»Man skal som regel lægge arm med koncertarrangørerne,« har hun sagt.
Underforstået: Arrangørerne vil helst høre hende i de kendte stykker - selv om hun finder de knap så kendte nok så spændende.
Nicola Benedetti er i byen! Skotten med de italienske gener! Barnestjernen med den altid så bløde tone!
Den nu 27-årige violinist var solist med DR SymfoniOrkestret i torsdags og gentager succesen denne lørdag eftermiddag.
Og hun har ikke engang lagt arm med arrangørerne. For hun optræder med hele to af de knap så sønderspillede stykker: Vaughan Williams’ portræt af lærken på himlen og Karol Szymanowskis første koncert for violin og orkester.
Et generøst program i sig selv. Og spillet med en generøsitet som få.
Overspiller ikke sig selv
Nicola er på mange måder enestående i moderne koncertkultur. Hun stiller i det grønneste outfit siden paradisets have, men overspiller på ingen måde sig selv.
Ikke så få virtuoser spiller britens lille fugleværk efterhånden. Nicola gør det egentlig hverken værre eller bedre. Det spiller næsten sig selv, som man siger.
Polakkens musik kører til gengæld en smule uden mål og med. At gøre den mør og spiselig for et stopfyldt koncerthus, er ikke super nemt. Nicola Benedetti gør det fra første til sidste tone. Ingen tænker et sekund på modernisme i de minutter. Man mærker kun poesien. Og da DR SymfoniOrkestret fortsætter på egen hånd, kommer lydtrykket med:
Modest Musorgsky er en af russisk musiks fædre og mest triste vodkaskæbner. Et meget berømt portræt viser en mand i fuldstændig opløsning. Han var kun lige fyldt 40.
Staklen skabte sine »Udstillingsbilleder« til minde om en afdød malerven - og for klaver alene. Lyttere i dag forbinder dem mest med Maurice Ravels beabejdelse for stort orkester fra 1922. Et mesterværk i egen ret.
Kan man overhovedet stille noget nyt op med det elskede værk?
Svaret er ja. Antoni Wit på dirigentpodiet serverer et par af satserne relativt langsomt. Og da de sidste drøn fra messing og klokker klinger ud, mærker man hvorfor.
Billederne finder en indbyrdes brøk på den måde. De falder overraskende logisk og organisk efter hinanden.
Alle musikere har hjertet med sådan en aften. Og hvor tubaens første to højtoner kan knække lidt, så sidder den tredje lige i skabet.
Så selv om den hujende sal får nogle af de kraftigste klange i klassisk musik, har man hele vejen siddet med en fornemmelse af finhed og nøgterne overvejelser.
I dobbelt forstand en stærk aften. Endnu en.
Hvem: DR SymfoniOrkestret med Nicola Benedetti og Antoni Wit.
Hvad: Musik af Vaughan Williams, Szymanowski og Musorgsky.
Hvor: DR Koncerthuset, torsdag. Spilles samme sted lørdag kl. 15.
