Dommedagsprædikanter og konspirationsteoretikere møder vi ofte med (forsigtige) grin og rysten på hovedet. Sommetider lykkes det dem dog at give os en klump i halsen, fordi vi trods den teatralske fremstilling frygter for indholdets sandhed.
»Just because you’re paranoid doesn’t mean they aren’t after you«, skrev forfatteren Joseph Heller i krigsromanen, »Catch-22«. Og den nagende mistanke kender Muse frontmanden og konspirationsteori-entusiasten Matthew Bellamy kun alt for godt.
På den engelske rockgruppes syvende album er det nemlig dronerne, supermagternes nye ubemandede og fjernstyrede fly, der er i fokus.
Særligt dronernes rolle i moderne krigsførelse har fanget Bellamys interesse. Er dronerne med til at danne en hær af »joystick soldater«, der fra militære baser dropper bomber på soldater og civile i fjerne lande? Har teknologien fjernet al (mulighed) for empati når drabet på et andet menneske kun fremstår som et udtværet insekt på en grynet skærm?
Åbningsnummerets titel, »Dead Inside«, giver det første af albummets mange ikke-så-subtile praj om Bellamy og co.’s standpunkt.
Muse klandres ofte for at være opblæste og hule i både musik og tekster. Når bandet denne gang tackler militær og teknologisk tankeløshed, kan man dog indvende, at den får, så bombasten passer. Trommeslager Dominic Howard leverer maskinel præcision, dyster buldren og marchlignende trommehvirvler, mens Bellamy skriger skingert som gennem en forvrænget megafon på numre som den stampende, Marilyn Manson-inspirerede »Psycho«.
»Drones« fungerer alligevel bedst, når Muse lemper på selvhøjtideligheden og lader en smule humor skinne igennem panseret. På »Reapers« (navnet på en drone-type) låner de af Rage Against the Machine og minder én om, at den hedengangne gruppes politiske paroler nok ikke var nået så langt ud, havde det ikke været for deres guitartunge blanding af funk og metal.
Bellamy beviser på »Reapers« igen, at han – ligesom RATMs Tom Morello – uden besvær kan bevæge sig fra lynhurtigt prog-kræs til råstærke riffs til hvinende, flashy soli.
Når Bellamy synger linjer som »You’ve got the CIA babe« i koket falset, og guitaren gungrer sorgløst af sted, gør det kun indtrykket af sangens »remote control killers« mere kuldegysende.
Selv om jeg er taknemmelig for, at dubstep-eksperimenterne, der skæmmede gruppens forrige album, »The 2nd Law«, er forduftet, udstiller »Drones« også et band, der sætter automatpiloten på lidt for ofte.
Den glimtende, synth-bårne ballade »Mercy« har Muse allerede gjort bedre (den hedder »Starlight« og findes på bandets hidtidige højdepunkt, »Black Holes and Revelations«), mens blandingen af spaghettiwestern-stemning med fløjten og slide guitar og det efterfølgende vilde distortion-ridt hurtigt minder én om tidligere hits som »Knights of Cydonia« og »Stockholm Syndrome«.
Ikke overraskende ender albummet på højtravende manér med bandet i fromme a capella vokalharmonier.
»Now you can kill from the safety of your home with drones. Amen«, synger Muse, og jeg sidder tilbage med følelsen af, at jeg egentlig ikke lærte noget nyt om dronerne. Eller om Muse.
Hvem: Muse.
Hvad: »Drones«, Warner Music.
