Forestillingen hedder »Imagine«, og den begynder med »Imagine«, og den slutter med »Imagine«, og så er dét ligesom slået fast: »Imagine« har en særlig status i John Lennons sangkatalog.
Sangen er den mest kendte, sikkert også den mest elskede, af dem, han sang og indspillede i karrieren efter The Beatles, så selvfølgelig har den også fået en særlig plads i den John Lennon-teaterkoncert, der fredag, på dagen, hvor John Lennon kunne være fyldt 75 år, havde københavnspremiere på Aveny-T. Anderledes kunne det ikke være. Heller ikke selv om »Imagine«, ud over at have en køn melodi, udmærker sig ved en ekstraordinært rædsom tekst, hvor sangeren forestiller sig et grænseløst utopia, der mere ligner et mareridt end en god drøm. Det forhold har aldrig belastet sangens popularitet. Den er ikke til at komme udenom.
Noget af det meget fine ved de fortolkninger af »Imagine«, der indrammer forestillingen »Imagine«, er så, at de ikke bliver overspillet. At de i deres skrøbelighed snarere synes at udtrykke tvivl om ordenes egen holdbarhed. Sangen »Imagine« bliver i den forstand ikke bare reproduceret, den bliver fortolket, og også i dén grad, lige som alle de øvrige 26 John Lennon-solosange (plus en enkelt klassiker af Leiber og Stoller, »Stand By Me«, som John Lennon indspillede i 1975) bliver fortolket. Nogle gange med ny inderlighed, som »Crippled Inside«, nogle gange med et ironisk twist, som i den søde »Woman«, nogle gange tragi-komisk overdrivende som i »Mother«, John Lennons sang om moderen og faderen, der har forladt ham, der her ender som to grædende voksne børn, der savner deres forældre.
Meget bevægende
Det er hele vejen igennem aldeles glimrende, rent musikalsk, ofte meget, meget bevægende, for Jimmi Jørgensen, Dicte Westergaard Madsen, Michael Lundbye Slebsager, Jacob Madsen Kvols, Sofia Nolsøe, Ida Cæcilie Rasmussen, Boi Holm, Anna Brønsted, Line Felding og Mads Emil Nielsen er i deres ofte udtalte sårbarhed suverænt syngende og spillende, og i kapelmester Kåre Bjerkøs arrangementer af Lennon-sangene er der også en harmonika, en ukulele og en cello. De bidrager til det fint differentierede lydbillede, ligesom man kan glæde sig over trommespil, der så tydeligt henter inspiration fra Beatles-trommeslageren Ringo Starrs storslåede simpelhed.
Det hele tilsættes Esa Alannes enkle koreografi og bindes sammen af Maria Kjærgaard -Sunesens fintfølende instruktion, og hvad meningen med det hele så er, ud over at kaste nyt og godt lys over en række (næsten kun) uundværlige Lennon-sange, skal man nok først til Maja Ravns scenografi og kostumer for at finde en slags svar på.
Den røde tråd er, om man så må sige, hvid: En hvid skråning og kostumer, der overvejende veksler mellem det englehvide og det kødfarvede, får én til at tænke på såvel drømme som død. Og måske handler det om begge dele: Om den drøm om fred på jord, som den aggressive John Lennon i perioder i hvert fald foregav at bekymre sig så meget om. Om den død, der ramte ham som kun 40-årig. Entydigt er det ikke, og det gør ikke noget, og det gør slet ikke noget, at sangene i deres konkrete fortolkninger både ligner Lennons sange så meget og alligevel er deres egne. I »Imagine« hører man dem på en ny måde og får af den grund lyst til igen at høre dem på deres egen måde. Meget mere kan man vel ikke forlange.
Hvad: Teaterkoncert Imagine.
Hvem: Iscenesat af Maria Kjærgaard Sunesen.
Hvor: Aveny-T (I samarbejde med Aarhus Teater).
