Et sejlivet ensemble fejrer sin 50-årsdag med nye udgivelser af gammel musik

DR Big Bandet er nået til skelsår og alder. Det bliver fejret med indtil flere relevante pladeudgivelser.

DR Big Band: »A Good Time Was Had By All« Fold sammen
Læs mere

Verdens sejeste big band fylder 50 år. Således er vi blevet belært via diverse radio- og TV-spots. Og det må vi tage til efterretning, selv om det vel ret beset kan være vanskeligt at måle et orkesters sejhedsgrad.

I alle tilfælde bliver DR Big Bandet fejret på forskellig vis. Selvfølgelig også med nogle pladeudgivelser.

Det handler først og fremmest om en – pæn, men ikke prangende – boks, der rummer et udmærket informationshæfte samt seks CDer, og ikke overraskende bliver ballet åbnet af dirigenten Ib Glindemann, der ledede førsteudgaven, altså dengang orkestret hed Det Ny Radiodanseorkester.

Desværre ikke med originaloptagelser fra perioden, men fra en – på sin vis udmærket – koncert i 1988, hvor Glindemann genforenes med bandet.

Mere spændende er dog uddraget fra den koncert, som Glindemanns store forbillede, amerikaneren Stan Kenton, afholdt med orkestret i 1966.

Derudover bliver der hen ad vejen budt på talrige gode klange og soli, ligesom man kan lægge ører til vokalisterne Birgit Brüel, Georgie Fame, Marie Bergman, Silvana Malta og Mona Larsen.

Man kan også opleve orkestrets samarbejde med flere vindere af den såkaldte Jazzpar Prize samt andre udenlandske koryfæer, og det er udmærket, om end en del er mere projektagtigt end langtidsholdbart.

Til gengæld swinger musikken helt friskt, når Ernie Wilkins eller Niels Jørgen Steen er på podiet, ligesom der lister sig lidt magi ind i foretagendet, når Palle Mikkelborg er ophavsmand.

Og så er der jo dem, der påstår, at orkestrets absolutte storhedstid fandt sted, da amerikaneren Thad Jones i slutningen af 1970erne var chefdirigent. De seks numre, der er optaget i Montmartre i 1978, bekræfter, at de har ret.

Selvfølgelig er Radioens Big Band eller DR Big Bandet eller The Danish Radio Big Band også ude med et nyindspillet jubilæumsalbum. Og meget passende bliver slaget ledet af den musiker, som har længst anciennitet – ja, har 40-årsjubilæum, nemlig den svenske basunist, arrangør og dirigent Vincent Nilsson.

Han har ud over sin musikalske baggrund en forankring i kristen mission og musik, hvorfor albummet er kommet til at handle om traditionelle amerikanske spirituals.

Og det er musik med puls og mange fine detaljer i klange og soli. For en række vokale indslag står den cubanske perkussionist Eliel Lazo, som synger pænt, dog uden den kant og den sjæl, som basunisten Jakob Munck viser, når han oplader sin røst. Dertil leverer orkestret hist og her noget korsang, som utvivlsomt er mere underholdende i en koncertsituation end på en pladeudgivelse.

Og apropos koncert, så er det lige værd at nævne et live-minialbum, som den dansk-britiske folkemusikgruppe Basco har indspillet med DR Big Bandet under ledelse af Steen Hansen. Ja, det er faktisk både fornøjeligt og velfungerende, når gode folkemusikalske toner får sig et massivt jazzmusikalsk løft.

Fire stjerner

Hvem: Danish Radio Big Band.

Hvad: »A Good Time Was Had By All«. Storyville Records.

Fire stjerner

Hvem: The Danish Radio Big Band.

Hvad: »Spirituals«. Storyville Records.

Fire stjerner

Hvem: Basco & DR Big Bandet.

Hvad: »Live at DR Byen«. Go’Folk.