Wii U-konsollen er ikke blevet den succes som Nintendo håbede på, og med »kun« ti millioner solgte maskiner på verdensplan er det således den dårligst sælgende for det japanske firma nogensinde. Mens rygtebørsen svirrer med historier om en kommende konsol-afløser med kodenavnet »NX«, gør Nintendo klar til at fejre Wii U’s måske sidste jul med en række nye titler.
Når tingene ikke helt går som de skal, er det kutyme for Nintendo at sende Mario på banen, for han plejer at være et sikkert hit hos spillerne. Således også denne jul, hvor »Mario Tennis: Ultra Smash« samler bolden op fra de tidligere tennis-hits med Mario (især det originale »Mario Tennis« fra 2000 står stadig stærkt i bevidstheden).
Desværre er der et godt stykke op til fordums styrke. Faktisk er det ikke helt ved siden af at kalde »Mario Tennis: Ultra Smash« for lidt af en nedtur, for det virker nærmest som om udviklerne er blevet tvunget til at udgive det uden at være blevet helt færdige.
Bevares, det er da muligt at gennemføre en tenniskamp som enten Mario selv eller en række af de kendte figurer fra hans univers, og i begyndelsen er det da også mildt underholdende at lære styringen at kende, samt de slag og tricks der skal til for at feje modstanderen af banen, med en spiselig svamp, der gør din figur kæmpestor som højdepunktet.
Men alt, alt for hurtigt står det klart, at der ikke er meget mere kød på spillet. Der er et par forskellige spilformer, som forsøger at give variation, men det bliver ved det halvhjertede. Kun hvis du har en ven på besøg, og I begge er indstillet på at skrue tiden tilbage til de gode, gamle dage, lyser »Mario Tennis: Ultra Smash« op – det rummer nemlig et »classic mode«, hvor menuen står på klassisk tennis uden dikkedarer. 3 ud af 6 stjerner.
Grumset og grim grafik
Da »Fatal Frame« udkom i Japan i 2001 var det et frisk pust for gysergenren, fordi det ikke handlede om at slagte zombier. I stedet gik det ud på at bruge et kamera som forsvarsvåben og i skikkelse af en ung pige at tage fotos af spøgelser for at flygte fra et hjemsøgt slot. Hvor underligt det gameplay end lyder, blev spillet yderst populært, og en række fortsættelser blev smidt på markedet, i Europa under titelnavnet »Project Zero«.
Blitz til nutiden, og »Project Zero: Maiden of Black Water« er udkommet til Wii U. Endnu engang spiller du rollen som en ung pige med et, for spøgelser, farligt kamera, men nu foregår jagten på bjerget Mount Hikami, som virkelig er et uhyggeligt sted.
Især hvis du ikke bryder dig om grafik, der ligner noget fra dengang, PlayStation 2 stod for det ypperste spilteknologi. »Maiden of Black Water« er nemlig præcis så grumset og grimt, at det vil skuffe de fleste på den front.
Til gengæld er gameplayet lige så langt ude som altid, og Wii U’s controller med egen skærm gør det perfekt som kamera-aggregat. Det er derfor ganske underholdende at vade rundt på bjerget og finde hjemsøgte steder og spøgelser at zoome ind på og jage bort – i hvert fald til at begynde med, hvor omgivelserne virker mystiske i al deres grumsede pragt.
Desværre handler meget af spillet om at gå to skridt frem og siden finde tilbage til tidligere besøgte steder. Genbrug af kedeligste skuffe, som tærer på lysten til at fortsætte. 3 ud af 6 stjerner.
Malkning af fanfavorit
Spilserien »Animal Crossing« har gennem flere dekader opbygget en reel fanskare af børn og barnlige sjæle, som har moret sig med at leve et virtuelt liv i dets nuttede univers, på tværs af de forskellige konsoller. Det skal udnyttes på det groveste, kan man næsten hører udviklerne af »Animal Crossing: amiibo Festival« tænke, for det er svært at opfatte spille som andet end ren og skær malkning af en gylden indtjenings-ko.
Forestil dig et brætspil af den slags, man kunne klippe ud af et ugeblad i 80’erne, og du lander lige midt i følelsen af at spille »amiibo Festival«. Slå med en terning, ryk et par felter, læs noget sludder og enten tjen eller mist et par mønter. Den med flest mønter efter endt spil har vundet.
Det er i al sin ulidelige enkelthed konceptet her, og jeg har sjældent oplevet noget mere kedeligt. Der er godt nok lagt et par mindre lag på af variation i form af nogle små pseudospil og brug af amiibo-figurerne, men især sidstnævnte er nærmest en fornærmelse. For at slå med terningen skal du placere den relevante figur på controlleren. Og det er så dét.
Jeg spillede »amiibo Festival« med mine to døtre på 7 og 17, som begge tidligere har brugt mange timer i »Animal Crossing«-verdenen. Ingen af dem var på nogen måde interesserede i at vende tilbage til »amiibo Festival« efter at have spillet det nogle få omgange. Det siger vel det meste. 2 ud af 6 stjerner.
