Nyt computerspil er ikke for de helt normale

I »Everybody’s Gone to the Rapture« er du helt alene – og det er ikke en normal spiloplevelse.

»Everybody’s Gone to the Rapture« er ikke et sædvanligt gyserspil. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra spillet

Jeg blev seriøst skræmt under mine første gåture i byen Shropshire. Førstepersonssynsvinklen i spil er med få undtagelser blevet synonymt med voldelige oplevelser, og selvom våben er ikke-eksisterende i »Everybody’s Gone to the Rapture«, tog jeg mig selv i konstant at spejde rundt efter et gevær, en pistol, eller bare et eller andet, jeg vil kunne bruge til at forsvare mig med, når det uundgåelige angreb begyndte.

Men der kom intet angreb. Ingen zombier, der pludselig begyndte at befolke de øde gader, ingen bagholdsangreb fra slimede marsmænd, ingen snigende guerillasoldater med mord i øjnene. Shropshire viste sig nemlig hurtigt at være et særdeles fredeligt sted, så stille og affolket, at det mest af alt mindede mig om historien om »Palle Alene i Verden«, med mig selv som hovedpersonen, der var vågnet op til en verden totalt blottet for liv.

Og præcis som med Palle blev det også hurtigt netop fraværet af liv, som begyndte at skræmme mig i stedet. Og det er hér, at min største ros til udviklerne The Chineese Room skal falde. For »Everybody’s Gone to the Rapture« er nemlig noget så sjældent som et gyserspil uden egentlige gys, et spil, eller en interaktiv historie om man vil, der er blottet for skrækindjagende effekter og i stedet spiller på ensomheden som dét, der skaber spændingen. I særdeleshed innovativt.

Så kan man diskutere, om det er sjovt eller underholdende at spille. I de cirka fem timer spillet varer, er det nemlig det eneste du laver – vader rundt i et moderat tempo og udforsker tomme huse, haver, marker, redskabsskure og butikker, mens du gennemsøger hver en afkrog for at lede efter spor, der kan løse mysteriet om den dommedag, der tydeligvis har været, men som du af en eller anden grund ikke blev en del af.

Ikke for normale spillere

Nogle vil helt sikkert mene, at det ikke har meget med computerspil at gøre, og utålmodige, actionhungrende typer bør holde sig langt væk. Men antag en mere nysgerrig og eksperimenterende position over for »Everybody’s Gone to the Rapture«, og du vil ikke blive skuffet. Tværtimod måske lige frem lære noget nyt om dig selv, mens du stykker brikkerne sammen og spillets historie langsomt begynder at tone frem.

I stedet for at forvente det sædvanlige reaktionsbaserede samspil mellem hjerne og skærm, gælder det her om at lære sig selv bare at nyde stemning og indtryk. Den visuelle verden er flot lavet og skabt med omhu, og myriader af små detaljer i omgivelserne giver din fantasi gødning til selv at skabe fortællingerne om de mennesker, der må have levet der, før.

Musikken, et smukt og vemodigt lydspor, er med til at bakke op og bliver desuden brugt dynamisk til at understrege, når du nærmer dig et vigtigt spor, eller har fundet en væsentlig tråd af historien.

Ind i mellem finder du nogle mystiske, glødende kugler af flygtigt lys, der markerer hvor nogle af byens indbyggere har haft en vigtig samtale. Ved at dreje controlleren til højre eller venstre, kan du »indstille« den til at finde den rette frekvens, så du hører mest muligt at det der blev sagt. Disse sekvenser er de mest computerspilagtige i hele forløbet, og faktisk føles de meget utilfredsstillende, fordi du ikke får nogen instruktioner og kun har mulighed for at høre den enkelte samtale én gang.

Eller også er det netop lavet sådan med vilje, for det understreger på en sælsom måde ensomheden, når du ikke engang har de gamle spilvaner at klynge dig til, ikke engang kan få bare den mindste hjælp udefra. Og selv hvis det ikke er med vilje, men bare en brist i spillet, som udviklerne aldrig fik finjusteret, understreger det alligevel den unikke følelse, som spillet giver.

»Everybody’s Gone to the Rapture« er således ikke helt normalt og kan derfor bedst anbefales til spillere, der ikke anser sig selv som sådan.