»Rock n’ roll can never die«. Sådan sang Neil Young i 1979. I slutningen af et årti, som på mange måder tegnede sig som rockens guldalder, hvor den toppede – i hvert fald som mainstreamfænomen.
Siden fik den konkurrence fra hiphoppen og de elektroniske genrer, som møvede sig ind på dens territorie. Ungdomsrebelskheden, som rocken længe havde haft eneret på, søgte andetsteds hen. I 2000erne var den blevet fuldvoksen – måske endda konform ?
Af samme grund har vi de sidste 10-15 år set flere musikkritikere erklære den død. Nogle har hævdet, at den har udspillet sin rolle som toneangivende musikalsk udtryksform, fordi den ikke længere formår at forny sig. Og lytter man til mainstreamrock i dag, er der måske noget om det.
Men søger man ned i undergrunden, oplever man, at der fortsat er spræl i det gamle kræ. Rocken trives på skyggesiden, hvor den fortsat tør være genstridig og at udfordre. Det understreger tre aktuelle udgivelser fra danske undergrundsbands, der på hver sin måde rusker liv i rockens gamle klude.
Krævende kræs
Odensekvartetten Causa Sui står bag det kvalitetsbevidste selskab El Paraiso, der siden 2011 har udsendt en række fortrinlige udgivelser med eksperimenterende navne som Papir og Psicomagica. »Return To Sky« er det produktive bands tiende udspil på 11 år. Og så er det tilmed et af deres allerbedste.
Deres instrumentalrockede mix a blytung 1970er-stoner og frit flydende krautrock-jams er krævende kræs fra øverste hylde. Episk-maleriske kompositioner som den balstyriske »Dust Meridian«, den fuzz-frådende »Mondo Buzzo« og det bølgende titelnummer skifter løbende sonisk ham. Fra hårdslående riffmaskineri og tæppebankertrommer, til afdæmpet, meditativ skønhed. Virkemidlerne doseres sindssygt effektivt. Albummet lyder simpelthen knaldgodt, så få, om nogen, lige nu matcher Causa Suis instrumentale lækkerier, når det kommer til blæret vildskab og vilter spilleglæde.
Bistre rocksmæld og flippertrips
Med medlemmer fra Psyched Up Janis, Sort Sol og Powersolo m.fl. kan man kalde kvartetten Childrenn for lidt af en supergruppe. Et prædikat de heldigvis lever op til. På de fire rutinerede herres fælles debut serveres seks bistre og mørkrandede rocksmæld. Tonen er udpræget dyster, desillusioneret og klaustrofobisk. På den gode måde, forstås. Sanger Jakob Brixens vokal bævrer af indædt desperation. Musikalsk mødes stoner-genrens adstadige tunghed med garagerockens kantede simplicitet. Det lykkes med stor effekt på numre som den Queens Of The Stone Age-agtige »Handcuffed« og den huggende »Submission«. Tilmed er udspillet smækkert mixet af amerikanske Randall Dunn, der tidligere har drejet på knapper for prominente navne som Sunn O))) og Earth. »Animale« er så sandeligt en rå debut, der ikke er for pattebørn.
Supergruppe kan man også kalde Telstar Sound Drone, der tæller medlemmer fra Baby Woodrose og Spids Nøgenhat m.fl. På deres andet album »Magical Solutions To Everyday Struggles« blander oscillerende psykedelisk rock musikalsk blod med drømmehvirvlende shoegaze og stenede droner. Det sært dragende resultat har et druggy flipper-feel, der synes i slægtskab med fænomenalt stofomtågede grupper som amerikanske Brian Jonestown Massacre og engelske Spacemen 3, men københavnergruppens transcenderende trip har alligevel sin ganske egen udkoksede personlighed og danser ikke efter andres pibe.
Når jeg lytter til de tre gruppers viltre eskapader, må jeg give gamle Onkel Neil ret. Vi bør ikke købe hvide liljer og krans til rocken endnu. Den er »here to stay«.
Hvem : Causa Sui
Hvad : »Return To Sky«, El Paraiso
Hvem : Childrenn
Hvad : »Animale«, Target
