»I’m a street walking cheetah/With a heart full of napalm«. Sådan lød udmeldingen fra Iggy på »Search And Destroy«, åbningsnummeret på hans tredje album i front for The Stooges fra 1973.
En benhård og præcis selvkarakteristik. For Jamens Newell Osterberg Jr., som hans borgerlige navn lyder, var om nogen et dyrisk og altudslettende masseødelæggelsesvåben i karrierens unge år. En tid, hvor flipperne ellers dikterede, at man opførte sig chillet og rummeligt. Men ikke Iggy Pop! På og uden for scenen optrådte han som en selvdestruktiv kamikazepilot, der levede rollen som rockens primitive vildmand fuldt ud.
Til koncerter rullede han rundt i glasskår og skar sig selv til blods. Han guffede stoffer i sig som slik og praktiserede antiautoritær opførsel. En rebel, der ville sætte verden i brand med bister og møgbeskidt rock.
Herved foregreb han punkens anarkistiske dyder, længe før Johnny Rotten stak de første sikkerhedsnåle i blazerjakken. The Stooges blev punkens gudfædre. Samtidig var Iggy tæt på selv at gå til grunde i det massive kaos, han omgav sig med. Men han overlevede på mirakuløs vis.
Siden de skelsættende år med The Stooges er det kunstnerisk gået både op og ned for Iggy. Her står de to album »The Idiot« og »Lust For Life«, som han lavede med sin nyligt afdøde våbenbror David Bowie, i Berlin i slut-70erne, som solokarrierens absolutte mesterstykker, mens resten af oeuvret rummer både bundsolide og semi-rædderlige indslag.
Funklende stjernehold i ryggen
Efter lang og tro tjeneste i rockens ærinde har den 68-årige hellraiser udtalt, at »Post Pop Depression« nok bliver hans sidste.
Til at sætte punktum har han allieret sig med et stjernehold bestående af Josh Homme og Dean Fertita, begge fra Queens Of The Stone Age, samt Arctic Monkeys-trommeslageren Matt Helders. Rødtoppen Homme har desuden produceret »Post Pop Depression« i sit studie i ørkenen ved Joshua Tree-nationalparken.
De yngre kræfters storgroovende og savtakkede samspil får det bedste frem i veteranen, der flot balancerer mellem primitiv løssluppenhed og kontrolleret coolness. Både musikalsk og lyrisk skuer han tilbage, særligt mod berlinerårene, uden dog at lyde, som om han forsøger at imitere sit yngre selv. Det hårde liv har sat sine spor og modnet Iggy, hvilket høres i den rustne croonerstemme.
»Gardinia« emmer af forførerisk, new wavet charme, på den struttende »American Valhalla« besynges dødens komme uden skælven, den ildevarslende dommedagsprofeti »Vulture« fnyser af grådige og åndsforladte politikere, »German Days« mindes den dekadente berlinertid med Bowie, mens en bitter Iggy på den knudrede afslutter, »Paraguay«, siger »fuck it« til det hele og skrider »to somewhere where people are still human beings«. Så kan alle idioterne ellers rådne op med deres laptops og tvivlsomme livsstil.
Men Iggy drager af sted med stil. »Post Pop Depression« er med længder den senede punk-oldermands mest skarptskårne album i årtier.
Farvel og tak for al balladen, du seje, aldrende, fortorvsgepard med napalm i hjertekulen. God færd!
Hvem: Iggy Pop
Hvad: »Post Pop Depression«, Caroline
Hør albummet her:
