Anmeldelse af The Weeknd: Et selvoptaget røvhul

Indiemusikkens mystiske r’n’b-darling, Weeknd, har mistet sin fascinationskraft.

Efter flere år som indie-musikkens mystiske r’n’b-darling sigter canadiske the Weeknd, alias Abel Tesfaye, efter popstjerne-status med albummet »Beauty Behind the Madness«. Men teksternes forherligelse af den depraverede, selvhadende mand er en klods om benet på hans andet album.

Hvem er the Weeknd? Tilbage i 2011 var det spørgsmål ved at få visse hjørner af internettet til sprænges af spænding. Et gratis mixtape, »House of Balloons«, dukkede i marts samme år op på pladeselskabsbloggen OVO, der ejes af den populære rapper Drake. De ni sange havde the Weeknd som afsender, men i flere måneder var der ingen information om, hvem den forpinte, r’n’b-inspirerede stemme og de udsøgte produktioner med indie-samples af Beach House og Cocteau Twins, tilhørte. På coveret til »House of Balloons« ligger en nøgen kvinde i et badekar fyldt med balloner, der dækker hendes ansigt og det meste af kroppen. Den venstre brystvorte titter pikant frem. En perfekt introduktion til the Weeknds univers, hvis anonyme fortæller eftere get udsagn får det meste af sin tid til at gå med dyrke (anonym) sex og tage stoffer med fremmede. Morgenen efter presser de slørede minder og dårlige valg sig på. Hvis altså han lige magter at finde sin menneskelighed frem.

Men det var kun et spørgsmål om tid, før internettet ville finde frem til the Weeknds bagmænd. Den canadiske sanger og sangskriver Abel Tesfaye blev afsløret som den altoverskyggende hovedperson. De tre mixtapes, the Weeknd udsendte i løbet af 2011, inklusive »Thursday« og »Echoes of Silence«, var hovedsagelig produceret af folk fra eller med forbindelse til Tesfayes hjemby, Toronto, folk som Doc McKinney og Illangelo.

Medlem af røvhullernes klub

Tesfayes mystik-marketing gik som smurt. Anmelderne kastede roser efter ham, og online voksede fanskaren selv om det kommercielle gennembrud udeblev – en i første omgang selvvalgt situation. da alle tre mixtapes blev udgivet gratis. Med hele tre udgivelser på et år formåede Tesfaye at give lyttere konstant adgang til musikken, men også at holde dem hen i forhold til sin identitet.

Han gav ingen interviews, og de få billeder, der eksisterede, viste ham med ansigtet henlagt i mørke. Og det er omtrent den samme strategi, som karakteren the Weeknd gør brug af på det nye album, »Beauty Behind the Madness«, ligesom på de tidligere udgivelser. Damerne må gerne hoppe i seng med ham, men de skal helst ikke stille for mange spørgsmål bagefter eller gøre sig nogle forhåbninger om at trænge igennem hans hårde skal.

Derfor skriver the Weeknd sig også ind i en historie af kunstnere og disses karakterer, der ophøjer dét at opføre sig som et ufølsomt røvhul til en kunstart.

De guldrandede røvhullers klub tæller blandt andre the Weeknds hyppige kollaboratør Drake (kun et røvhul ville afsløre – for hele verden og millioner af fans – et hook-up med navn og adresse. Hør blot »From Time«) og Kanye West (der på sit hit »Runaway« sågar beder os om at skåle for verdens »assholes«).

I TV-verdenen kan man elske at hade og hade at elske de drikfældige og horende røvhuller i blandt andet »The Sopranos«, »Mad Men« og »Boardwalk Empire«. I filmen »The Wolf of Wall Street« (2013) møder man Leonardo DiCaprio og hans moralsk forkvaklede børsmægler-crew. Mark Zuckerberg og de andre IT-nørders smålige skænderier dannede ramme for »The Social Network« (2010), takket være Aaron Sorkin (pålideligt leveringsdygtig udi røvhuller. som det forventes, man finder indtagende - se blot »The Newsroom«, »The West Wing«, med flere).

Til trods for karakterernes kriminalitet, utroskab, alkoholisme og generelt dårlige opførsel – eller måske netop på grund af disse – må lytteren eller seeren mønstre empati for røvhullerne. Vi skal have ondt af dem. For de græder jo indeni, må vi forstå.

Ufølsomhed som æresbevisning

Jeg har med glæde og nydelse fortæret mange af de ovennævnte kunstværker. Men i tilfældet The Weeknd er jeg efterhånden løbet tør for empati. Det er den samme blanding af selvhad- og medlidenhed og misogyni Tesfaye, gennemtærsker på »Beauty Behind the Madness«. Hittet »The Hills« åbner med en synthesizer, der skratter i ørerne som hvid støj. Hvert omkvæd skubbes i gang med et kvindeskrig som i en horrorfilm (teksten refererer også til Wes Cravens film »The Hills Have Eyes« fra 1977 eller dennes remakes fra sidste årti), og dernæst synger Tesfaye om sin uigennemtrængelige følelsesløshed: »I only call you when it’s half past five / The only time that I’ll be by your side / I only love it when you touch me, not feel me / When I’m fucked up, that’s the real me«.

