Hvad var det lige, man kunne forvente? 81 år – det er da bestemt en voksen alder.
Og jo, i forhold til tidligere besøg havde Wayne Shorter nu valgt at sidde ned under sin koncert. Men ellers var der ikke tegn på snigende skavanker. da han onsdag besøgte Tivolis Koncertsal. Hverken fysisk eller kreativt. Tværtimod.
Nok en gang var aftenens musikalske forløb af uforudsigeligt tilsnit. Det søgende og det intuitive var nok en gang Wayne Shorters varemærke. Og indledningsvis var han da også ret spag på tenorsaxofonen, mens hans tre – gennem 14 år – trofaste sekundanter, pianisten Danilo Perez, bassisten John Patitucci og trommeslageren Brian Blade, opbyggede et stærkt fundament. Og helt typisk for Wayne Shorter greb han så sopransaxofonen, spillede et par pip, justerede lidt på mundstykket og vendte så efter endnu et par pip og et par justeringer tilbage til tenorsaxofonen. Hvorefter kvartetten så småt begyndte at tage form af en levende organisme.På mange måder var Danilo Perez en dagsordensætter, som med sit originale og markante tangentspil – tæt sammenflettet med John Patituccis bevægelige basspil og Brian Blades slagserier – gav musikken en helt speciel polyrytmisk fremdrift. Og det var så her, Wayne Shorter kom ind med sine udsagn, sine små fortællinger, der fastslog, at han trods alt var mesteren, den gamle mester, altså nok en gang sin koncerts hovedperson.Som sagt – intuitiv musik, men dog også med hele den stil og den ballast, som Wayne Shorter har med sig fra et langt liv i jazzmusikkens tjeneste. Og i ballasten lå så en række af hans kompositioner, som hen ad vejen dannede springbræt for kvartettens musikalske udflugter og saltomortaler.
Forrygende funky festfyrværkeri
Wayne Shorter igangsatte også flere af aftenens suiteagtige værker ved at fløjte et kort tema, således i det andet værk, hvor vi indledningsvis fik et fint østerlandsk tema, inden sopransaxofonen atter kom på banen. Og denne gang for at levere nogle fanfareagtige fraser, som bare fik mere og mere substans, og som ledsaget af Daniel Perez’ pulserende og meget europæiske akkordspil førte musikken frem til et mildt sagt forrygende funky festfyrværkeri.
Og helt klart – i modsætning til de Wayne Shorter-koncerter, jeg mellem år og dag har haft lejlighed til at overvære - så bevarede saxofonisten i sjælden grad intensiteten. Ja, han var simpelthen tændt, og resten af koncerten skulle da også blive en rigt nuanceret og – i kunstnerisk henseende – fortættet og handlingsmættet rejse.
Det blev til majestætisk tenorspil, men dog mere og mere til et eminent og meget følelsesladet spil på sopransaxofonen. Og i et telepatisk samspil med de tre medmusikere gik turen fra det voldsomt eksplosive til det blidt lyriske – og retur. Ja, sluttelig til det pureste vulkanudbrud.
Og så lige ekstranummeret – en folkemelodisk og romantisk melodi uden de store svinkeærinder, blot en perfekt afrunding på halvanden times udflugt i selskab med jazzmusikkens og magiens gamle mester.
Hvem: Wayne Shorter Quartet.
Hvor: Tivolis Koncertsal, onsdag aften.
