, men alligevel anderledes. I et normalt skydespil handler det grundlæggende om løbe rundt og skyde så mange modstandere som muligt uden selv at blive dræbt. Det samme er for så vidt tilfældet i »Splatoon«, men i stedet for dødbringende ammunition skyder dine våben her med maling, og det betyder, at du ikke blot skal skyde modstanderne, men samtidig male så meget som muligt af arenaen med dit holds farve. Det hold, som efter endt spil har farvet mest af banen, vinder kampen.
Det giver nogle særdeles hektiske og sjove slagudvekslinger, for banerne er smukt designet i klassisk Nintendo-stil til at være både taktisk udfordrende og rumme masser af mere eller mindre skjulte overraskelser. Og i og med at det handler om at splatte så meget maling rundt som muligt, samtidig med at bremse modstanderne ved at skyde dem ned, er der ikke et sekunds ro.
Er du måske vant til at spille skydespil ved at gemme dig et velvalgt sted og vente på at snigmyrde de andre spillere? Det kan også lade sig gøre her, men ikke udelukkende, for i »Splatoon« bliver du nødt til at holde dig i bevægelse for at få splattet så meget af banen som muligt.
Det bedste ikke-voldelige
Du begynder spillet i byen Inkopolis, der fungerer som en slags lobby, hvorfra du vælger dine aktiviteter, køber nyt tøj, opgraderer din figur og dine våben, og naturligvis også vælger hvilken slags kamp du vil deltage i. Selvom hovedvægten er lagt på online multiplayer, rummer spillet også en del solo-eventyr, og det kan klart betale sig at begynde her for at lære spillestilen at kende og få banket din figurs erfaringspoint i vejret.
Det er med det samme utroligt appellerende at hamre rundt på banerne og male løs, men du opdager også hurtigt hvordan »Splatoon« adskiller sig fra andre skydespil. For eksempel kan din figur blive næsten usynlig, hvis du placerer den i et område som er overmalet med dit holds farve, og du kan hurtigt skifte form, hvorefter du bliver lynhurtig, men til gengæld ikke kan skyde.
Sammen med et ret opfindsomt våbenarsenal, som bl.a. byder på en gigantisk malerrulle, som på få sekunder kan overmale store overflader, giver det mange anderledes spilsituationer, som får »Splatoon« til at lyse op som en unik oplevelse.
Det er dog naturligvis online, de fleste vil bruge mest tid på spillet. Der bydes lige nu kun på to spilformer, det indledende og overskuelige »Turf War«, hvor det bare gælder om at få malet så meget som muligt, og den mere avancerede spilform »Splat Zone«, hvor din figur skal være opgraderet til level 10 og det handler om at dække forskellige zoner på banen – hvilket gør samarbejde mellem spillerne yderst vigtigt.
Selvom begge er sjove og rummer ret stor dybde, er manglen på andre måder at spille på den største anke ved »Splatoon« lige nu - Nintendo har dog lovet at der meget snart vil ankomme både flere baner og nye kampformer, som kan købes og downloades i online-butikken. Indtil da er der stadig masser af gode timer at hente i det, jeg uden tvivl vil kalde tidernes allerbedste ikke-voldelige skydespil.
