I den gamle børneklassiker om Peter Pan kommer titelpersonen og henter de drenge, der dør, for at føre dem til paradiset Ønskeøen. Det er det flotte billede, forestillingen om danmarkshistoriens mest berømte komikerpar, »Kjeld og Dirch« på Nørrebro Teater tager som sit udgangspunkt. Den handler nemlig naturligvis om det berømte parløb og de to gudbenådede, men komplicerede mennesker, der var inden i det.
Men den handler i virkeligheden lige så meget om mandevenskabers uudtalte kærlighedsbånd. Og så handler den, ikke mindst, om en bestemt mandetype, den evige Peter Pan, drengen, der ikke vil være voksen. Den mand, der allerhelst vil fjolle rundt i en uophørlig ironisk skintilværelse, gerne sammen med ligesindede, men som har langt sværere ved at bryde igennem til og forholde sig til alt det, verden - kvinderne! - kræver af ham.
Dermed bliver forestillingen også mere end den ellers så fascinerende historie om storhed og fald i benhård showbusiness, som ganske vist rummer masser af kulørt dramatik, men som let kunne være havnet i biografisme.
»Anders Matthesen og Jonatan Spang spiller behændigt op ad Kjeld og Dirchs crazyunivers, men tilfører det deres egen moderne puls. «
Heinrich Christensens opfindsomme iscenesættelse har sans for poetisk svæv, djærv komik og knugende alvor. Den historie, som begynder og ender det øjeblik, Dirch Passer falder død om på scenen, hvor han bliver hentet af sin gamle kollega og sjælefrænde Kjeld Petersen. Scenografen Maja Ravn har hejst hele Passers erindringskartotek op i loftet. Elegant - og helt i tråd med det drømmeshow, som den drevne dramatiker Vivian Nielsen har skrevet.
Med Kjeld som lettere diabolsk domptør genoplever Dirch episoder af sit liv. Fra han som ung bliver opdaget af teaterdirektøren Stig Lommer - en vellignende Jens Jørn Spottag, gennem ægteskaberne med de fortvivlede kvinder, der forbliver sidefigurer i hans liv, den bramfri diva Sitter Horne-Rasmussen, en skæg og rørende Camilla Bendix, den purunge Judy Gringer, en sexet og sårbar Rikke Lylloff, Bente Askjær, fan, og sygeplejerske, en kejtet-energisk Marie Dalsgaard, til det øjeblik, han selv skal dø.
Sørgmodig fortabthed
Det er ikke desto mindre mændene i søgelyset, det handler om. Anders Matthesen og Jonatan Spang spiller behændigt op ad Kjeld og Dirchs crazyunivers, men tilfører det deres egen moderne puls.
Matthesen ejer måske ikke Dirch Passers komiske naturkraft eller knuselskelige naivitet. Han forsøger heldigvis heller ikke at gengive dem, men markerer blot enkelte Passerske særkender. Til gengæld har han sin egen foruroligende hurtighed i hovedet samt en sørgmodig fortabthed, der er helt hans egen. Flot! Han er vidunderligt sjov i de opdaterede komiske indslag, der nærmest genialt bygger videre på gamle kendte sketcher, hvor misforståelser og ordspil råder, og bruger dem til at fortælle ikke så lidt om det symbiotiske broderskab, hvor Petersen efterhånden føler sig trængt af succesfænomenet Passer.
Man kan ikke lade være med at synes, at der var stof til et mere kompliceret drama i den selvdestruktive Petersen, end Jonatan Spang umiddelbart får lov til at vise, men hans let diabolske mystik og blege desperation gør sin virkning.
»Kjeld og Dirch« bliver i hvert fald en smuk blanding af komik og noget meget, meget sørgeligt. Ved at tage sig sine friheder kommer forestillingen om Kjeld dog Dirch måske i virkeligheden tættest muligt på forestillingen om Kjeld og Dirch? Det er lige før, man synes det.
