Der er på en gang noget vemodigt, smukt og samtidig meget skrøbeligt over store sangere, der ældes og mister ungdommens vitalitet, men stædigt insisterer at holde fast i scenen og det materiale, der gennem tiden har formet dem som kunstnere.
Og jeg er vild med den sårbarhed, som opstår, når en stor musiker og sanger som Bryan Ferry vælger at gå linen ud og give en koncert, hvor han udmærket selv ved, at han har svært ved at bunde og ramme de toner, der tidligere klingede så rent. Men han gør det alligevel, for han kan ikke andet. Som en kaptajn, der bliver tilbage på broen, mens skibet går ned.
Og denne til tider smertefulde stolthed og stædighed var i dén grad til stede tirsdag aften i Tivolis Koncertsal. Man kunne sådan set mærke den i regnen og mørket helt oppe fra hovedindgangen i den mennesketomme forlystelsespark. Det var en aften klædt på til melankoli og trætte, men ægte smil.
Publikum var modent og kunne deres "Country Life". Samtidig var det en sand fornøjelse at komme til en koncert, hvor man for en gangs skyld godt kunne have en jakke på uden at ligne en bankfunktionær, der var gået forkert. Til en Bryan Ferry koncert er der altid plads til en nystrøget skjorte eller to.
Aftenens hovedperson stod da heller ikke selv tilbage for nogen, da han med præcis en halv times forsinkelse gik på scenen. Som altid ulastelig klædt i smokingjakke og et bowtie, der allerede efter åbneren med klassikeren "Re-Make/Re-Model" blev løsnet og hang skødesløst om halsen på ham.
Så var der straks noget mere stilforvirring hos den blandede flok af musikere, som Ferry havde bragt med sig. Ikke blot tøjmæssigt, men nok så meget musikalsk. De var ganske enkelt ikke godt nok sammenspillet, og da lyden i Koncertsalen samtidig lød hul og rungende, var koncertens start en noget blandet fornøjelse. Ferry kæmpede for at holde sammen på det hele.
"Kiss And Tell" og "Slave To Love" blev jappet i gennem i lidt for højt et tempo, og det var egentlig først, da vi kom hen til klassikeren "Oh Yeah", at tingene så småt begyndte at falde på plads, uden at man på nogen måde kunne sige, at det var godt.
Ferrys stemme blev for ofte ladt alene af det lille tremandskor, og den havde svært ved at klare de høje toner.
Samtidig lod det til, at trommeslager Cherisse Osei havde sin egen koncert og slet ikke var i sync med resten af rytmesektionen. Ferrys danske guitarist Jacob Quistgaard gjorde det hæderligt uden at være prangende, så aftenens eneste reelle musikalske højdepunkt endte med at være saxofonist Jorja Chalmers, som rent faktisk havde lidt godt at komme med. Men det er for lidt, når man taler en mand af Ferrys kaliber.
Så gik han ud for at skifte skjorte, og det var som om, at det gav et lille pusterum til at få styr på et par ting.
Andet sæt var i hvert fald mærkbart bedre end det første - til dels også fordi der nu blev leveret ren hitparade. Lige bortset fra en omarrangeret "More Than This", der virkede mere kuriøs end original, så blev publikum belønnet med såvel "Dont Stop The Dance", "Avalon", "Love Is The Drug" og "Lets Stick Together", hvor vor mand i centrum ligefrem havde overskud til at krukke lidt rundt og kokettere med de forreste rækker inden ekstranumre som "Jealous Guy" og den fantatiske "Editions of You" sendte publikum lidt oplyste ud i mørket.
Sidst jeg var til en dansk koncert med Ferry, fik han hele Cirkusbygningen til at emme af dekadent natklubstemning og slet skjult erotik med et band udelukkende bestående af unge kvindelige strygere. Den slags anede man kun glimtvis denne aften, hvor sangene var lige så udødelige som altid, men fremførelsen ikke havde den klassikerstatus, man kunne forvente. Ferry var kommet i byen med det forkerte band. Det havde ikke viljen og evnen til at gå hele vejen ned med ham.
Hvem: Bryan Ferry
Hvor: Tivolis Koncertsal, tirsdag aften.
