DJ-stjerne opfinder ikke den dybe tallerken

Veteranen David Guetta holder med sit sjette album millionforretningen i gang med endnu en omgang kompetent, kaloriefattig hitlistefoder.

Det burde efterhånden stå klart for de fleste, der bare følger den mindste smule med i musikkens verden, at DJen er den nye rockstjerne. Sådan har det været i en del år efterhånden. DJs har overtaget positionen som tidens mest feterede musikalske stjerner. De tjener styrtende penge og fylder stadioner over hele verden med hårdtpumpede rytmer, hvinende synths, spektakulært lys og kilometerbrede pophooks.

I denne nye musikvirkelighed er franske David Guetta et af de allerstørste navne. Det har han faktisk været lige fra start. Men hvad er det så lige præcis, han kan? Ja, det er faktisk lidt svært at sætte sin finger på. For i lighed med andre sværvægtere som Calvin Harris, Tiestö, Swedish House Mafia og Avicii er det nærmest umuligt at høre personen bag. Ligesom man skal være mere end almindeligt velbevandret inden for dancepoppens finere nuancer (findes de overhovedet?) for at kunne høre, om et givent nummer er lavet af den ene eller anden.

Kvindelige poptornadoer

Det er nemlig præcis de samme musikalske virkemidler, de bruger, når hitlisterne skal indtages og masserne forføres ude på festivalpladserne og i fitnesscentrene. På en bund af generisk dance hiver disse trykknappende millionærer et broget sortiment af vokalister ind for at give musikken den stemme og personlighed, som musikken ikke besidder i sig selv.

Således også på David Guettas sjette album »Listen«, hvor gæstelisten tæller alt fra kvindelige poptornadoer som Sia og Emili Sandé over den sympatiske flødetenor John Legend til røvrysteren Nicki Minaj. Bestemt ikke dårlige navne, og Guetta har da også ifølge den ledsagende pressemeddelelse for første gang forsøgt at skrive reelle sange, der kan spilles på klaver. Hvis det nu skulle være.

Og man må faktisk give den franske producer, at han – uden på nogen måde at opfinde den dybe tallerken – er kompositorisk ganske fint kørende. Der er langt mindre autopilot her end på eksempelvis kollegaen Calvin Harris’ ligeledes aktuelle album. Alt her lyder som radiosingler, og det taler bestemt til Guettas evner som popsnedker. Problemet er bare, at det ikke er en radiokanal, der er værd at bruge tid på. Med mindre man da er til musikalsk smalkost.

For når alt kommer til alt, ja så er det altså, hvad vi står med her. For med ganske få undtagelser som f.eks. to samarbejder med Sia, er der få musikalske kalorier at hente. Ingen personlighed. Det er ind ad det ene og ud ad det andet øre.

Og således holdes hjulene nok i gang en rum tid endnu. Mine sparepenge får han ikke. Men der skal nok være masser af lyttere, der er villige til at springe på Guettas – og alle de andre DJ-rockstars – velsmurte vogn en rum tid endnu.

Hvem: David Guetta.

Hvad: »Listen«, Warner Music.