Gode replikker er ofte svære at få øje på, netop fordi de falder så selvfølgeligt. De er der bare, uden at vække opsigt. Men at skrive et godt replikskifte er altså en sjælden gave, som lig musikerens totale gehør synes at være medfødt.
Som hos britiske Julian Barnes, der har plantet sit forfatterflag i det internationale litteraturlandskab med romaner som »Flauberts papegøje« og »Når noget slutter«, men bestemt også med novellesamlingerne »Citronbordet« og »Over kanalen«.
Til sidstnævnte del af Barnes’ virke hører »Puls«, hvis noveller falder i to kategorier: I den ene færdes karaktererne i moderne, genkendelige miljøer, mens de i den anden er sat i en fortidig setting, eksempelvis det 18. og 19. århundrede. Her skriver Barnes med diskret historisk akkuratesse fra blandt andet Brasilien, Italien og Østrig.
»Puls« er dog mest fokuseret på nutiden og på en særlig livsfase. Flere karakterer i »Puls« er således et sted i livet, hvor tegn på aldring eller anden slitage viser sig. Det er de første trin på »begivenhedernes ubarmhjertige march«, som der står i »Ægteskabslinjer«, hvor en mand flyver ud til den ø i Skotland, han besøgte som ung med sin nu afdøde kone.
Mandens tanke var, at gensynet kunne opbløde smerten, at »sorgen måske kunne lindres«. Det viser sig at være naivt: »Men han havde ikke styr på sorgen. Det var sorgen, der havde styr på ham.«
Måske en banal erkendelse, men det ligner en pointe i mange af novellerne, at karaktererne er mennesker uden nogen ekstraordinær erkendelsesmæssig rækkevidde. De er almindelige mennesker, der også gør uigennemtænkte eller tåbelige ting, fordi de er i deres følelsers vold og ikke kan se sig selv udefra. Men det kan Barnes, og »Puls« er langt hen ad vejen et studie i menneskelige tanker, følelser og reaktioner. Som i »Østenvind«, hvor en ejendomsmægler indleder et forhold til en servitrice, men ikke kan lade være med at snage i hendes ting og fortid, så hun til sidst, også helt bogstaveligt, forsvinder.
Meget menneskelige er gæsterne også til middagsselskaberne i »Hos Phil & Joanna«, der ligner én lang fortælling på knap 60 sider, som Barnes så har delt op i fire dele og lagt ind mellem de andre noveller. Her er læseren med til middage, hvor politik, parforhold, sygdomme og sex, sex, sex diskuteres i én uendelighed. Men der findes også en blufærdighed midt mellem alle replikkerne. »Som jeg forsøgte at sige, taler vi ikke om kærlighed«, siger en af gæsterne med en art spejling af Raymond Carvers ord: »Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed«.
Barnes sætter uden tvivl pris på den store amerikanske novellist, men stilen og tematikken i »Puls« minder mere om John Updike, der også skrev om liv og samliv med superbt øre for replikker. Og Barnes er faktisk på samme niveau med sine på én gang springende og præcist pointerende middagssamtaler i middelklasseland.
At Updike ikke er nogen helt skæv sammenligning, bekræfter Barnes vel også ved at kalde en novelle »I seng med John Updike«. Den fortæller i øvrigt om to aldrende forfattere, hvoraf den ene måske – hun husker det ikke helt klart – har haft sex med stjernekollegaen.
Det er ret morsomt, men den overordnede fornemmelse i novellesamlingen er skuffelse og sorg. Karaktererne står flere steder i den fremtid, de engang troede ville blive så lysende, og tilbageblikkene på dengang, »da de stadig håbede«, gør ondt midt i skilsmisser, desorientering og død.
Det lyder måske nedslående. Det er det som oftest også. Men 68-årige Barnes, hvis hustru døde af kræft i 2008, skriver bare så godt, at »Puls« forvandler sig til en opløftende læseoplevelse.
Titel: Puls Forfatter: Julian Barnes Oversat fra engelsk af: Claus Bech Sider: 238 Pris: 300 kr. Hvor: Tiderne Skifter
