Novelledramatik? Er der noget, der hedder det?
Det er lidt den betegnelse, man har lyst til at hæfte på Rikke Wölcks nye stykke. Mest af alt, fordi hun evner at skabe scener, der kommer helt tæt på nogle hverdagslige figurers nære liv. På deres indbyrdes, intime og komplicerede relationer til hinanden. Og fordi hun interesserer sig for det store drama i den almindelige tilværelse.
Det så man for et par sæsoner siden med hendes overbevisende dramatikerdebut, »Jeg er Bente«, der dels var en sygdomshistorie om tiltagende alzheimers, dels fulgte en tæt sammenvævet flok veninders forhold til hinanden. Og det ser man i »Tilgiv mig«, som teatret High Noon gæstespiller med på Rialto:Teatret.
Også her sendes en gruppe modne kvinders interne balance ud af kurs, da den ene søster afslører den andens utroskab med hendes afdøde mand, som siden begik selvmord. Og midt mellem dem – som mægler og sendebud – står den fælles veninde, der selv befinder sig i et vadested mellem to mænd, og som tilmed har problemer med en lidt indadvendt, mærkelig teenagesøn, der fordømmer hende.
Bramfri replikker
Som titlen antyder, handler det ganske smukt om tilgivelse på mange planer. Rikke Wölck udfordrer den genkendelige, lidt trivielle hverdagsrealisme ved at klippe effektivt mellem før og nu, mellem dialoger og monologer – med den lidt aparte søn som den, der fortæller hele historien.
Igen mærker man, at der er en forfatter med sans for dramatiske situationer med konfliktpotentiale, gode, bramfri replikker fra modne kvinders intimsfære (»Min kusse er for gammel til al den sex!«) og noget at rive i for gode skuespillere – i dette tilfælde Anette Støvelbæk, der har gode udtryk for den vrede, som ikke vil lægge sig, Rikke Wölck selv som angrende synder ude af kurs og ikke mindst Karen-Lise Mynster, der lægger megen varme i den lidt forvirrede kvinde i midten; hende, der vil det bedste, men ikke altid lykkes med det.
Og endelig er Elliot Crosset Hove, nyt talent på scenen, helt rigtig som den nørdede, halvautistiske søn, der efterhånden finder sin egen vej gennem livet. Madeleine Røn Juul har iscenesat med sans for pædagogisk afvikling. Småt, men ganske godt. Rikke Wölck har fundet sit sted som dramatiker med en stemme, der især rammer den voksne kvinde. Og det er der intet nedladende i at konstatere, for det er en kæmpestor, overset gruppe, der i den grad har fortjent at blive både hørt og set på teatret.
Hvad: »Tilgiv mig« af Rikke Wölck.
Hvem: Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul. Scenografi: Kisser Rosenquist.
Hvor: High Noon, gæstespil på Rialto:Teatret. Til 14. maj.
