Unge instruktører vil tilsyneladende slet ikke gå i lag med de gamle teaterklassikere. Eller jo, det vil de sikkert, men de vil ligeså gerne tage udgangspunkt i den verdenslitteratur, der ikke nødvendigvis er skabt for scenen. Et oprør mod ideen om en enkelt hovedpersons begrænsede synsfelt, et ønske om en fortælling, der kan bredes anderledes ud og fordeles på mere af et kollektiv – helt i tråd med den moderne TV-serie?
Tag nu bare Det Kongelige Teater, hvor instruktørerne Rune David Grue og Elisa Kragerup har noget at skulle have sagt:
»Madame Bovary«, »Hærværk«, Shakespeares »Sonetter«, Dostojevskijs »Forbrydelse og straf« og »Kældermennesket« hører til de titler, der har været på plakaten.
Og nu altså også den romerske forfatter Ovids »Metamorfoser«, der er en vildtvoksende gendigtning af en lang række myter og sagn, ofte med forvandlingen som udgangspunkt – »intet i verden forgår, må I tro, men det hele forandres«.
Heldigvis viser det sig, at Elisa Kragerup har fundet en helt særlig inspiration i de ofte ubønhørligt grusomme fortællinger, hvor den ene mytologiske figur efter den anden straffes for sine overmodige handlinger:
Fra Pygmalion til Narcissos, fra Ikaros til Hermafroditus – mister sig selv og skabes om til noget andet, fordi han eller hun fornærmer guderne eller ikke har kunnet holde sig i skindet. Noget, som vi almindelige kontorarbejdere i velfærdsstaten så passende kan omsætte til vores egne liv, der jo trods alt stadig er underlagt princippet om omskiftelighed, katastrofen der kan ramme os fra den ene dag til den anden.
Perfekt holdindsats
Og helt vidunderligt er det, at forestillingen selv har en organisk flydende foranderlighed som princip – sat i et nøgent rum, hvor en bleggrå presenning dækker gulv og vægge, og hvor Det Røde Rums otte skuespillere stort set er alene om omskifteligheden uden ydre virkemidler.
Ja, det ligner en halvtrist opvarmningsseance, når vi kommer ind, med skuespillere i træningstøjet.
Men så tager teaterlegen fat. Det er overladt til kroppene og stemmerne at fortælle de udvalgte historier, der afløser hinanden i en dynamisk fremadrullende forandringsmaskine, som Det Røde Rums lydefrit samspillede, stærke skuespillere i den grad stiller sig generøst og ublufærdigt til rådighed for med efterhånden halvnøgne kroppe i en perfekt afstemt holdindsats med akrobatisk dødsforagt.
»Metamorfoser« er uhøjtideligt skæg, når den vil være det, ligeså utvungent brutalt hjerteskærende, når det er det, den vil være.
Det er en sjældent helstøbt teaterfest, der i dén grad er ladet med et overskud af enkle, men overraskende virkemidler og nede under det hele en saftig kødelighed – åh, de drifter! – i de mange skæbnefortællinger, der rulles både raffineret og ligetil op som et kropsligt kødmaleri.
En strøm af slående billeder, det er svært at få ud af hovedet – se for eksempel skuespillerne skabe en skovsø med viftende søgræs blot ved at lægge sig på ryggen. Se Ikaros' vinger lyslevende, når et par sitrende hænder blot er smurt ind i sort farve. Man kunne blive ved. En genistreg? Det er ikke for meget sagt. Hvem sagde omstillingsparat?
Hvad: »Metamorfoser« af Ovid.
Hvem: Oversættelse: Otto Steen Due. Bearbejdelse og iscenesættelse: Elisa Kragerup. Scenografi: Palle Steen Christensen.
Hvor: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Det Røde Rum. Til 29. marts.
