Yoko Ono. Hvad er det nu med Yoko Ono. Bitchen der ødelagde Beatles? Kvinden med den meget usædvanlige sangstemme?
Hun er i hvert fald en kvinde, der fremprovokerer stærke reaktioner. Hun deler vandene, som man siger. Men som udstillingen på Louisiana viser, er hun først og fremmest en foregangsfigur i 1960ernes kunst. De tidlige 1960ere. Hun var en del af den tids meget vitale New Yorker-scene, hvor en ny – tilsyneladende meget mærkelig, men sådan set meget enkel – kunst opstod i et blandingsfelt mellem ballet, musik, teater, film og egentlig billedkunst.
Det kunne sådan set være fortsat ganske glimrende i avantgardekunstens diskrete ubemærkethed. Men så er det, at Yoko møder John. Hun frister ham med et æble på et galleri i London, hvor den pigeglade musiker tropper op, fordi han har hørt om denne mærkelige japanske chick. Og så siger det klik.
Lennon har et sted fortalt, hvordan han i 1966 dryssede forbi galleriet Indica, der var ejet af sangerinden Marianne Faithfuls mand og kendt for at vise avantgardekunst:
»Jeg havde hørt om den dér japanske pige, der skulle være i en pose og lave den dér happening. Jeg tænkte ... hm, altså sex.«
Det blev det så ikke til på første date, men Yoko Ono udstillede også et æble, der var sat til salg for den friske pris af 200 pund, og Lennon var fascineret af det absurde i tanken om at købe et værk, der blot ville rådne op.
Det var før, nogen havde tænkt på navnet Apple Records, men æblet, der kan ses som en slags vanitasbillede (husk du skal dø), er forblevet et ikon i Yoko Onos tanke- og billedverden, og udstillingen rummer da også et grønt æble på en piedestal.
Man kan også se den stige, ved hvilken Ono og Lennon først mødtes. Tanken var, at man skulle gå op på den og læse en tekst i loftet. Det kan man så ikke længere, og i dag er stigen blot et absurd relikvie.
Et sengestykke
Gennem forholdet og ægteskabet med John Lennon får Yoko Ono en global eksponering. Mange mener som antydet, at hun var årsagen til opløsningen af The Beatles. Måske var hun snarere en katalysator, der gav et skub mod fire bemærkelsesværdige solokarrierer.
Men Ono og Lennon foretog sig ting sammen, der naturligt fangede mediernes interesse. Som dengang de begge lod sig klippe korthårede i Thy, (ja, det lyder absurd, men dengang var et korthåret Beatles-medlem utænkeligt), eller da de gennemførte en slags happening på et hotel i Amsterdam, hvor de angiveligt opholdt sig i den – indrømmet – luksuriøse seng i en uge for at slå et slag for verdensfreden. Det er måske derfor, det ikke ser værre ud, end det gør?
Som det hedder i Beatles-sangen, tog parret »from Paris to the Amsterdam Hilton/ talking in our beds for a week«. Værelset på hotellet er nr. 702, og på et fotografi i Louisianas udstilling kan man se, hvordan Ono og Lennon dekorerede væggene med opfordringer af forskellig slags. I dag mindes verdensbegivenheden med en diskret inskription ridset ind i vinduesruden på værelset.
Mennesker mødes
Det med opfordringer – eller instruktioner – er centralt i Yoko Onos kunst og i dele af den bevægelse, man kalder fluxus. Fluxus er ikke så meget en isme som et globalt netværk. Mennesker der måske kan hjælpe med et sted at sove under besøg i en fremmed by, hjælpe med at fremskaffe rekvisitter eller deltage i de pieces, fluxus-kunstnerne opfører. Pieces er ikke happenings, men måske snarere en forestilling med en mere eller mindre fastlagt komposition.
Fremtrædende fluxuskunstnere er – udover Yoko Ono selv – for eksempel George Maciunas, Eric Andersen, Dick Higgens, George Brecht og Alison Knowels samt den danske pioner Arthur Köpcke, der engang, da København faktisk var en vigtig by på avantgardens verdenskort, gik rundt med visitkort, hvori der var et hul og en tekst påtrykt: »Fill in with own imagination«.
Fluxus er publikumsinddragende, og som der er mange eksempler på i Louisianas udstilling, udgøres Yoko Onos nærmest haiku-enkle værker blandt andet af opfordringer til et gøre et eller andet.
