Hvad betyder udtrykket »verdensberømt i Danmark«?
Grundlæggende at visse verdenssolister i virkeligheden er mest kendte på dansk jord.
Vi får tudet ørerne fulde af flotte ord om deres fantastiske karrierer. Men deres vigtigste indtægtskilder ligger hos os selv. Ingen nævnt, ingen glemt.
Juan Diego Flórez er så ikke en af slagsen. Den peruvianske tenor står for tiden som nummer ét i faget belcanto. Han slår samtlige kolleger i strubens skønhed, i stemmens teknik og frem for alt i musikalitet.
Man får det hele på hans seneste album, »L’amour«. Flórez har længe været en af pladeselskabet Deccas guldfugle og synger så ædelt som nogensinde. Indholdet er et dusin dårende dejlige arier fra fransk operas storhedstid. Har man ikke hørt slige sange ret mange gange før?
Nej, det har man sandsynligvis ikke. Et hurtigt kig ned over coveret viser igen og igen relativt ukendte titler. Sjældenheder som arier fra den hjertevarmende »La dame blanche« af Boieldieu, fra den tragiske »Lakmé« af Léo Delibes, fra den hurtigt komponerede »La Favorite« af Donizetti – i form af en flot duet med bassen Sergay Artamonov fra Rusland.
Når man hører de sange så sjældent, skyldes det flere ting. Én af dem er selve operaernes let bedagede handlinger og problemstillinger. En anden er de kolossale udfordringer på sangersiden, for eksempel med mange høje toner hurtigt efter hinanden. Værkerne kan kort sagt blive ganske uudholdelige for både hjernen og de to øregange udenpå.
Et sanggeni selv guder ville glæde sig over
Det er dér, optagelserne med Juan Diego Flórez’ kommer ind. Man kan nøjes med smuglyt på det bedste fra operaerne – hvilket altså ikke behøver være det mest kendte.
Og man hører dem med et sanggeni, selv guder ville glæde sig over. Klassikere fra »Den Skønne Hélène« af Offenbach og Gounods fantastiske »Faust« løber legende let over peruvianerens stemmelæber. Vel kun overgået af albummets favorit over alle: »À la voix d’un amant fidèle« fra Bizets utroligt vellykkede »Perlefiskerne« – en stadig mere heldig konkurrent til samme franskmands »Carmen«.
Hvorfor netop den? Sæt skæringen på og læg mærke til Flórez’ veje fra tone til tone. Mandens glid fra den ene tone til den anden kunne gøre et stenhjerte blødt.
Det er gennemført bevægende og desværre lidt af en raritet i Flórez’ fag.
Ikke at musikalske sangere ligefrem hører til sjældenhederne. Men musikken overdøves sommetider af de mere udvendige og operamæssige sider. Juan Diego Flórez er i den forstand en af vor tids største musikere og derefter tenor.
Orkestret og koret fra Teatro Comunale i Bologna dirigeres af Roberto Abbado – den nyligt afdøde Claudio Abbados nevø. Akkompagnementet prioriteres gerne for lavt på indspilninger af løse arier. Selskaberne slipper for billigt om ved det.
Men ikke hér. Flórez’ blotte musikalitet og stemme inspirerer de menige medvirkende til salige soloer på horn med mere. Tenoren er kun 41 år og kan nå mange besøg i Danmark endnu. Og det kan kun gå for langsomt.
Et par andre album er på hver sin måde blevet varme her i sommer.
Anton Rubinstein var russisk romantiker fra Tjajkovskijs generation, grundlægger af det hæderkronede konservatorium i Skt. Petersborg, en af tidens største pianister – og vistnok ikke i familie med navnefællen Arthur Rubinstein.
Vi spiller ikke meget af hans musik i dag. Men lige præcis den fjerde af hans fem koncerter for klaver og orkester har vundet en vis popularitet på det seneste.
Salighed fra snarlig gæst
Joseph Moog vil optræde med værket i Tivolis koncertsal 4. september. Og der er noget at høre frem til!
Den unge tysker har indspillet det med statsfilharmonien hjemme i Rheinland-Pfalz på mærket Onyx og gjort det ualmindelig glimrende. Selve musikken kunne rigtignok være mere spændende. De gode melodier står ikke ligefrem i kø, hvorimod farten og orkestrets udstyr konstant virker overambitiøst.
Men solisten! Joseph Moog er virkelig en spændende herre. Åbenlyst uden forhindringer af teknisk art og fra start til slut ovenpå i det musikalske.
Resultatet er underholdning til den letbenede side – men med toner, man bestemt ikke hører hver dag.Albummets andet værk er lige modsat. Rakhmaninovs tredje klaverkoncert er solid klaverkunst og høres hele tiden.
Stykket blev på godt og ondt kendt som kerneværk i spillefilmen »Shine« om den sindssvækkede David Helfgott. Hvis man kun kender versionen med Helfgott, skal man høre Joseph Moog ved tasterne. Det skal man næsten uanset.Han var kun 24 år under indspilningen og får vel ikke alle dybder med. Men hans teknik klarer alt og lover godt for fremtiden. At høre ham spille Rubinstein i levende live skal nok blive spændende. Gustav Mahler var senromantisk østriger og en dybt overtroisk herre. Mangen kollega var for eksempel døde efter arbejdet med deres symfoni nummer ni – tænk på Beethoven, Schubert, Dvorák.
Så da han selv nåede til nummer ni, kaldte han for en sikkerheds skyld værket »Jordens sang«. Alt gik aldeles udmærket og helt uden afsjæling for hans vedkommende. Hvorpå han skabte endnu en symfoni, kaldte den nummer ni og døde!
Okay. Der findes faktisk udkast til et værk mere i genren. Men hans niende symfoni fra 1909 står i dag som hans sidste fuldendte – og som en mægtig port ind til det 20. århundredes fortrædeligheder.
Dokumentation af en feberredning
DR SymfoniOrkestret gav den live på koncerthusets scene i januar 2012. Indspilningen her blev gjort ved samme lejlighed. Resultatet var uforglemmeligt. Ikke kun hvad musikken angår, men også omstændighederne bag.
For den oprindelige dirigent havde meldt sig syg. Lidt af en katastrofe før et arrangement af den størrelse. Og danske Michael Schønwandt var så sprunget til med kun tre dages forberedelse og reddede det hele.
Eller rettere: Reddede er faktisk et fattigt ord. Schønwandt og hans orkester stod for nogle af årets mest nærværende øjeblikke.
Rigtig mange af dem har fundet vej til optagelsen fra Challenge Classics. For eksempel aftenens forskelle på de fire satser: Fra åbningens billede af en verden i splinter til finalens helende varme og vidunderlige violinmelodier. Det er karakteristik i klodeklasse. Og det er bedre end de fleste liveoptagelser på markedet. Lad os endelig høre mere til DR SymfoniOrkestret med Michael Schønwandt foran.
Fem stjerner
Hvem: Juan Diego Florez med orkester og kor.
Hvad: Diverse arier fra franske operaer.
Fem stjerner
Hvem: Joseph Moog med orkester.
Hvad: Koncerter af Rubinstein og Rakhmaninov.
Fem stjerner
Hvem: DR SymfoniOrkestret med Michael Schønwandt.
Hvad: Gustav Mahlers 9. symfoni.
