Det er ganske vist! At da den gamle sangerindepavillon oven på forlystelsesdirektør Lorry Feilbergs imperium skulle omdannes til teater, dukkede der mellem malerbøtter, brædder og kostumer en lille dreng op, der var gemt på teatret. Forældrene var taget tilbage til Italien, men på grund af krigsfaren i 1914 turde de ikke tage sønnen Guiseppe med.
Det er ham, der er »Antons højre hånd«, mens Anton er den politiske tegner og teatermaler Anton Hansen. Han skulle dekorere Riddersalens foyerområde, det, der stadig modtager teatergæsten i dag, og som lille Guiseppe hjalp Anton Hansen med at skabe.
Signe Birkbølls historie om »Antons højre hånd« bliver næsten for alvor teatrets jubilæumsforestiiling. Vi møder både Lorry Feilberg, de detroniserede sangerinder, Anton Hansen og selvfølgelig Guiseppe – der fornuftigt nok spilles af en trædukke.
Forestillingen er for børn fra seks år og op, men kan sagtens ses af voksne alene. Som voksne ser vi en munter historie fra et teater i en temmelig kaotisk tilblivelse. Personlige forhold, forsmåede kvinder, en forvirret direktør og en ikke altid lige sikker kunstnerisk smag sætter os voksne i seriøs tvivl om, hvorvidt det teater overhovedet bør åbne. Mens børnene kan more sig over Steen Ramussens klovnefigur, Lorry Feilberg, og heldigvis har vi Michael Wikkes rare, robuste Anton som en tryg hånd gennem forestillingen. For uanset alder ser vi helst, at lille Guiseppe er i trygge hænder, både den højre og venstre.
Daimi er Lorrys charmerende, mutte, og snedige elskerinde, overvintret sangerinde fra den gamle pavillon, dramatiker og direktør Signe Birkbøll er hendes kollega Putte, mens Ole H. Christensen har en række forskellige roller, blandt andet som rørende mor.
Fremmed og forladt barn i et nyt land
Det hele har en særlig intensitet, fordi det foregår her, hvor det foregik. Med scenografien på scenen som en fin afspejling af de omgivelser, vi sidder midt i.
Historien misser til dels at trække samtidssporet om det at være et fremmed og forladt barn i et nyt land op, men pointen om »at man bliver dobbelt så go’, hvis man bare er to« er altid sød og brugbar for de små, og det gælder også for instruktørdebutanterne Wikke og Rasmussen. Deres poetiske sind og humoristisk-venlige tilgang til menneskeheden passer strålende til børneteatret. Giv dem helt frie hænder næste gang, og lad os se, hvor de kan føre børneteatret hen!
Hvad: »Antons højre hånd«.
Hvem: Af Signe Birkbøll. Instruktion: Wikke og Rasmussen. Scenografi og dukke: Nils Gøtzsche Frederiksen.
Hvor: Riddersalen. Til 1. April.