Ved en berømt opførelse tidligt i 1960erne var det at klippe tøjet af hende i små bidder. I andre tilfælde kan det handle om noget så simpelt som at kigge på himlen og dens skyer. Himlen er fælles for os alle, og den luft, vi indånder, deler vi. Hvorfor kan vi så ikke holde fred, lyder det enkle og naive spørgsmål, og rundt om i København ses for tiden plakater med teksten Imagine, der selvfølgelig refererer til den berømte John Lennon-sang.
Det er muligt, at ægteskabet med Lennon fremprovokerede mange hadefulde reaktioner. Men det trak altså også Ono ud af ubemærketheden, og der er da kritiske røster, der fremfører det synspunkt, at hun sådan set har malket Lennon-brandet lige siden hans tragiske død 8. december 1980. I Central Park overfor Dakotabygningen, ud for hvilken Lennon blev skudt, har Ono anlagt en mindepark, Strawberry Fields Forever. Nu er det et par år siden, jeg så den, men det kunne hun ærligt talt godt have gjort bedre.
Kunst i spændingsfeltet
Som det er kutyme, indledes udstillingen på Louisiana med en fin tidstavle, der også placerer Yoko Ono i forbindelse med andre af 1960ernes betydelige navne. Selve udstillingen – og det fungerer overraskende godt – er opbygget kaotisk. Genstande, fotodokumentation, film og plakater blander sig i en frodig billed- og informationsstrøm, der netop på denne måde giver et billede af den måde, Yoko Ono tænker på. Det man kan kalde hendes kunstneriske praksis.
Hver for sig er genstandene enkle, poetiske, underfundige og absurde som for eksempel skakspillet, hvor alt er hvidt, og spillet i stedet for taktik snarere bliver et spørgsmål om tillid, for hvilken brik er din, og hvilken brik er min?
Yoko Ono er født i Japan i 1933. Som ung flyttede hun og hendes familie til USA. Her studerede hun filosofi, musik og digtning med henblik på en karriere som koncertpianist eller operasanger. Det blev knap så strengt klassisk, som det var planlagt. Via sin første mand, komponisten Toschi Ichiyanagi, kommer hun ind i kredsen omkring danseren og koreografen Merce Cunningham, komponisten La Monte Young og hele den meget tidlige 1960er-scene af avantgardekunst og før-fluxus.
Så tidligt som i vinteren 1960 afholder parret deres første koncerter og forestillinger i et loft i New York. De blev bivånet af en række ikke uinteressante mennesker som for eksempel John Cage og Max Ernst for slet ikke at tale om Marcel Duchamp. Og Yoko Ono håbede sådan, at han, altså Duchamp, ville træde på hendes malerier, der lå på gulvet. Det var nemlig meningen med dem, og det stod også malet på som en opfordring.
Netop Duchamp er naturligvis en utrolig vigtig forudsætning for Yoko Ono og i nogen grad fluxus og hele denne intermedia-kunst, hvor skellet mellem kunstformerne ophæves.
Duchamp revolutionerede kunstopfattelsen, da han i 1913 og 1914 placerede henholdsvis et cykelhjul på en skammel og et stativ til tørring af flasker i et fransk galleri – og kaldte det kunst. Genstandene døbte han readymades, fordi de var industrielt fremstillede objekter med andre formål for øje end lige akkurat at være kunstværker.
Kunstværker blev de i det øjeblik, Duchamp udnævnte dem til at være det ved at placere dem inden for rammerne af en kunstinstitution.
Denne tanke forfølges i mange af Yoko Onos værker på udstillingen, der på indtil flere måder formår at fange essensen i Yoko Onos værk. Lennon, der i perioder nærmest blev en slags assistent for Yoko Ono, og det i en sådan grad, at nogle af hans machovenner som Mick Jagger i dén grad frygtede for hans maskulinitet, er til stedet her og der. På fotografier, som medskaber af film og så videre. Men Yoko Ono er stadig i udpræget grad sig selv, og det fremgår også af udstillingen.
Hvem: Yoko Ono.
Hvor: Louisiana.
Hvornår: Tirsdage-fredage 11-21.30, lørdage-søndage 11-17.30. Til 29. september.
LIKE US? Få flere anmeldelser i dit newsfeed ved at synes godt om facebook.com/berlingskekultur
