Søren Frank: Intellektuelt er det måske ikke så svært at forstå, at en forestilling som »Snedronningen« placerer sig midt imellem restaurant og teater, men for maven kan det imidlertid være sværere at forholde sig til. Normalt er jeg ikke meget for spisesteder a la Buddah Bar i Paris, hvor udenomsstøjen i løbet af aftenen bliver højere og højere. Der er jo en grund til at begrebet »madro« er opfundet, det er vigtigt at have ro til synke lidt ind i sig selv, når man spiser, ellers bliver man stresset.
Med hensyn til selve oplægget, er jeg ikke særligt godt hjemme i eventyret »Snedronningen« og fortrød bittert, at jeg ikke fik det læst inden forestillingen: Ikke mindst i starten havde jeg konstant en fornemmelse af at gå glip af nogle vigtige fortolkninger eller alterationer af Andersens oprindelige manuskript, som måske kunne have tilføjet noget intellektuel dybde.
Jakob Steen Olsen: Der peger du på noget centralt, synes jeg. Hvor meget får teatret Republique egentlig ud af H.C. Andersens eventyr, som de fleste nok har en vag fornemmelse af, men de færreste læst? Eventyret er oplagt til at sende publikum ud på en sansemættet rejse, hvor vi selv er i spil langt fra teatersædets trygge plys, men i stedet skal bruge øjne, ører og mund og tilmed interagere med de medvirkende, der befolker den labyrint – forbilledet er tydeligvis den colombianske teatermand Enrique Vargas’ eventyrlige oplevelseslabyrinter.
Vi udfører lille Gerdas søgen efter barndomsvennen Kaj, der er fanget ind af Snedronningen, der er lige ved at lokke ham til at fryse fast i den lille tabel. Heldigvis redder Gerda ham, det bliver evig sommer, og vi bliver som børn på ny – et tilbagevendende tema hos Andersen: Red barnet! Men til trods for en start, der lover så godt, et smukt og svalt spejlkabinet, hvor vi første gang stifter bekendtskab med Charlotte Engelkes’ hvæsende, skoggerleende Snedronning, skuffer forestillingen mig i sine enkelte, usammenhængende billeder. Det er som om vi mest bæller vin og spiser mad i nogle løsrevne, rimeligt stillestående tableauer, der læner sig op ad Andersen uden at trænge igennem til fortællingen og gøre brug af den. Er det ikke meningen med en sanselabyrint, at alle mine følelser skal sættes i svingninger? Skal jeg ikke føle, hvad lille Gerda føler – fra længsel til forløsning? Maden var dejlig, men havde den ikke fortjent at spille sammen med en stærkere fortælling?
Søren Frank: Ja, maden var god. Man havde klogelig nok valgt ikke at slå større brød op, end forholdene tillod. Føden var rustik, men ikke desto mindre veltillavet og baseret på gode råvarer. Frem for alt passede vintermaden med masser af vildt og grove vinterurter rigtig godt ind i eventyrets rammer, som jo netop er nord og kulde.
Efter et par happere hist og pist i labyrinten, var det befriende, at man havde henlagt hovedmåltidet til »Røverhulen«, hvor det var muligt at sidde ned og fordybe sig i maden, og den fine scenografi skabte en god dybde i spiselokalet. En kreds af røvere omringede indledningsvis vores bord og pustede os i ørene, men efter at have etableret sig selv som »farlige«, forlod de heldigvis hurtigt bordet, så vi fik den fornødne madro. Røverne flimrende imidlertid stadig rundt i udkanten af synsfeltet og lyste op i små interaktive optrin, som f.eks. da vores kvindelige røver-tjener uddelte dybe kys til de mandlige publikummer ved bordet. Havde man på forhånd tvivlet på, om der var nok madoplevelse i forestillingen til at berettige billetprisen på 1.300 kroner, blev tvivlen gjort til skamme. Der var adskillige retter og rigeligt af dem, og der var heller ikke sparet på vinen.
Ud fra et gastronomisk synspunkt altså en velsammenhængende aften, hvor det lykkes for Mette Martinussen og co. at føje en relevant dimension til måltidet. Når det kommer til udmålingen af stjerner, så står måltidet isoleret set til fire velnærende af slagsen. Jeg kunne dog godt finde på at runde op til fem på grund af den vellykkede scenografiske ekstradimension.
Jakob Steen Olsen: Jeg kan godt lide dit udtryk »den scenografiske ekstradimension«. For for mig forblev forestillingen en kulinarisk oplevelse i scenografi. Der var skabt nogle flotte rammer, som desværre ikke rigtigt blev fyldt ud. Helt galt går det til det store afsluttende tableau – hvor vi endelig når frem til Snedronningen, der må opgive Kaj. Stakkels Charlotte Engelkes kæmper med at gestalte noget, der jo slet ikke er en kvinde i kød og blod, men et abstrakt princip – med utrænede dansere i dressur. En forløsning? Snarere et antiklimaks. Teateroplevelsen kan jeg kun give tre, og så mødes vi på midten.
Hvad: »Snedronningen« efter H.C. Andersens eventyr.
Hvem: Af Mette Martinussen, Dorte Holbek Martin Tulinius.
Hvor: Republique Lille Scene. Slutter ca. kl. 23.15. NB: På engelsk den 18. + 19. feb. Fra 15 år.
