Der var næppe en bedre dato for udgivelsen af Peders fjerde album end 1. april. Helt i dagens gækkende ånd udsendte den musikalske altmuligmand, måske bedst kendt som en del af den tidligere komikerduo Gramsespektrum, nemlig ikke et, men to soloalbum med samme titel »Come With Me«. Den ene version er Peders soloalbum i løs forstand (han assisteres af sangerinden Maria Hamer-Jensen), mens den anden version byder på gæsteoptrædener fra en række danske sangere.
Og det er et dristigt træk, for Peder risikerer, at sangere som Quadrons Coco O., Oh Land, Mew-forsangeren Jonas og Claus Hempler stjæler billedet fra hans soloversion. På den anden side inviterer man vel ikke så karismatiske kræfter ombord, hvis man ikke kan overskue chancen for at blive overstrålet.
Ud af de ni numre, man finder på begge versioner af »Come With Me«, foretrækker jeg gæsteversionen af hvert eneste. Instrumentalt er versionerne identiske, men gæstevokalisterne højner med deres præstationer de elegante, ofte jazz-influerede lydsider.
Det gælder især for mere neddæmpede numre som titelnummeret, »Candyman«, og »Forever Young«. At høre Sleep Party People synge »Come with me to happiness / I know it’s good for you« med en gurglende vokaleffekt forstærker kun titelnummerets stemning af krybende uhygge.
Skønheden og uhyggen
Coco O. er velvalgt til ultra-slow-jam-sangen »Candyman«, da sangerindens sensuelt vemodige performance opliver instrumenteringen bestående af blandt andet diskrete whiskers og susende, diset synth.
Også sangerinde og skuespiller Emma Sehested Høeg besidder en smidigt sukkende vokal, der passer bedre til »Forever Young«s listigt svirrende strygere end Peders halvtynde stemme.
Samtidig er det de mest livlige numre, »Still Life« og »Black Snow«, der tager sig bedst ud i soloversionerne. Med valsende strygere, yndigt glockenspiel og triangel-transitioner lyder »Still Life« som et fint, glemt Jacques Tati-nummer. Ligesom på mange andre af albummets numre står den underspillet skumle tekst i kontrast til de nydelige, næsten Disney-agtige arrangementer. »How blissful you look as you’re lying there / perfectly distilled without a breath,« synger Peder og Oh Land. Er det et kunstværk eller et kadaver, de hylder? Den skælvende guitar og de sælsomme synths lader spørgsmålet stå ubesvaret.
Hvad går man glip af ved at fravælge soloversionen? For mig at se egentlig kun to undværlige instrumentelle numre, »Matheo« og »Don’t Hassle the Hoff«. Men med så passende valg af sangere, fortjener Peder en stor del af æren for gæsteversionens høje kvalitet.
Hvem: Peder. Hvad: Come With Me, soloversion, Lizardshakedown. Bedømmelse: 4 stjerner.
Hvem: Peder. Hvad: Come With Me, gæsteversion, Lizardshakedown. Bedømmelse: 5 stjerner.
