PARIS: Alt var ikke idel lykke i det paradis, Pierre Bonnard malede det meste af sit liv.
Som man går gennem salene i Musée d’Orsay, møder man det ene lysfyldte maleri efter det andet. Mange af billederne synes at handle om jordisk lykke. Kvinderne er nøgne og slænger sig på senge eller i vandfyldte badekar.
Bonnards opstillinger af fade og tallerkner på borde erindrer om, at Frankrig er en gastronomisk stormagt. Landskaberne - havens eller den vildere naturs - minder om, ja... franske landskaber. Hvor smukt og frodigt der er på landet i Frankrig.
Men også i Paradis er der slanger. En elskerinde tager sit eget liv i sorg over, at Bonnard vælger den anden elskerinde som sin model, partner og efter adskillige år også hustru.
Marthe på den anden side udvikler en sygelig optagethed af personlig hygiejne og isolerer sig mere og mere. Så det blev unægteligt til noget andet end i de sensuelle badescener, hvori Bonnard formår at skildre det lystfyldte møde mellem kroppen og vandet.
Som i øvrigt flere af tidens andre kunstnere, der med forkærlighed gennemspillede iagttagelserne af private øjeblikke i det intime rum, badeværelset kan være.
Kvinden og haven
Pierre Bonnard (1867-1947) møder Marthe de Méligny i 1893. Hun må have set meget ung og yndig ud, da han galant hjælper hende over en parisisk gade. Hun fortæller ham da også, at hun er 16 år. I virkeligheden er hun 24 og dermed næsten lige så gammel som Bonnard selv. Hvilket først kommer for dagen, da parret i 1925 gifter sig.
Når det ikke sker tidligere, og når Bonnard siden i en vis udstrækning holder ægteskabet hemmeligt, skyldtes det, at hans familie havde vanskeligt ved at acceptere hendes jævne herkomst.
Men – som der står i en dansk roman – så er der noget særligt erotisk over underklassens kvinder. Og på udstillingen dukker Marthe – eller Maria Boursin som hun i virkeligheden var døbt – op på det ene lysfyldte lærred efter det andet. Også på nogle små mørke billeder.
Som så mange andre af tidens billedkunstnere var Bonnard fascineret af den nye opfindelse fotografiapparatet, og han tog en længere række billeder af sin yndlingsmodel og helst uden tøj. Sådan malede han hende jo også.
Bonnard havde en anden baggrund end sin kombinerede model og muse og skulle egentlig have været jurist. Det var i hvert fald, hvad han læste på Sorbonne. Ligesom hans store forbillede, Gauguin, der var bankier, inden maleriet blev hans liv og skæbne.
Den japanske forbindelse
Påvirkningen fra Gauguin er central i noget af det næste, Bonnard foretager sig.
Gauguin udvikler et symbolistisk flademaleri, der gør op med den naturalistiske betragtningsmåde, hvor man mere eller mindre rettede ind efter virkeligheden og malede landskaber så nogenlunde, som de så ud.
Under hans tilbagevendende ophold i landsbyen Pont-Aven i Bretagne samledes en række yngre kunstnere omkring ham – blandt dem Bonnard - og lod sig inspirere af hans måde at betragte maleri på. En af de kunstnere, der i øvrigt også frekven- terede Pont-Aven-skolen, var danske J.F. Willumsen.
Efter Bonnard havde opgivet jurastudiet, gik han i slutningen af 1880erne på et par parisiske kunstakademier. Af skelsættende betydning for ikke blot Bonnard, men mange af hans generation af malere, var også mødet med den japanske tradition.
I sidste halvdel af 1800-tallet begynder billeder af japanske kunstnere at dukke op i Europa. Landet havde i et par århundrede befundet sig i en selvvalgt isolation. Ligesom Storbritannien under Opiumskrigen 1840-42 havde gennemtvunget sig adgang til det kinesiske marked, gjorde USA i 1853 noget tilsvarende over for Japan, og resultatet blev en stærkt øget samhandel, herunder selvfølgelig også med kunst, der blev bragt til Europa og fik en voldsom betydning for blandt andre impressionisterne og deres efterkommere, der i forvejen var ved at ændre europæisk maleri radikalt.
