Noget af det skønne ved at gå til koncert er, at musikken kan antage nye dimensioner. Man kan opdage nye aspekter ved numre, som man ellers kender til hudløshed: At de har en anden effekt, når de folder sig ud foran masserne. At de måske ligefrem vokser, når de opleves kollektivt. Eller det modsatte: At de på en eller anden måde føles mindre, end man havde forestillet sig.
Det er ikke helt tilfældigt, at jeg skriver så meget om størrelse og perspektiv her, for amerikanske The War On Drugs er nemlig et band, der virkelig arbejder aktivt med både rum og tid i deres musik. På sidste års fænomenale gennembrudsplade, »Lost In The Dream« skabte bandets primus motor Adam Granduciel en stor og drømmende rocklyd, der på en gang føltes udvisket og endeløs som de amerikanske highways.
Det var den, han var kommet for at give os sent onsdag aften i et godt fyldt Arena-telt. Og sammen med sit fem mand høje band, var der da heller ingen slinger i valsen, når det kom til både at ramme den helt rigtige lyd og føre numre som »An Ocean Between The Waves« og »Under The Pressure« frem mod kulminationen i nogle eksplosive guitarsoloer. Det lød hamrende godt, for nu at sige det lige ud.
Det samme kan man sige om den udsvævende »Disappearing«, der drives frem af en simpelt raslende trommemaskine og det her enorme rum, som spilles frem af vægge af synthesizere, ensom mundharpe og ikke mindst Granduciels slørede guitarsoloer. Her lykkedes det bandet at ramme det forsvindingspunkt, der altid synes at være endemålet for deres bestræbelser.
Savnede variation
Men det lykkedes desværre ikke hver gang. Og så var det, at det pludselig stod klart, at The War On Drugs’ lyd ofte fungerer bedst, når den får lov til at arbejde i mellemdistancen. Lidt ude af fokus. Som en halvt glemt, halvt husket drøm. Hvilket altså står i skærende kontrast til live-oplevelsen, hvor man som lytter er fuldt koncentreret om, hvad der foregår på scenen og aktivt lyttende.
For selvom det bestemt lød godt, så sneg ensformigheden sig også ind. Man kom til at savne noget variation i både trommeslagerens repetitive motorik-beats og Granduciels indstuderede Bob Dylan-fraseringer. Og det er ellers elementer som er helt fundamentale for gruppens udtryk. Og som netop gør det så fedt at lytte til derhjemme.
Læg så dertil, at hverken Granduciel eller hans band viste sig at beside skyggen af showmanship. De har lært meget af Bruce Springsteen, men lige den del af bossens virke, har de ikke taget med sig. Hvorfor koncerten - paradoksalt nok - også var bedst, når man lukkede øjnene. Og fandt sit eget forsvindingspunkt.
Hvad: The War On Drugs
Hvor: Arena, Roskilde Festival, onsdag
