Da Tam Tam i Tivoli sidste år indtog den danske revyscene, var den et frisk og lidt frækt pust. Ikke en totalfornyer, men den twistede revygenren, tog nye unge spillere ind og lagde sig musikalsk i et andet spor.
Alligevel har instruktøren Joy-Maria Frederiksen og holdet i år valgt at lave en mere klassisk lagkagerevy, der desværre sætter et fokus på teksterne, som Tam Tam har svært ved at leve op til.
Teksterne holdes især oppe af et formidabelt skuespillerhold, der kan udrette noget, der indimellem minder om mirakler. Men de kan ikke spille sig ud af alt. Alt for mange af teksterne er præget af, at man leverer en holdning uden at dreje og sno den, så vi får nye indsigter.
Som i det tematisk gammeldags nummer »Har du hummus«, hvor Ditte Gråbøl prøver sit Folkeuniversitets-kursus i arabisk kultur af på Thomas Mørks iranske grønthandler, der kun sælger Jaka bov og ostepops. Blev vi klogere på kulturmødet? Jeg undrer mig kun over, hvem der stadig spiser Jaka bov?
Ligesom Lene Maria Christensen kæmper en ulige, men tapper kamp med Hella Joofs »Foxy Lady«, om en talentløs jonglør, der giver publikum skylden for sine fejl. Salen var skræmmende stille under nummeret, for vi forstod ikke, hvem Foxy Lady er, og hvad hun kræver af os? Har man holdt fast i nummeret, fordi det er Lene Maria Christensens eneste store?
Ellers er tekstsiden leveret af især Niels Olsen, som kan meget, men ikke skrive en tredjedel af revyen. Revydirektør Jesper Winge Leisner er på med blandt andet en tekst om Ryan Air, der havde været bedre som læserbrev. Mens Ann Mariager har en munter og rammende sang om »De grå hjelme«, som kulturlivet altid nedgør, så nu truer de: for holder de op med at dyrke kunst, lukker dansk kulturliv!
De seks skuespillere og to sangerinder, Rikke Hvidbjerg og Szhirley, løfter, hæver og lægger til, alt hvad de magter - og de magter det utroligste. Ditte Gråbøls skønne kantede kvindetyper, Lene Maria Christensens varme udstråling, der klæder revyen, men ikke belønnes med gode numre, Thomas Mørk som revyens parodist som for eksempel rar, men ikke just politisk prægnant Uffe Elbæk. Pelle Emil Hebsgaard, der er tæt på at være årets stjerne med sin uforfærdede tilgang til teksterne, der gør dem en god tak bedre.
Bodil Jørgensen i egnsdragt
Men det er Ole Thestrup og Bodil Jørgensen, publikum forguder. Salen ligger for første gang ned af latter, da Bodil Jørgensen viser sig i egnsdragt, for så ved vi, hun vil synge en vulgær sang med stor alvor. Hun giver selv de mindste karakter en dybde, hvor vi mærker mennesket bag. Ole Thestrup har en fænomenal kontakt med publikum, men hans materiale er lidt tyndt. Også, og selv om det er tænkt modsat, da han skal give aftenens sidste nummer, Jesper Winge Leisners sang om terrorangrebet i »en kold, kold vinter«, hvor han aldrig troede, »at mit hjerte ville tø op«. Jeg respekterer, at man vil behandle det svære, men det kræver en særlig og stor tekstforfatter at gøre det.
Lad os sige, at det her var den svære to’er. Med glimt af morskab og et vidunderligt hold.
Hvad: »Tam Tam i Glassalen«.
Hvem: Tekster af blandt andre Niels Olsen, Rasmus Søndergaard og Vase & Fuglsang. Instruktør: Joy-Maria Frederiksen. Scenografi: Marianne Nilsson og Rikke Juellund. Koreografi: Birgitte Næss-Schmidt. Kapelmester: Joakim Pedersen.
Hvor: Glassalen i Tivoli. Til 18. Juli.