Hvad der imponerede de europæiske malere, var de klare farver, de japanske motiver med de overraskende beskæringer og den dekorative tradition. Det påvirkede tidens kunst voldsomt, og altså også Bonnard, og på udstillingen er der blandt andet eksem- pler på hans store, udpræget dekorative arbejder.
Picasso var ikke blandt Bonnards beundrere og har sagt noget i retning af, at hans billeder var et potpourri af ubeslutsomhed.
Men det er nu en af udstillingens store fortjenester, at den viser Bonnard som den konsekvente maler, han er. Livet igennem. Og ikke kun de sene mesterværker. En maler der skildrede glæden. Men – som også hans selvportrætter antyder – ikke altid selv rummede den.
Landskabet og Gud
»Peindre l’Arcadie« hedder Musée d’Orsays fremragende udstilling. Arkadien, der egentlig er en bestemt, eksisterende græsk region, er i europæisk kultur blevet en myte og et billede på forestillingen om et paradisisk landskab og på en ideel tilstand af lykke og uskyld, man gennem tiderne har tillagt antikken.
Begrebet og drømmen om dette fantasilandskab har således betydet meget i senere europæisk kultur – og undervejs opstår et nærmest slagordsagtigt mundheld blandt skønånder, »et in Arcadia ego«, »også jeg var i Arkadien«.
Sætningen optræder eksempelvis i et par malerier af Nicolas Poussin, som Louvre har viet en udstilling.
På billedet betragter nogle hyrder – dem har de mange af i Arkadien, hyrder og så nymfer og satyrer – en gravskrift med inskriptionen »Et in Arcadia ego«. Schiller tog ordene til sig og omskrev dem i et digt, Auch ich war in Arkadien geboren, som Goethe så skulle gøre til sit motto i bogen om sin italienske rejse. Hvor han i øvrigt blev så begejstret for Venedig, at han gav udtryk for, at i Paradis arbejder man ikke.
Allerhøjst holder man øje med dyrene, kan man se på mange billeder i europæisk kunst, men de græsser fredeligt, så man kan hengive sig til eftertanke og overvejelse.
Udstillingen i Louvre har ikke fået sin titel, »Poussin et Dieu«, for ingenting. Den rummer en lang række skildringer af bibelske scenerier, herunder det kristne paradis, men også antikkens Arkadien. En af datidens maleres fornemste opgave var at skildre bibelske og mytologiske scenerier, og Poussin var ingen undtagelse.
Nicolas Poussin (1594-1665), der tilbragte en stor del af sit liv i Rom, malede nogle meget magtfulde landskaber. Store vidder, fjerne horisonter med bjerge eller bygningsværker, skove og søer og så i forgrunden hyppigt træer eller en ansamling af ruiner; måske fra et sammenstyrtet arkaisk tempel, ved hvilket nogle skabninger mødes. For eksempel mennesker og så udsendinge fra Gud; genkendelige på grund af vingerne på ryggen.
Poussins klassicistiske malemåde kan synes langt fra Bonnards.
Og så er der alligevel fælles træk i deres billeder i den – hos Bonnard symbolistiske – sammensmeltning af fantasi og virkelighed, hvor alle elementer går op i en højere kompositorisk og stemningsmæssig helhed.
Hos begge malere er der – uagtet tid og form – en enestående sammenhæng mellem billedernes indre og ydre virkelighed. Det kan godt være, at der er nogle hundrede år mellem dem. Ikke desto mindre kan deres billeder berøre betragteren dybt.
Hvad: Pierre Bonnard: Peindre l’Arcadie.
Hvor: Musée d’Orsay.
Hvornår: Tirsdage-søndage 9.30-18, torsdage tillige til 21.45 Til 19. juli.
Fem stjernerI
Hvad: Nicolas Poussin – et Dieu.
Hvor: Louvre.
Hvornår: Onsdage-mandage 9-18, fredage tillige til 9.45. Til 29. juni.
