Dansk rock så nakkehårene rejser sig

The Minds Of 99 viser sig fortsat som et af vores mest sprængfarlige og idérige rockbands.

The Minds Of 99 Fold sammen
Læs mere

Der er efterhånden langt mellem de danske rockbands, der for alvor kan få folk op af stolene.

Et af dem er dog The Minds Of 99, der i løbet af ganske kort tid har etableret sig som et af tidens mest strømførende bekendtskaber herhjemme. Sekstetten vandt Karrierekanonen i 2013, pladedebuterede i 2014 og åbnede Orange Scene på årets Roskilde Festival. Det er med andre ord kun gået op-op-op for bandet.

Og det gør det på mange måder også på dets nye album, »Liber«. En plade, der på én gang er umiskendeligt Mindsk og samtidig lykkes med at føje både nye facetter og stærkere sangskrivning til gruppens energiske signatur.

Den stærke førstesingle, »Stjerner På Himlen«, er et godt eksempel. Mange af elementerne er velkendte, men det er den opfindsomme måde, som bandet stykker tingene sammen på, der løfter materialet. Energien er ikke til at tage fejl af, men der er tilføjet et væld af godt tænkte detaljer, der næsten fungerer som hooks i sig selv:

Lyt bare til lufthornet, der glider over i et glimt af et stadionstort kor, inden forsanger Niels Brandts klippede versmelodi slingrer afsted som en gakket gangart. Den slags er pladen rig på, og jeg kan kun opfordre til selv at gå på opdagelse i det stramt orkestrerede virvar med et par gode høretelefoner.

Grundlæggende arbejder bandet stadig med en på én gang stram, muskuløs og eksplosiv new wave-lyd, der trækker tydelige tråde tilbage til 80erne uden at blive decideret retro.

Der, hvor det bliver rigtig spændende, er dog de steder, hvor bandet sprænger sin egen formular. Det være sig på de to åbenlyse pasticher, »Drømmer Om Livet« og »Hjertet Følger Med«, der – på trods af at være åbenlyse rip-offs af henholdsvis Underworld og New Order – i dén grad holder. Den første, fordi den er så ekstremt overrumplende og vild, den anden, fordi Minds lykkes med at ramme det helt rigtige vemodige svæv i arrangement og melodi.

Og så må vi heller ikke glemme den flot svungne »Ud Af Min Krop«, der viser, at bandet nu også evner en af de sværeste discipliner overhovedet, nemlig den store mørke stadionballade. Det er lige, så nakkehårene rejser sig. Tak for det.

The Minds Of 99 er kort sagt et band med rigtigt mange ideer og rigtigt meget energi. Enkelte steder kammer det over for dem – åbningsnummeret er lige ved at drukne i synth-suppen, mens den halsbrækkende »Familie« lyder decideret overilet.

Men samtidig er det lige præcis de ting, der fortsat gør dem så gode. Og ikke mindst til et af de bedste bud på et stort dansk rockband til tiden.

Hvem: The Minds Of 99
Hvad: »Liber«, No3