»Det er fantastisk at stå inde i salen. Det kan ikke beskrives – det skal opleves.«

Lørdag aften er det sjette aften i træk, at Claus Christensen står allerforrest i Wiener Stadthalle. Det er også sjette år i træk, at han er af sted med den karavane af superfans, der er med til at sikre, at 60-års fødselaren Eurovision Song Contest stadig synger for fuld kraft.

Lørdag aften afholdes Euro Song Contest i Wiener Stadthalle. Foto: Georg Hochmuth/EPA Fold sammen
Læs mere

WIEN: Til daglig går han i præsentabelt tøj. Den slags, hvor jakke og bukser er syet i det samme grå bomuldsstof. Skjortekraven stryges knivskarp, og skoene er blankpolerede. Sådan ser han ikke ud, når han rejser rundt med karavanen af hard core Eurovision-fans. Så har han jeans på. Skjorte med flippet mønster. Åben i halsen. Og blå Converse på fødderne.

Når kalenderen siger helt hverdagsagtige ting som: »Torsdag i september« eller »Tirsdag i november« er Claus Christensens liv som regnskabschef fyldt med regneark, mødeindkaldelser og medarbejdersamtaler i den mellemstore virksomhed, han arbejder i. Men når karavanen af særligt dedikerede fans tager af sted i midten af maj og sætter kursen mod en udvalgt europæisk storby, så er Claus’ eneste deadline at være på plads i salen klokken 21.00, når showet begynder, og værterne siger: »Good evening Europe!«

»Det er et dejligt afbræk i hverdagen og en god måde at holde ferie på. Kombinationen af sang og optræden. Lyssætning og scene. Publikum. Det hele er bare perfekt,« siger Claus.

Det klassiske europamesterskab i popmusik Eurovision Song Contest fylder 60 år i år, og har siden det første gang flimrede gennem billedrørene i 1956 samlet en god portion trofaste seere over hele Europa. Det anslås, at over 180 millioner så finalen fra Refshaløen i 2014. Men Claus’ passion for konkurrencen går ud over et par timers storladne Balkan-ballader, vindmaskiner og nedringede galla-kjoler i tossekassen. Langt udover. Han er en af de 2.000 ultra-dedikerede fans, der år efter år har billetter til hele balladen. Tre generalprøver. To semifinaler. Og en grande finale. Det er de fans, som du ser i dit TV helt oppe foran scenen, hvor de er klædt ud med flag, nationale farver og alskens andet udstyr. Der står de hver aften og holder en fest. Fordi de skal have det HELE med. Og fordi de bærer gode TV-billeder uden på tøjet. Sådan er gamet.

»Vi holder en fest foran. Folk er klædt ud, klapper og synger med. Det er fantastisk at stå inde i salen hver aften. Én meter fra scenekanten, lige midt for. Der er en fantastisk stemning. Det kan ikke beskrives – det skal opleves.«

En passion ad gangen

For den 41-årige dansker har det hele bare grebet om sig undervejs. Det begyndte ellers stille og roligt i Spjald i Vestjylland i slutningen af 70erne. Det lå ikke udpræget i kortene, at han skulle vokse op og blive superfan. Det gør det nok ikke for særlig mange. Slet ikke i Spjald. Han var fem år og havde fået lov at være længe oppe, og der i stuen så han de fire langhårede drenge i Mabel slå på stortromme og synge: Boom boom. Der var en klar forbindelse mellem den unge jyde og det, han så og hørte. Men der skulle gå mange år og en flytning til København, inden forholdet til sangkonkurrencen for alvor udviklede sig til rå passion. Claus dyrker nemlig ikke mange ting på én gang. Men én ting ad gangen.

»Helt generelt, så har jeg altid gået meget op i de ting, som jeg foretager mig. Så det er naturligt for mig, at jeg kaster mig helt ind i de ting, som jeg godt kan lide,« siger superfanen, der i dag bor i København.

Gik stille med dørene

Han har lagt ridning og politik på hylden. Nu kan man sætte Claus’ liv på en matematisk formel, der består af lige dele job og lige dele Eurovision. I begyndelsen gik regnskabschefen lidt stille med dørene, for han er godt klar over, at Eurovision er en interesse og en begivenhed, der deler vandene. Og der er alle haderne. De, der synes, at showet er en tragikomisk joke og et eklatant spild af ressourcer, der finansierer rædselsfuld musik og dårlig smag i kilometermål. De, der synes, at alle som kan finde nogen som helst glæde ved Eurovision er nogle jubelidioter. Derfor gik han stille med dørene. Ikke fordi det var pinligt, men fordi det ikke er sjovt at skulle forsvare noget, man går hæmningsløst op i.

