Forventningerne var tydeligvis til stede. Og ikke ubegrundet. Den 34-årige amerikanske tenorsaxofonist og komponist Kamasi Washington har nemlig tegnet sig for en af årets mest signifikante jazzudgivelser, »The Epic«, et stort anlagt triplealbum, som har hentet sig et betragteligt publikum, også langt uden fra jazzens gængse rækker.
Selvfølgelig var man klar over, at turné-udgaven ikke kunne byde på albummets eksorbitante musiker- og sangeropbud, og der var da også tale om grundstammen i det musikerkollektiv, som Kamasi Washington omgiver sig med hjemme i Los Angeles.
Også på anden vis var det begrænset, hvor meget »The Epic«, der kom på banen, idet det på halvanden time blot blev til seks værker, inklusive en afstikker til »Abraham«, en funky feature for bassisten Miles Mosley, som udviste imponerende håndelag.
Jo, det var folk, som kunne deres kraftfulde kram, og som lagde solidt ud med den fanfare-agtige »Change of The Guard«, hvor Kamasi Washington leverede sin første tour-de-force-solo, ligesom keyboardspilleren Brandon Coleman kom godt omkring på tangenterne. Og herefter en tung og adstadig version af Claude Debussys »Clair de Lune«, hvor man oplevede et smældende og fornemt solospil fra basunisten Ryan Porter.
Midt i koncerten præsenterede Kamasi Washington så en gæstesolist, nemlig sin far, Rickey Washington, der på fløjte indgik i den smukke, hymneagtige »Henriette Our Hero«, tilegnet Kamasi Washingtons bedstemor. Og det var vel også koncertens hovedværk. På godt og ondt. Udover et ganske sympatisk fløjtespil gav det plads for sangerinden Patrice Quinn, der ellers – med sære besværgende gestikulationer – overvejende agerede som ordløs sekundant for blæserne. Men her fortolkede hun ganske troværdigt den fine sang, som dog slutteligt blev trukket ud i en enerverende omgang tomgang. Heldigvis gled den langt om længe over i et frisk uptempoværk, hvor Kamasi Washington rensede luften med sit iltre tenorspil, inden de to trommeslagere, Tony Austin og Ronald Bruner, i rigt omfang fik lov til at afreagere.
Koncerten blev afrundet med »The Rhythm Changes«, endnu en god sang, som blev glimrende formidlet af Patrice Quinn, og som – inden endnu en nærmest endeløs afslutning – blev beriget med et herligt spil fra Kamasi Washington.
I sin kontante rock’n’roll-form stod det korte ekstranummer som en slags konklusion. Her foldede Kamasi Washington sig nok engang ud i det på en gang kaskadeagtige og kreative solospil, som man godt kunne ønske sig at høre i anden sammenhæng end tenormesterens veletabledede vennekreds.
Hvem: Kamasi Washington.
Hvor: DR Koncerthuset, Studie 2, mandag aften.
