Ella og Karla ænser ikke andet end skærmen og hinanden. De sidste halvanden time har de danset, grinet, hoppet og skreget uafbrudt, og nu får de sig lige en pause, mens de med blussende røde kinder snakker om deres oplevelser. »Far, åbn lige vinduet, og skru mere op for lyden!« Javel ja. Det er sent fredag eftermiddag, og underboen må tro, at vi er blevet momentant sindssyge, eller måske bare at teenagefesten allerede er ved at peake.
Det sidste er ikke sandt, for festen er kun lige gået i gang, og med mindre jeg selv sætter en stopper for det, vil pigerne blive ved i evigheder endnu. Det kommer dog ikke til at ske, for inden længe bliver jeg sindssyg, i hvert fald hvis tøserne vælger at de skal danse til tonerne af »All About That Bass« for enogtyvende gang. I træk.
»Just Dance 2016« er den nyeste udgave af en spilserie, der siden 2009 har bragt dans og spil sammen med årlige opdateringer af det grundlæggende koncept: Optjen point ved at efterabe koreografi til musik og billeder af forskellige popmusiknumre. Serien startede på Nintendo Wii, hvor du hoppede rundt med controlleren i hånden, som registrerede dine bevægelser, men med teknologiens udvikling er det allerede en forældet saga blot.
I »Just Dance 2016« til de nyeste konsoller kan du enten bruge maskinernes kameratilbehør eller koble din smartphone til og benytte den til at overføre dine bevægelser. Især sidstnævnte er smart, for mobiltelefonen sidder jo i forvejen permanent klistret til målgruppens håndflader.
Der er dermed garanti for en fest – hvis du altså kan lide at danse, har en mobiltelefon og er tosset med popmusik af typen, som de mest ungdommelige radiokanaler dagligt hamrer ud i ét ulideligt langt loop. For Ella og Karla på henholdsvis syv og ni år er det som at træde ind i en ønskeverden.
Tvivlsomt pointsystem
De kender mange af numrene, og de hviner af fryd når de efter at have danset kan se videooptagelsene af dem selv blandet ind i musikvideoer af idoler som Lady Gaga, Katy Perry og Britney Spears. Og dét er netop spillets helt store styrke. Hver optræden bliver optaget, og pigerne kan derefter se sig selv i spillet, gemme det og endda uploade deres bedste performance og dele den med andre brugere af det dertil indrettede community.
Det giver grobund for masser af grineflips, selvspejling og fantasifulde historiefortællinger, mens tøserne leger og leger, sveden drypper fra deres varme ansigter og konditallet stiger. Her må selv de mest fanatiske computerspilfornægtere, der frygter skærmpassiviteten mere end djævelen selv, bøje sig i støvet. For os andre er det bare endnu et godt eksempel på, at spil på ingen måde behøver at leve op til fordommene om indelukkethed og fysisk stilstand.
Til gengæld er »Just Dance 2016« på ingen måde perfekt, hvis du ikke lige er en popglad pre-teen. Musikken er enerverende, grænsende til det ulidelige, også selvom der er kastet et par numre ind af lidt ældre karakter.
For at blive bedre til koreografien er du selvsagt nødt til at lære hver dans at kende, og det medfører genafspilning efter genafspilning af numre som »Born This Way«, »Uptown Funk« og »No Control«, der i forvejen er blevet slidt op i radioen, og nu bare giver øregangene endnu mere pest, også fordi de bliver ledsaget af en række fyldnumre med mere eller mindre obskure kunstnere.
Læg dertil et yderst tvivlsomt pointsystem og en række spilformer som egentlig ikke tilfører spillet nogle ekstra dimensioner, og det kan være svært at forstå, hvorfor »Just Dance 2016« er noget at snakke om. Pointen er bare, at det er mere eller mindre ligegyldigt, hvis du tilhører spillets reelle publikum og bare gerne vil danse, lege og gøre dagligstuen til et festlokale.
