Rapduo leverer en af årets største hiphop-oplevelser

Erfaringen fornægter sig ikke på Run The Jewels strømførende andet album, der rammer hårdt og dybt i både hjerte, nakke- og lattermuskler. En af årets største hiphop-oplevelser.

»Run the Jewels 2« af Run the Jewels Fold sammen
Læs mere

Det er ikke kun rocken, der forbindes med ungdom. Hiphop og rap gør også. Måske fordi musikken sommetider ender med at være knap så strømførende, når ungdommens vilde flamme slukkes og erstattes af voksentilværelsens mere modne magelighed.

Men der er naturligvis undtagelser. En af de mest interessante lige nu kommer i form af den amerikanske rapduo Run The Jewels, der består af rapper Killer Mike og rapper/producer El-P. Begge herrer er 39 år og har været i gang i mange år hver for sig. Killer Mike med base i Atlanta, hvor han bl.a. har været en del af slænget omkring Outkast. Brooklyn-bosatte El-P som en af de sidste 15 års mest prominente navne inden for den alternative hiphop.

Men det er først efter, de har slået pjalterne sammen som Run The Jewels, at de har fået hul igennem til et større publikum og udviklet sig til et af hiphoppens varmeste navne lige nu. Første spadestik blev taget på sidste års selvbetitlede debutalbum, men det er på den aktuelle opfølger »Run The Jewels 2«, at de for alvor viser sig som et uomgængeligt bekendtskab.

Og hvad er det så, de to kan sammen? »Vi er en actionkomedie, der er forbudt for børn, men som har et hjerte,« udtalte El-P selv i et interview med Huffington Post for nylig. Nu skal man jo nødvendigvis ikke tage kunstnernes egen udlægning for gode varer, men her er han faktisk lige på kornet. For sammen favner duoen både drønunderholdende skidtsnak, politisk indignation, beskidt sex, brutal vold og en næsten tegneserieagtig, grovkornet humor.

I forhold til sidste års debut flyder »Run The Jewels 2« endnu mere ubesværet fra det ene højdepunkt til det andet. Sangene er strammere eksekverede, mere mindeværdige og øjeblikkeligt medrivende allerede på den benhårde åbningskvartet af numre kulminerende med »Close Your Eyes (And Count To Fuck)«, der kun bliver gjort endnu mere heftig af et sjældent gæstevers fra den tidligere Rage Against The Machine-frontmand Zach De La Rocha.

Eksplosiv energi

Når duoen kaster sig over underlødige sexraps som »Love Again (Akinyele Back)« rødmer man i fryd. Andre steder gyser man, når virkeligheden banker på. F.eks. på »Early« hvor duoen synes at foregribe meget af den racemæssigt motiverede politivold, der har bragt USA i kog i år. Eller på »Crown«, hvor Killer Mike rapper om den skyld, han har følt, efter at han som ung narkohandler solgte stoffer til en gravid kvinde.

Først og fremmest skal man dog lytte til albummet for de fuldfede, meget fysiske produktioner og den eksplosive energi, der opstår mellem de to rappere. Lige som den ene har sendt en regn af hårdtslående rim ned over lytteren, overtager den anden med endnu en serie vokale bøllebank. Det er som at få øregangene dobbeltpenetreret af et tag team af superrappere. Og når det er så veloplagt som her, ja så tager man altså velvilligt imod.

Mange af de unge rappere kunne lære en del her.

Hvem: Run The Jewels. Hvad: »Run The Jewels 2«, Mass Appeal Records.