The Weeknd tæller Prince og R. Kelly blandt sine idoler og inspirationskilder, men han kan ikke måle sig med hverken Princes reelt udfordrende leg med kønsroller eller Kellys komiske sex-metaforer.

En enkelt gang fremkaldte et par linjer et grin hos mig. »And everybody round you is so basic / I’m never rocking white, I’m not a racist«, synger Tesfaye på »Tell Your Friends«. Narcissismen bliver så uindskrænket, at det går hen og bliver sjovt.

Men det meste af tiden er det bare trættende at høre Tesfaye gentage, hvor skidt han har det (med sig selv), når han altså ikke har travlt med at fortælle, hvor fed han i grunden er, hvordan alle andre er »basic« og dumme nok til at prøve at komme tæt på ham.

Stjerne-ambitioner

Ironisk nok er det dog allerværst, når the Weeknd endelig finder en kvinde, der er det hele ’værd’. »Earned It« vil mange nok allerede have hørt på soundtracket til den »erotiske« blockbuster »Fifty Shades of Grey«.

Lydsiden er lige så lummerlækker, som den bør være, med strygere der svirrer sensuelt og et orkestralt arrangement, der tilføjer klassiske træk, som klæder Tesfaye overraskende godt. Men teksten reproducerer blot den ærgerlige idé om, at pigen blot skal kæmpe for at »fortjene« røvhullets kærlighed.

Musikalsk præsenterer »Beauty Behind the Madness« dog en kunstner, der søger nye retninger og udfordringer. Det er tydeligt, at the Weeknd har ambitioner om at rykke op i en ny pop-stratosfære. At være bloggernes og kritikkernes darling vil ikke tilfredsstille ham. Det giver udslag i både elegante landinger og maveplaskere.

»Tell Your Friends« nyder godt af Kanye Wests producerevne og flair for at udgrave gamle soul-samples – i dette tilfælde »Can’t Stop Loving You« af Soul Dog – og bruge deres varme, organiske kvaliteter til at afbalancere den storskrydende snak.

Indflydelsen fra Michael Jackson var allerede tilstede før »Beauty Behind the Madness«. Mixtapet »Echoes of Silence« begynder med et cover af Jacksons »Dirty Diana«, hvorpå the Weeknd beviser, at han kan imitere popkongens vokal med en næsten uhyggelig præcision. Men på det nye album omsætter Tesfaye arven til mere end covernumre. På hittet »Can’t Feel My Face« hopper det gummiagtigt, basagtigt, bekymringsfrit afsted, og de digitale trommer klasker vådt, så man føler sig transporteret tilbage til Jacksons storhedstid i 80erne. Ikke overraskende har selveste Quincy Jones, Jacksons producer på flere album, nikket gen- og anerkendende til »Can’t Feel My Face«.

Hjælp fra tyggegummipoppens gudfader

Men Tesfaye har en anden producer at takke for »Can’t Feel My Face« og »In the Night«, endnu et potentielt hit, nemlig Max Martin. Manden der havde en finger med i spillet på utallige af 00ernes tyggegummipop-hits fra artister som Britney Spears, N’ Sync og Backstreet Boys, men også nyere hits som Katy Perrys »I Kissed A Girl« og Taylor Swifts »Shake It Off«.

Hvor det lykkedes for Martin og Tesfaye at fremtrylle øjeblikke, der maler en ny fernis på fortidens bedste popstunder, falder Tesfaye i andetsteds. »Angel« kan næsten overgå Celine Dions sang af samme navn i klæbrighed. Der er oppustede Phil Collins-inspirerede trommer, hylende, overspændt guitar og et børnekor for at runde hele patos-manøvren af på manér. »I hope you find somebody to love«, synger the Weeknd.

En anelse omtanke har karakteren altså, men den er selvfølgelig gemt væk som sidste nummer på albummet. Så imaget som kynisk, men »fascinerende« bad boy ikke krakelerer.

Coveret til »Beauty Behind the Madness« viser et billede af Abel Tesfaye, revet i stykker og sat sammen igen. En knust sjæl? En kunstner, der har sprættet sit forrige musikalske udtryk op og fundet på noget nyt?

Svarene er jeg ærligt talt ligeglad med. For på trods af, at hans indtrængende vibrato-vokal stadig kan nå ind til mig, har jeg hørt nok på the Weeknds selvopfyldende misantropi og lamme undskyldninger. Når mystikken forsvinder, forsvinder lysten også til at engagere sig. Og tilbage er der blot et selvoptaget røvhul, der har mistet sin fascinationskraft.

Hvem: The Weeknd

Hvad: »Beauty Behind the Madness«, XO/Republic