Det er de største divaers smertelige lod at bære tragikkens tyngende byrde på deres skuldre. Såvel i den virkelige verden som i fiktionens.
Billie Holiday bukkede under for alkohol- og stofmisbruget. Nina Simone var berygtet for sin ustabile adfærd, som var forårsaget af en bipolar lidelse.
I Billy Wilders film noir-klassiker »Sunset Boulevard« fra 1950 går den fallerede stumfilmsdiva Norma Desmond moralsk og psykisk til grunde i besættelsen efter at genvinde fordums storhed på det store lærred. Men det er umuligt. Kampen er tabt.
Fællesnævneren for disse excentriske kvinders skæbner er, at tragedien virkede uundgåelig. Accidents waiting to happen.
Den 30-årige New Jersey-sangerinde Melody Gardot er derimod en overlever. Men hun må kunne identificere sig med disse ikoniske divaers bedrøvelige livshistorier. Hun kender selv til ulykke. Som 19-årig var hun tæt på at dø, efter en bil påkørte hende. En hændelse, som har mærket hende for altid. Fysik, neuralt og psykisk. Musikken var med til at give hende livet og følingen tilbage.
På hendes fjerde album »Currency Of Man« spejler hun sig i ovennævnte divaer musisk. Her går sumpet bluesstemning, blåtonede jazzvibes og glitrende, dekandent Hollywood-ekstravagance i fornem popmusikalsk symbiose.
Karismaen består
Modsat genrebeslægtede Nora Jones, har Melody Gardots kompositioner lykkeligvis ikke fået den helt store tur med pænhedskammen. Albummet er rigt på smukt melankolske skæringer, som ikke har fået trimmet al bid og karisma væk i produktionsfasen.
Her er masser af den forslåede patina, der er altafgørende for musik af denne type. Det er noget så umoderne som uforstilt ægthed, man sporer i sangerindens bedste sange.
Højdepunkterne er den grumsede bluesrocker »Preacherman« og »If I Ever Recall Your Face«, der med sit cinematiske strygerarrangement synes taget ud af et 50er-melodrama. Men også den skævt vuggende og blæsersumpede nedturshymne »Bad News«, hvor Gardot griber forgæves efter flaskerne i baren:
»No rum/No brandy/No sparkling wine/The bad news has arrived/It’s closing time«, og den afsluttende »Once I Was Loved«, der starter som sagte klaverballade, for afslutningsvis at lade sig svøbe nænsomt ind i blide englestrygere.
På sidstnævnte lader det til, Gardot når en form for accept af skyggesiderne: »I still surrender to troubles unknown/No use pretending all the troubles ain’t my own/What I am certain/What is enough/Is just to remember/That once I was loved«.
Forhindringerne forsvinder aldrig, men man må holde hovedet højt og fokusere på det positive.
Lad os håbe, at Melody Gardot formår at holde dæmonerne i skak. Med et så sjælfuldt udspil som »Currency Of Man«, burde der i hvert fald være masser af potentielle fans, som vil elske og sætte pris på sangerindens stærke sangskrivning.
Hvem: Melody Gardot
Hvad: »Currency Of Man« Decca/Universal Music
