I en tid, hvor de bemærkelsesværdige udgivelser nærmest står i kø, placerer Søren R. Fauths debutbog sig lidt i sin egen niche, ikke mindst i kraft af den usædvanlige tilrettelæggelse: 13,5 meter måler langdigtet »Universet er slidt« i sin fulde udstrækning, og forlaget med det eventyrlige navn Wunderbuch har givet bogen form som en såkaldt leporello, en bog, der kan klappes sammen eller foldes ud som en harmonika. Forbløffende – og en smule uhåndterligt for den ivrige læser.
Søren R. Fauth er professor i germanistik og ankommer til lyrikken med en solid portion tysksproget idé- og litteraturhistorie i bagagen.
Han har oversat og skrevet doktorafhandling om filosoffen Arthur Schopenhauer, som han kalder en af åndshistoriens største pessimister, og han har præsteret en række formidable oversættelser af for eksempel den østrigske forfatter Thomas Bernhard, der unægtelig også leverer sit kvalificerede bud på en dyb og urokkelig pessimisme.
Når forfatteren har givet sin debutdigtsamling titlen »Universet er slidt«, er grundstemningen til at ane, og Fauth spiller da også op til »universets afdansningsbal« allerede fra det første opslag i den sammenklappelige digtfrise: »som om/tingene/var blevet/påset så længe at/deres/overflades/stof var/opbrugt/af øjets absorbering/gradvise/forarbejdning/af alting/til ingenting,/se og/se«.
»Se«, »høre« og »mærke« er tilbagevendende gloser hos Fauth, og sansningerne af omverdenen, men også tabet af sansningernes friskhed er hovedtemaer i det lange digt, hvor den problematiske nutid – her logger kedsomheden ind – konfronteres med en fortid, som blandt andet repræsenteres af Draved Skov og Kongens Mose, urskoven og højmosen, et par af de mest oprindelige danske landskabstyper. Hen over digtfrisens 13,5 meter står teksten organiseret i en række næsten skulpturelt udformede søjler, og søjle for søjle føres læseren tilbage til barndommens og ungdommens sanse- og drømmeverden og ud i den danske natur: »længslen fra/drengeværelsets skibsbriks/kvindehænder, overalt,/mærke og mærke,/og tanke om tindrende elskov/hvilken destination/og de første anemoner i/skovbunden/og vintergækker i haven/og solen gennem bøgen/ved daggry/dag efter dag ...«
Sanse- og erindringsglimtene strømmer igennem langdigtet, og midt i det hele dukker pludselig den rødhårede Doris Radebrecker fra den tyske forfatter Wilhelm Raabes 1800-tals-forfatterskab op for at begive sig længere og længere ind »i den knortede skov«, med alt, hvad den nu står for.
Ambitionsniveauet i Søren R. Fauths debutdigt er højt, med den vidende omgang med Schopenhauers tanker, romantikkens naturfilosofi og henvisningerne til Wilhelm Raabes i dag nok temmelig ukendte forfatterskab. Sprogligt satser Fauth på ord- og orgelmusikken og hengiver sig til bogstavrimenes velklange med »vilde vinranker«, »badebroers bolværk« og konstruktioner som »sent samler solen sine/stråler på stranden«.
Digtets »brændende bogstaver« opleves nu ikke kun som »manna i munden«. Til tider sker det, at bogen kammer over i det kunstfærdigt litterære. Men som helhed er »Universet er slidt« en stor og usædvanligt kompromisløs satsning, og det sproglige register rækker flot fra orgelbruset til det nøgternt konkrete.
Titel: Universet er slidt Forfatter: Søren R. Fauth Sider: 48 Pris: 379 kr. Forlag: Wunderbuch
