Enhver generation har brug for mindst én stor balladesanger. En sanger der med sin stemme kan forløse de helt store følelser, der rumsterer i os alle. Når vi er forelskede, men i særdeleshed også når vi bliver forladt. Vi snakker om den store kærlighed her. Den der sætter hele vores følelsesapparat i bevægelse, men som samtid kan synes så banal, fordi den - forhåbenligt før eller siden - alligevel rammer os alle.
Er der én, der suverænt har sat sig på tronen som tidens største ballademager, er det britiske Adele, der med sit seneste album »21« fra 2011 slog et utal af rekorder og solgte i omegnen af 30 millioner eksemplarer. Svimlende høje tal og helt uhørt i denne streaming-tid.
Forklaringen på hendes succes er flerstrenget. Dels den åbenlyse: Hun er en fænomenal sangerinde med et stort emotionelt register. Hun skriver gode sange. Og på to punkter skiller hun sig afgørende ud fra mange andre popstjerner: Hvor de fleste andre har fire uptempo-sange for hver ballade, arbejder Adele med den omvendte fordeling. Det er balladerne, det handler om. Og endelig er der det, jeg vil kalde Bridget Jones-syndromet: Adele står ved, at hun ikke er perfekt og både har til gården og gaden. Og det gør hende både meget menneskelig og let at identificere sig med.
Alle de kvaliteter bærer hun med sig ind på sit nye, længeventede tredje album »25«. Selvom tilblivelsen har været præget af flere skriveblokader - og det forstår man jo godt med forgængerens massive salgstal in mente - er resultatet en flot og harmonisk samling modne popsange for voksne.
Ja, voksne. Selvom Adele kun er 27, synger hun tydeligvis fra et mere modent sted i livet. Her kigges rigtig meget tilbage. På egne fejl, på missede muligheder, på tiden og ungdommen, der forsvandt. F.eks. på det fænomenale åbningsnummer »Hello«, hvor hun med sin kraftfulde stemme kraft forsøger at sige undskyld på det der lyder som en million miles afstand. Til en forurettet part, der måske er en tidligere elsker, måske en nær ven, måske en yngre version af hende selv.
Det vemodige tilbageblik fortsætter på »When We Were Young«, der lyder som en smagfuld opdatering af 70’ernes glittede discoballader. Her skal ikke danses, her skal bare føles store ting. Mission fuldført, Adele!
Adele i fokus
Alle sangene her er lavet i samarbejde med forskellige mandlige sangskrivere og producere som Greg Kurstin, Max Martin, Dangermouse, Bruno Mars og Tobias Jesso Jr. Store og ret forskellige kapaciteter, men hver og én lykkes faktisk på fin vis med at lade Adele tage det fulde fokus. Og manner hvor kan hun bære det.
Alt her lyder som potentielle singler, der kan lægge verden ned. Også de sange, der stikker mest af fra Adeles vante udtryk som f.eks. den soulpoppede gospel-banger »Water Under The Bridge« og den kattepotte-funky »Send My Love (To Your New Lover)«, der dog i sit omkvæd låner lige vel åbenlyst fra Lordes megahit »Royals«.
Ventetiden har været lang. Men der er ingen tvivl herfra om, at den har været godt givet ud. Det er et fejende flot pop-album, der tør tage de store følelser seriøst og formidler dem uden nemme eller billige løsninger.
Så vær beredt: Den her kommer til at fylde godt i landskabet det næste stykke tid.
Hvem: Adele
Hvad: »25« (XL Recordings)
