Langdals Austen-teater er for lidt fornuft og for meget følelse

Peter Langdals version af Jane Austens »Fornuft og følelse« bliver offer for sine egne påhit. Mindre kul på kakkelovnen, tak.

Romatik, tak: Cecilie Stenspil og Sofia Nolsøe i »Fornuft og følelse« på Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte. Fold sammen
Læs mere

Der er et eller andet mærkværdigt umusikalsk ved Peter Langdals teaterversion af den britiske forfatterinde Jane Austens sædeskildring fra tiden omkring år 1800, den mildt satiriske »Fornuft og følelse«.

Hvad er det, romanen handler om? Den handler først og fremmest om en tid, hvor kvinder måtte finde sig i at forholde sig passivt og få det bedste ud af deres tilværelser. Det spillerum, mænd havde, havde de ikke.

Vi møder enken og hendes tre døtre, der må pakke sammen og forlade godset, da kvinder dengang ikke havde arveret – i stedet må de leve på nåde hos en slægtning, og de to voksne døtre må gøre sig forhåbninger om måske at kunne gafle en mand, der kan forsørge dem.

Det er en roman, der først og fremmest handler om at afstå, vente, bide i sig, håbe, bøje nakken, overveje sine ord af frygt for at forspilde sine chancer. Derfor undrer det også, at Peter Langdal har iscenesat et stort ensemble på Aarhus Teater med så megen tramp i pedalen.

Svært at skaffe ro

Skuespillerne er i centrum, vi mimer et pianoforte, en hest og en robåd. Kun en række stole på den nøgne, mere eller mindre lavloftede scene. Men det betyder også, at skuespillerne render ud og ind uafladeligt, snurrer og stolprer hen over scenen. Og det er svært at skaffe den nødvendige ro om det, instruktøren snarere sætter på scenen som grofttegnet, larmende, blodsprængt Dickens end som den tilbageholdne, lavendelduftende Austen.

Ind imellem tilgiver man næsten Langdal, som kan så meget. Man beundrer hans vilje og evne til at lade den feberhede kærlighedssorg fylde hele rummet – skuffelsen, begge voksne døtre, den fornuftige Elinor og den følelsesladede Marianne, oplever, før det hele ender lykkeligt. Problemet er bare, at Langdal ikke kan nære sig. Han bliver hele tiden offer for sine egne gode ideer.

Hvorfor er han så bange for at kede, at han overbroderer, hitter på – for nu ikke at sige insisterer på at fjolle så meget undervejs? Hvorfor tror han ikke på publikum?

Resultatet bliver ujævnt og stilløst, selv om forestillingen har kimen til noget andet og mere i sig, hvis bare den afstod. Alene August Rosenbaums og cellisten Josefine Opsahls indfølte akkompagnement fra sidelinjen er vidunderligt stemningsskabende.

Smil gennem tårer

Maj-Britt Soley Langdals sprogligt oppeppede dramatisering er heller ikke ueffen, selv om den er for lang og ufokuseret, ligesom den overpædagogiserer ved at gøre den i romanen upåagtede mindreårige mindstesøster til en Jane Austen-figur in spe med feministiske paroler skåret ud i pap.

Og som de to søstre, der må så meget ondt igennem, før det hele bliver godt, er Sofia Nolsøe og Cecilie Stenspil slet ikke dårlige. Førstnævnte kan det der med at smile gennem tårer som Elinor, der håber og lider i stilhed. Sidstnævnte sætter impulsivt og muntert liv i den temperamentsfulde Marianne, ligesom Inge Sofie Skovbo med sine mange sigende blikke har fat i den lange ende.

Men stort set resten af ensemblet er blevet bedt om at hælde for meget kul på kakkelovnen. Undertiden mere det hvide snit end empiresnit. Diskretion en mangelvare.

Hvad: Fornuft og følelse. Hvem: Dramatisering: Maj-Britt Langdal. iscene-sættelse: Peter LAngdal. Scenografi: Karin Betz. Hvor: Aarhus Teater, Scala. Til 28. maj.