Iron Maidens mastodontiske comeback

De britiske metallegender Iron Maiden vender stærkt tilbage med det mægtige dobbeltalbum »The Book Of Souls«.

Iron Maiden: »The Book Of Souls« Fold sammen
Læs mere

Det kom som et stort chok for metalfans verden over, da det i februar kom frem, at de britiske heavylegender Iron Maidens forsanger, 57-årige Bruce Dickinson, efter et rutinetjek ved sin læge havde fået konstateret kræft.

Ved undersøgelsen havde lægen fundet en svulst i sangerens tunge og yderligere to i nakken. Kunne sådan en dårlig nyhed mon betyde den triste ende for en af musikhistoriens største metalgrupper?

Svaret er et stort rungende NEJ! For ikke nok med, at det tilbage i juni forlød, at fighteren Dickinson heldigvis havde vundet kampen mod kræften og var erklæret 100 procent cancerfri, så kom samtidig nyheden om, at Iron Maiden ville udsende et nyt album.

Bandets første siden den ujævne »The Final Frontier« fra 2010.

Iron Maidens 22. langspiller, »The Book Of Souls«, er tilmed et dobbeltalbum med en spilletid på hele 92 minutter. Det længste i Maiden-diskografien. Ret usædvanligt og umoderne i disse MP3-tider, hvor onde tunger undertiden hævder, at albummet er en uddøende kunstart.

Vissevasse. Den sniksnak er mægtige Maiden heldigvis fløjtende ligeglade med, for albummet er ikke bare voluminøst for syns skyld alene.

Det er et mastodontisk comeback for bandet til noget nær musikalsk topform. En ambitiøs manifestation af sekstettens største styrker, hvor de veksler ekvilibristisk mellem episke og teatralsk storladne heavyhymner og mere kontante in-your-face-metalsalver.

Den mægtige trio »The Red And The Black«, titelnummeret og »Empire Of The Clouds« er vellykkede eksempler på førstnævnte. Med en spilletid på over 40 minutter alene for de tre numre, kunne man frygte, at disse goliatkompositioner måske måtte være lidt lange i spyttet. Metaliske ørkenvandringer uden ende.

Det er faktisk slet ikke tilfældet. Ved en ferm vekslen i dramatik, dynamik og tempo formår Maiden at fastholde intensiteten og køre kolosserne sikkert hjem. Ikke mindst takket være de tre guitarister Dave Murray, Adrian Smith og Janick Gers’ lirede og opfindsomme samspil, hvor de flittigt spiller både med og imod hinanden.

Af de kortere og mere umiddelbart angrebslystne numre gør særligt det hæsblæsende singleudspil »Speed of Light«, den sammenbidte »When The River Runs Deep« og den hidsige knaldperle »Death Or Glory« gode indtryk.

Her står det krystalklart, at også Bruce Dickinson er tilbage ved fuld styrke. Der er stadig godt smæld på stemmebåndet. Både når han synger i det dybe leje, og når han ubesværet smyger sig op i falsetten.

»The Book Of Souls« er en ordentlig mundfuld. Men en veloplagt musikalsk maraton stort set fri for overflødige kalorier og Iron Maidens bedste album længe.

Hvem: Iron Maiden.

Hvad: »The Book Of Souls«, Parlophone/Warner.