»Alle har en holdning til Grand Prix og Eurovision. Mange synes selvfølgelig, at det er intenst at ligge og rejse rundt, som jeg gør. Nogle synes jo nok også, at det er lidt voldsomt.«

På arbejdspladser kan man ikke holde sådan noget som interessen for Eurovision hemmeligt. Slet ikke, når man som Claus beder om ferie et år i forvejen, så man kan få de billigste flybilletter og hotelværelser i Aserbajdsjan, som han gjorde i 2012. Og hvem rejser i det hele taget til Aserbajdsjan, bare sådan? Så kollegerne fandt ud af det, og det gjorde ingenting, at de fandt ud af, at regnskabschefen en gang imellem tager jakkesættet af, lukker regnearket og tager til EM i pop. Tværtimod blev han lige pludselig go-to-guy ved kaffemaskinen, hvor de andre på kontoret lige skulle høre lidt sladder:

»Der var folk på kontoret, som jeg ikke før har snakket så meget med, der pludselig stod ved kaffemaskinen, for så skulle de lige høre om turen eller snakke om showet. Det var meget hyggeligt.«

På en måde er det nok lidt med Eurovision som med Se og Hør. Der er aldrig nogen, der køber bladet. Hvis man spørger. Nej, så er folk faldet over det hos frisøren, hvor det pladask åbnede sig for dem. Lidt på samme måde er der mange, der ikke ser Eurovision. Og hvis de gør, så er det fordi partneren, børnene, svigermoren og hunden indlagde dem på sofaen og tvang dem til at se det. Mod deres frie vilje. Sådan er det ikke for Claus og de 1.999 andre superfans. De står ved det, og de står sammen om det.

Eurovision og de homoseksuelle tilskuere

Men hvem er de? Hvad har de af fællestræk?

DRs husekspert og faste kommentator på de internationale shows Ole Tøpholm giver følgende karakteristik: Først og fremmest elsker de musikkonkurrencen. Med liv og sjæl. Og så er der yderligere et signifikant kendetegn: Den største gruppe hard core fans er homoseksuelle.

»Sådan har det været i rigtig mange år. Men inden for gruppen af meget dedikerede fans er det meget bredt og spredt.«

Når det kommer til spørgsmålet om, hvad der lige præcis tiltaler denne gruppe, kommer eksperten med nogle forskellige bud:

»Det er blandt musikstilen med de let tilgængelige pophits, som er bygget op ud fra en meget fast, klassisk skabelon. Det er fest og farver. Og selv om showet og musikken udvikler sig, så er der også nogle ting som står fast. Det er tradition, og det tror jeg tiltaler gruppen meget.«

I forhold til Ole Tøpholms vurdering sidder Claus Christensen også inden for rammen. Han er selv homoseksuel, men tillægger det ikke nogen større betydning i sit passionerede forhold til Eurovision. Det er ikke det, der binder superfansene sammen og gør musikkonkurrencen til en helt særlig størrelse i deres tilværelse. Det er sammenholdet. Det at have et interessefællesskab på tværs af Europa – og verden. Det at dyrke musikken, showet og konkurrencen lige så dedikeret, nørdet og passioneret, som andre dyrker Barcelona, Chelsea eller Bayern München.

»Man råber nok højest, når det er ens eget land der kommer på, men folk støtter op om alle de sange, de kan lide, hvilket er hovedparten. Rigtige fans støtter jo de sange, som de kan lide. Så det er nogle lande det ene år og andre lande det andet år. Folk her er fans af hele showet.«

Anti Social Media spillede Danmark uden om en finaleplads, så vi for første gang siden 2007 ikke er i finalen. Men det ødelægger ikke showet for Claus. Så må han bare holde med nogle andre i stedet. Det bliver nok en blanding af Sverige, Israel og Australien, der vil kunne høre hans support i aftenens finale. For han er dybest set fan af showet. Ikke delelementer, men det hele. Alt hvad det er gjort af. Alt hvad der omgiver det. Det er den type dedikation, der i større eller mindre grad har holdt showet i live i 60 år. Og som vil holde det i live længe endnu. Måske ebber det ud en dag for Claus. Ligesom ridningen og interessen for politik gjorde. Men han kan ikke se det ske. Lige nu. Lige her.