For små fem år siden ramte Volbeats debut »The Strength/The Sound/The Songs« de danske rockfans med samme saft og kraft, som de stilistiske venstrejabs, der har banet vejen for Mikkel Kesslers karriere. Ikke tidligere havde verden hørt et musikalsk blend af stenhård metal, 50er-rock, country, en snert af punk og ørehængende powerpop. Siden har Volbeat med den altdominerende Michael Poulsen bag pen, guitar og mikrofon ikke set sig tilbage. Yderligere to skiver, lange turnéer ned igennem Europa, Orange Scene på Roskilde Festival, bemærkelsesværdige opvarmningsjobs for legender som Metallica og AC/DC samt et utal af priser og imponerende pladesalg og radioairplay.
LÆS MERE: Flere anmeldelser fra Berlingske Kultur
Volbeat er således mere end godt på vej til at blive dansk musiks største succes siden Aqua, og denne gang er det ikke kalkuleret musik for sjov og med løg på. Det er dødsens alvor. Netop derfor kunne det i denne sommer undre, at Volbeat leverede sjuskede, unuancerede og to i grunden skidte koncerter under den danske festivalsommer. Kun et par nye numre fra dagens »Beyond Hell/Above Heaven« brød den til tider ulidelige monotoni. Der var altså noget at se frem til. Og det manglede da også bare, for efter tre albums i samme rille, en ny stor pladekontrakt og en udsigt til at turnere sig igennem det forjættede rockland USA som hovednavn, ville det næsten have været for ynkeligt og ærgerligt, hvis Volbeat tonede frem med tomme skud i bøssen.
Drøngode melodier
Men det gør de heller ikke. Ikke mindst første halvdel af »Beyond Hell/Above Heaven« er aldeles forrygende. Det er stadig umiskendeligt Volbeat, men qua drøngode melodier, som selv popbands ville misunde rockerne, og meget renskurede stilistiske enkeltsange, er der ingen grund til, at Volbeat ikke også denne gang skulle føje nye alen til karrieren.
Det begynder herligt med powerpop-/metalskæringen »The Mirror And The Ripper«, et givent hit, som vel egentlig kun savner en mere kompakt trommelyd. Dernæst er der klassisk riffrock i titelnummeret »Who They Are«, der er som at høre Metallica i tiden omkring deres sorte album, og så er »Fallen« en rørende kærlighedssang ud i poppen til Michael Poulsens afdøde far. Den bliver et giganthit.
Der er dog et antal mindre gode sange undervejs. Af deciderede fejlskud er der kun »Thanks«, en overflødig takketale til de loyale Volbeat-fans, og den helt hårde »Evelyn«, hvorpå en næsten stemmeløs Barney fra Napalm Death kikser totalt.
Der er så meget af den powerpop i Volbeats skæringer, at man næsten mistænker hofkomponist Poulsen for at sigte efter den brede, amerikanske smag. Om han også rammer plet, ved vi senest næste forår.
