Ikke alle klassikere er dybe og meningsfulde. Oscar Wildes »Bunbury« er det for eksempel ikke i udpræget grad. Til gengæld er det en skør forviklingskomedie med perfiditeter og sylespidse morsomheder flyvende gennem luften, og hvor man egentlig ikke rigtig holder af nogen af personerne.
Hvis man gjorde, ville de sikkert gengælde det med at slå én for nogle penge og tømme ens barskab.
På Aalborg Teater har instruktør Thomas Bendixen og dramaturg Jens Christian Lauenstein Led bearbejdet den højbritiske komedie fra victoriatiden og omplaceret den til et fiktivt, meget kulørt og mondænt sted i 1960ernes danske provins.
Her huserer festmennesket og fattigrøven Aksel sammen med sin ven Hans, der har både landsted og myndling. De fester og flirter, men det er ved at blive alvor med kæresteriet.
Hans har forelsket sig i Aksels kusine, den selvstændige og kække Nini, elegant leveret af Malin Rømer Brolin-Tani, og snart falder Aksel for Hans’ myndling, den 17-årige Gitte, spillet med piget glimt i øjet og spirende sexappeal af Sofie Topp-Duus.
Men Aksel og Hans har rodet sig ud i et uoverskueligt net af hvide løgne for at kunne gøre, som det passer dem, og det er ikke et heldigt udgangspunkt, når man har seriøse hensigter.
Opdateringen fungerer udmærket, fordi generationskløften i »Bunbury« spejles et hak mere nutidigt i 1960ernes splittelse mellem den ældre generations strengere seksualmoral og ungdommens oprør.
Men det væsentligste, hvis »Bunbury« skal lykkes, er, om forestillingen behersker komediestilen ekvilibristisk.
Det gør i hvert fald Marianne Høgsbro som Aksels snobbede tante Augusta og Ninis mor. Hun kunne gå for at være en yngre slægtning til enkegrevinden i »Downton Abbey« med sine svirpende spydige, forstokkede, og alligevel tit irriterende sande udsagn – salen bobler spændt, når hun viser sig.
Carsten Svendsen og Kasper Dalsgaard har en fin blanding af charme, ladhed og intelligens som Aksel og Hans. De er døgenigter, men de kan sætte gang i ethvert selskab.
Selv om især Carsten Svendsen synger glimrende, har Thomas Bendixen været temmelig gavmild med antallet af indlagte Beatles-sange i forestillingen. Det udvikler sig næsten til en musical, hvor stærke følelser helst skal udtrykkes med Lennon-McCartneys ord og toner frem for Wildes.
Helt skævt går det, da Jacob Moth-Poulsens fælt overspillede pastor Messehagel slæber os gennem hele »The Fool on the Hill« som et frækt frieri til Hanne Windfelds også overdrevent tørre pebermø af en huslærerinde.
Oscar Wilde kan nu sagtens være sjov i sig selv. Derfor er Aalborg Teaters »Bunbury« også bedst, når skuespillerne dæmper ned frem for at spille op. I de scener, hvor alting bryder sammen, og replikkerne kløver gennem dobbeltmoral, kærlighedsløfter og overfladiskhed, er forestillingen sjovest og mest ond.
Hvad: »Bunbury«.
Hvem: Af: Oscar Wilde. Bearbejdet af: Jens Lauenstein Led og Thomas Bendixen. Iscenesættelse: Thomas Bendixen. Scenografi: Marianne Nilsson.
Hvor: Aalborg Teater. Til 19. marts.
