Kritikerdarlings har de aldrig været. Men et vist følsomt kvindetække kan man ikke tage fra de danske sangere Rasmus Walter og Mads Langer. Den dynamik kommer der nok ikke til at blive lavet væsentligt om på med udgivelsen af de herrers nye albums. Dertil er deres patosfyldte poprock simpelthen for midtersøgende og ufarlig.
På sit andet dansksprogede soloalbum, »Lige Her Lige Nu«, har Rasmus Walter valgt at søge tilbage mod den lyd, som han forsøgte at slå igennem med op gennem 00erne som forsanger i Grand Avenue. Hvor den to år gamle solodebut nød godt af en mere afdæmpet og knap så effektjagende tilgang, sigter Walter her efter et mere strømlinet og svulmende udtryk, som især på numre som »Vi Ku’ Blive« og »Hvad Sku’ Vi Her Vi To« mest af alt lyder som U2 med Rasmus Seebach på vokal.
Med andre ord en bombesikker formular, der med garanti kommer til at hærge radiobølgerne på P4 i de kommende måneder. Jeg kommer nok til at stille ind på en anden kanal, må jeg indrømme.
Smører for tykt på
Så er der mere spændevidde at finde på Mads Langers fjerde album »In These Waters«. Fra rendyrket dancepop på »Glass House« over himmelstræbende powerballader som »In These Waters« til afpillet r&b á la Frank Ocean på »Never Forget You«. Ganske imponerende for så vidt. Problemet er bare, at hele molevitten samtidig lider under faretruende mængder patos, klodsede sprogbilleder og klæge boyband-fraseringer. Der bliver simpelthen smurt alt for tykt på. Ufatteligt at Langer kan blive ved med at forvalte sit ikke ubetydelige talent på en måde, der så konsekvent får tæerne til at krumme og brækrefleksen til at sætte ind.
Når det så er sagt, så er jeg heller ikke et øjeblik i tvivl om, at både Rasmus Walter og Mads Langer såmænd nok skal finde vej til et stort og bredt dansk publikum.
Musikken er trods alt iørefaldende nok på sin egen midtersøgende måde og ikke mindst ganske professionelt udført. Men for lyttere, der gerne vil have deres pop med lidt ridser i lakken, vil jeg anbefale at lede andre steder end her.
