Historierne er forskellige, men skæbnerne ens: Arbejdet blev deres liv

Kaspar Colling Nielsens stykke »Sidst på dagen er vi alle mennesker« er et skarpt og køligt indblik i, hvad der sker, når arbejdet sluger hele tilværelsen.

Simon Sears leverer en uhyggeligt præcis indsats som arbejdspresset topkonsulent i »Sidst på dagen er vi alle mennesker«. Foto: Per Morten Abrahamsen. Fold sammen
Læs mere

»Det kan da godt være, at klokken bliver 21, men når jeg så er hjemme, så er jeg hjemme«. Hvem er det, han narrer, seniorpartneren i konsulentfirmaet? Sig selv?

I hver fald ikke os andre. Han er dygtig. Han har mere end almindeligt i hovedet. Disciplineret og strategisk. Han kan arbejde meget. Efter års koncentreret indsats sidder han øverst i pyramiden, hvor han tjener rigtigt mange penge.

Så mange penge, at han kunne holde op med at arbejde og se mere til sin kone og tre børn. Men det gør han ikke. For han har ikke noget at sætte i stedet for.

Det er barske sandheder, vi bliver konfronteret med i forfatteren og dramatikeren Kaspar Colling Nielsens stykke »Sidst på dagen er vi alle mennesker«, som Mammutteatret spiller på Betty Nansen Teatrets Edison-scene.

Erhvervslivets mest slebne hjerner

Stykket er enkelt, men effektivt bygget op. Teksten er angiveligt baseret på et forskningsprojekt, psykologinterview med nogle af erhvervslivets mest slebne hjerner og hårdeste slidere:

De højtbetalte ellers så diskrete konsulenter, som tilrettelægger store projekter i det offentlige og i det private erhvervsliv, herunder nedskæringer.

Langsomt kravler vi op ad den knaldrøde, hierarkiske trappekonstruktion, som scenograf Christian Albrechtsen har placeret på scenen. Og en for en gengives interviewsituationerne med medarbejderne i konsulentfirmaet:

Vi møder arbejdsnarkomanen, der lyver sig til dårlig mave for at få lov til at sidde og arbejde på toilettet i stedet for at se »Vild med dans« med kæresten. Slipseknuden, der er drevet af ikke at føle sig god nok, og som sammenligner mennesker med myrer i en tue.

Den unge, ambitiøse ulv, der går til jobsamtaler udelukkende for at få fastsat sin markedsværdi, som tjener kassen, men ikke har haft tid til at købe møbler og som har en klar analyse af, hvordan arbejdet tærer på kræfterne, men ikke har et alternativ. (»Hedder det dét, 9 til 5?«).

Der er hende på 39, hvis drøm om mand og børn druknede et sted i arbejdsmængderne.

Kuldslået analyse

Historierne er forskellige, men skæbnerne ens. Arbejdet blev deres liv, selv om nogle af dem bilder sig ind, at det er midlertidigt. Er det noget, vi kender?

Styrken ved Kaspar Colling Nielsens glimrende, vedkommende tekst – interviewene afbrydes af enkelte dramatiserede scener og faktuelle oplysninger på lydsiden – er, at han lader sine figurer gøre rede for deres overvejelser, så vi sådan set forstår dem til trods for spidsformuleringerne.

De fleste leverer en kuldslået analyse af deres situation, vedkender sig lysten til og afhængigheden af arbejdet uden helt at være i stand til at gøre sig omkostningerne klart. Vi både længes mod at være ligesom dem og gyser.

Instruktørbegavelsen Nicolei Faber har iscenesat de tre eminente skuespillere Marijana Jankovic, Claes Bang og Simon Sears i disse hudløse, koncentrerede næsten-monologer, knivskarpt placeret mellem forsvar og udlevering.

Med frydefuldt lydhørt præcision træder de frem som levende mennesker. Hvis det da er dét, de stadig er.

Hvad: »Sidst på dagen er vi alle mennesker« af Kaspar Colling Nielsen.

Hvem: Iscenesættelse: Nicolei Faber. Scenografi: Christian Albrechtsen.

Hvor: Mammutteatret på Betty Nansen Teatret, Edison, Siloen. Til 7. maj.