AC/DC kalder på luftguitar hen over bordene

Absolut ingen overraskelser i ærmerne på skoleuniformen hos Angus Young og resten af AC/DC, men albummet »Rock or Bust« sprudler så til gengæld på alle andre parametre.

»Rock or Bust« af AC/DC Fold sammen
Læs mere

Det er ikke fordi booklet’en til det nye AC/DC-album »Rock or Bust« brillerer med sangtekster og anden litterær selvpromovering.

Her finder man først og fremmest billeder af en 59-årig mand, der hopper rundt i en skoleuniform og så tre andre ældre herrer, der alle ser nogenlunde lige så farlige ud som deltagerne ved Højskoleforeningens årlige julefrokost.

Men så efter de obligatoriske krediteringer, kommer ordene: »Og vigtigst af alt, tak til Mal, der gjorde alt dette muligt.« En passende fin sidste hilsen til medstifter og andenguitarist Malcolm Young, der efter at være ramt af demens ikke længere er en del af AC/DC. Guitaren er overtaget af nevøen Stevie Young og helt ærligt – jeg kan på ingen måde høre nogen forskel.

Skarpt skåret blues rock

Nu er den musik AC/DC spiller heller ikke noget man nødvendigvis behøver en længerevarende uddannelse for at fremføre. »Rock or Bust« indeholder fuldstændig den samme skarpt skårne blues rock som bandet altid har spillet og som de vil spille til den dag de dør. Det er en så fasttømret del af deres identitet og de kan alverdens musikalske modeluner ikke ændre på.

Men er der så forskel på det nye album og så hedengangne klassikere som »High Voltage«, »Highway To Hell« og »Back In Black«? Naturligvis er der det. Teksterne savner tidligere forsanger Bon Scotts diabolske og saftige signatur. Vi bevæger os ganske viste i de sædvanlige luftlag med lige dele sex, drugs og rock n’ roll, men numre som »Miss Adventure«, »Play Ball« og »Sweet Candy« har ikke tidlige hits som »Little Lover« og »Girls Got Rhythm« eksplicitte vitalitet.

Overraskelserne udebliver

Samtidig savner man en lille smule den lille musikalske overraskelse. Som klokkerne i »Hells Bells«, der varsler dommedag og leger med formen. De udebliver på »Rock Or Bust«. Til gengæld sprudler dette album så til gengæld på alle andre parametre. Den tunge guitar tordner side om side med Phil Rudds trommer på det hitpotente titelnummer »Rock or Bust«, vi er helt inde i den hårde rocks pulserende hjerte med den fremragende »Dogs of War« og Brian Johnson viser, at han stadig har den klassiske rockmusiks største vokal på den svingende »Got Some Rock & Roll Thunder«.

Men »Rock or Bust«s bedste nummer finder man som albummets tredjesidste. »Rock The House« er så fedt, at man næsten får gåsehud. Det er vintage AC/DC så undertegnede næsten ikke kan skrive disse linjer, fordi mine hænder hele tiden vil spille på luftguitar mens jeg danser rundt på Berlingskes kulturredaktions hæve/sænkeborde. Jeg undskylder for at fremkalde dette billede på nethinden, men enhver der bare har lidt rockkærlighed susende i blodet vil forstå hvad jeg mener, når de lytter til denne nyklassiker. AC/DC tilfører med »Rock or Bust« absolut intet nyt til noget som helst, men når de rammer den helt rigtige tone slår de ALLE indenfor genren. Rock & Roll forever!

Hvem: AC/DC.

Hvad: »Rock or Bust«. Sony Music.