Der findes alt for få sande originaler i musikken. Men en af dem er amerikanske Ariel Pink. Allerede på hans første par udgivelser op gennem 00erne viste han, at han ikke var helt som de andre. Pladernes primitive lo-fi-produktion fik dem til at lyde som noget, der var blevet optaget fra radioen på et kassettebånd i begyndelsen af 80erne og så ellers havde fået lov til at ligge og rådne et par årtier i en flyttekasse.
Allerede dengang var Pinks evne til at for bruge popmusikkens mest forglemmelige og udskældte perioder som afsæt for at skabe iørefaldende bizarro-pop evident. Så da han endelig skruede op for produktionsværdien på »Before Today« (2010) og »Mature Themes« (2012) - begge lavet med backingbandet Haunted Graffiti – kom gennembruddet også.
Nu står vi så med hans nye soloplade, det ambitiøse dobbeltalbum »pom pom«. Et kludetæppe af et album, som han synes at vifte som et stolt freak flag ud af en ramponeret sort convertible på vej ned ad Sunset Strip i hjembyen Los Angeles. Iført fedtet paryk, daggamle skægstubbe og udtværet læbestift. Med bilradioen indstillet på en AM-frekvens, der transmitterer skrattende popmagi fra en for længst glemt æra.
Ariel Pink omfavner både Hollywoods billige glamour og lurvede rendesten. Det er drømmefabrikken udsat for 70er-filmmageren John Waters smuds- og queer-æstetik. Med et skud af Frank Zappas absurde humor som ekstramusikalsk krydderi. Det ene øjeblik omfavner han bevidst det kitschede og fjollede (»Dinosaur Carebears« og »Jell-O«), det næste laver han hæmningsløst velformede popsange som den solbeskinnede 60er-sag »Put Your Number On My Phone« eller den dramatiske »Picture Me Gone«. Der begge øjeblikkeligt indskriver sig blandt årets bedste sange.
Drilsk excentriker
Hvornår Ariel Pink er oprigtig, og hvornår han er ironisk, er ikke til at sige. Grænserne flyder, sløres, opløses. I nogle tilfælde inden for samme nummer som f.eks. på den episke »Exile On Frog Street«, hvor svulstige »A Day In The Life«-strygere, kvækkende frøer og spilledåsemelodier møder en Ariel Pink, der med fjollet stemme sammenligner sig selv med den grimme frøprins fra eventyret.
Han er og bliver en excentriker, der synes at finde en pervers glæde i at være drilsk og på tværs. Hvorfor han sine steder også kan være decideret øretæveindbydende. Men man tilgiver ham det meste, for når han tøjler sine vildeste udskejelser, viser han sig gang på gang som en uforligneligt god sangskriver.
Den bedste måde at lytte til dette opus er derfor som knap 70 minutter i selskab med en radiokanal fra et skørt parallelunivers. Hvor poppen stadig er iørefaldende. Men samtidig har fået et ordentligt skud syre. Og – heldigvis – aldrig har set skyggen af hverken fokusgrupper eller segmentanalyser.
Hvem: Ariel Pink. Hvad: »pom pom«, 4AD/Playground.
