»Kender du ik’ Johnson?«. Det var det centrale spørgsmål, som hiphop-spradebassen Marc Johnson med det karakteristiske drevne flow stillede på signatursangen »Det Passer« fra 2006. Her iscenesatte han effektfuldt sig selv som Aarhus Vs mest flabede bawler, rig på frække kvindebekendtskaber, med lommerne fulde af kontanter, skæve rim og hjemmerullede spliffer. Sådan har det mestendels været siden.
Det overgearede rollespil var underholdende, men blev også udmattende i længden. Man lærte ikke manden bag playa-attituden at kende. Facaden blev aldrig penetreret.
På hans nye selvbetitlede album er det imidlertid anderledes. Her får vi lov til at komme lidt tættere på Johnson.
Ikke at drengerøvslibertineren er definitivt begravet. Slet ikke. Han lever fortsat i bedste velgående på den sløvt groovy dollergrinsfantasi »OldSkool«, hvor der drømmes om at cruise langsomt ned ad Houstons boulevarder i »en gammel amerikaner med mahogni rundt om rattet«. Den tyndslidte Aarhus-gangsterstil præger også den aggressive, hårdtpumpede hustlerhymne »Jyske Dollars«, den Marwan-besøgte »På Det Næste« og »Hanrej«, hvor superelskeren Marc med umættelig iver ordner fortravlede forretningsmænds duskevillige damer. Lir’, pir’, store slæder og tung røg er unægtelig Johnsons lod for better or worse.
Sprækker i panseret
Men der er også trængt lidt modenhed ind gennem sprækkerne i det streetwise-panser, for her er den aarhusianske rimflab sporadisk mere personlig og reflekteret end tidligere.
Og det klæder ham, når han lader stoddermasken momentvis falde, for i stedet at gå på rov i erindringens hovedstol – den svære barndom.
Her spøger en opvækst præget af skoletræthed, ryger- og graffitifællesskab med rødderne og det afgørende møde med hiphoppen i ungdomsklubben.
Sidstnævnte tages under kyndig behandling på den U$O-gæstede »Ved Det Nu«: »Klubben ude i Aarhus V blir’ aldrig glemt/De tog mig ind selv om jeg ik’ ku’ betale kontingent/Det var der jeg lavede mit første track/Og mødte en masse andre rødder der var klar på rap/Smiler mens jeg sidder og tænker tilbage/Føler ik’ jeg tabt kampen/Men jeg vandt slaget/Nu jeg ham de andre rappere imiterer/Det’ fucking blæret at ku’ inspirere og motivere«.
Nu er det Johnsons tur til at tænde ilden i aspirerende hiphop-poders stjernedrømme, og den eftertænksomme tone sætter forfriskende ny kolorit på hans tekstunivers.
Også »Go’e Råd« og »Sandheden« i selskab med L.O.C. tager tilløb til et mere modent perspektiv. På sidstnævnte går Johnson i lyrisk clinch med noget af det, som gør rigtigt ondt i sjælen: »Hele min barndom har gjort/Jeg ik’ burde tænke så stort/Jeg var kun otte år nede på kirkegården/Da jeg lagde min far i jorden«. Han burde sænke paraderne noget mere, for det virker både ærligere og mere ægte, end når han begrænser sit krøllede flow til at kredse om alfahanstilen.
Hvem: Johnson.
Hvad: »Johnson« PDH Music/Flagship.
