Det står klart allerede fra første anslag. Den aldrende poptroldmand Sir Elton John er i et godmodigt og semilummert lune. »Ice cubes on the back of your neck« lyder det med småfrække indikationer på det kækt swingende åbnings- og titelnummer fra hans 32. album, »Wonderful Crazy Night«.
Og en smule frækhed klæder den gamle knark. Det er med til at få ham til at fremtræde mere veloplagt og mindre pussenusset end længe.
Her bliver den 68-årige legende flankeret af de gamle bandvenner, guitaristen Davey Johnstone og trommeslageren Nigel Olsson, som begge har spillet med Elton John on and off i mere end 40 år.
De medvirkede på flertallet af de store plader fra hans glansperiode i årene 1970 til 1976, hvor konceptalbummet »Tumbleweed Connection«, »Honky Château« samt ikke mindst mesterværket »Goodbye Yellow Brick Road« blot var tre af utallige stærke udgivelser fra englænderen med de skøre briller.
Kunstnerisk tørke
Dengang var Elton en vovet pop-createur med en sjælden evne til at smede ekstravagant glamourpop med melodiøse hooks og et skævt touch. Fra 1980erne og frem blev han mere og mere MTV-venlig, og samtidig blev der længere mellem de helt store sange.
Særligt i 1990erne var der dømt kunstnerisk tørke. Her fremstod han mere som en musikalsk hyggeonkel, der havde travlt med at mænge sig med det britiske kongehus og skrive sukrede kærlighedssange til diverse tegnefilm.
Den tidligere så farverige og kantede klaverbokser var reduceret til det, amerikanerne med et mundret udtryk kalder for good clean family entertainment, you can trust. Ingen knaster. Men de senere år synes noget af den kulørte swag fra storhedstiden at være sneget sig tilbage i Eltons DNA.
På nærværende album, der er co-produceret af T-Bone Burnett, stråler Elton John i særdeleshed på mere roots-influerede sange som »In The Name Of You« og »Blue Wonderful«. Førstnævnte er en dybfølt saloon-serenade med sumpede hammond-akkorder og beskidte bluesriffs fra Johnstones spade.
Sidstnævnte er en nøgen, patosladet sag om at fortabe sig i sin elskedes fængslende, blå øjne. Meget klassisk eltonsk. Men på den gode måde, forstås, hvor autopiloten er slået fra.
For begge sange er noget af det mest sprudlende hørt fra Elton i årevis. Ligeledes er »Clawhammer« med sit småpsykedeliske skær og den opstemte rockabilly-fodtramper »Looking Up« fine indslag blandt det overvejende bundsolide materiale. Elton gør på ingen måde noget radikalt nyt. Han har blot rasende godt hold på virkemidlerne.
Og så smitter entusiasmen og bandets åbenlyse spilleglæde altså som en sejlivet luseepidimi på Smølfestuen i vuggestuen.
Den tid, hvor han var den firstmover, andre skelede til i popland, er for længst forbi. Her er han gentagne gange blevet overhalet af yngre modeller. Det ved han skam godt selv. Det faktum har han for længst fundet fred med. Men på »Wonderful Crazy Night« fremstår Elton som en veteran, der finder noget af fordums gnist.
Hvem: Elton John.
Hvad: »Wonderful Crazy Night«, Virgin EMI.
