Der er mange teatre i København. Men Betty Nansen Teatret er på mange måder noget særligt. At det er et gammelt teater – det har stået, hvor det står på Frederiksberg Allé siden 1869, hvor det slog dørene op som morskabsteatret Odéon – er ikke noget, det har eneret på. Til gengæld har det gennem årene, under vekslende regimer, været kendt af et stort publikum som en kvalitetsscene. Først og fremmest fordi de chefer, der har siddet i stolen, har vidst, hvad de ville med teatret, som de senere år – det står i formålsparagraffen – blandt andet skal præsentere forestillinger præget af »nye eksperimenterende fortælleformer og kunstneriske alliancer, nyskreven dramatik og klassikere læst på nye måder«.
Siden 1992, hvor de overtog et profileret teater fra Morten Grunwald, har teatret været regeret af hele to direktører – den idérige teaterproducent Henrik Hartmann og Peter Langdal, der også har kunnet profilere teatret med sine egne iscenesættelser. De to gjorde fra start Betty Nansen Teatret til et kraftcentrum i dansk teater. I perioder med en sådan styrke, at man ligefrem talte om, at Betty Nansen Teatret med sin stærke repertoirepolitik – dramatikere som Lars Norén og Per Olov Enquist vis a vis stærke klassikerfortolkninger – var Det Kongelige Teaters »dårlige samvittighed« og det nærmeste, vi kom det stadsteater, København ikke har. Det var her, skuespillerne gerne ville være og følte sig forstået. Det var her, man kunne overtale Tom Waits og Robert Wilson til at skabe den magiske forestilling »Woyzeck«, der rejste kloden rundt.
Teatret udvidede endda sit revir med anneksscenen Edison og den sociale fond C:ntact. Stor var opstandelsen, da man ville skifte chefduoen ud med netop ovenstående Lars Norén og lige så svenske Ulrika Josephsson. Det havde Hartmann og Langdal ikke fortjent, syntes man. Men måske skulle de ikke have haft teatret igen. Ideerne tørrede ud i en periode, og Hartmann erkendte selv, at teatret havde haft »en værre lortesæson«. Reglerne for, hvor længe en københavnsk teaterchef kan sidde på posten blev lavet om for at sikre udskiftning eller »for at komme af med os«, som Hartmann selv har formuleret det. Men de seneste sæsoner har man igen formået at trække publikum til Frederiksberg Alle med stærke historier, sikkert fortalt.
Nu skal Vibeke Windeløw og Stefan Larsson så tage over. Et sikkert valg, men ikke ligefrem et særligt spændende valg, Hun er mangeårig og dygtig filmproducent, der sikkert kan lokke skuespillernavne til, men som savner teatererfaring. Det alibi skal Stefan Larsson så give hende. Han fik rettet op på Aarhus Teaters økonomi i den korte periode, han var chef for den jyske landsdelsscene, men med et kvalitetsblafrende, lidt »kantet« og underligt umusikalsk repertoire formåede han ikke ligefrem at gøre teatret til en afgørende scene i dansk teaterliv. Havde man håbet på et generationsskifte på et af Københavns vigtigste teatre, fik man det ikke. Det var, paradoksalt nok, ellers noget Stefan Larsson, der i parantes bemærket til manges overraskelse blev forbigået som chef for Dramaten i foråret, efterlyste, da han gav sit sidste interview til Politiken, inden han forlod Danmark: Et gennemgående wash-out i dansk teater så de unge kunne komme til.
