Den nye udstilling på Odrupgaard har et beskedent udgangspunkt: En bog, som den franske billedkunstner Henri Matisse illustrerede i efterkrigstiden. Én blandt adskillige.
Men med tråde og betydninger, der strækker sig fra drømmevillaen ved den franske riviera, hvor Matisse boede, til New York, til polar-egnene, til jazzen og til et fantastisk kapel i Vence, til et mytisk oldtidsland og til en utro svigersøn, der var ekspert i byzantinsk kunst.
Henri Matisse (1869-1954) havde en meget stor produktion, der omfattede en lang række medier og materialer, herunder bogillustrationer.
Som så meget andet var også dét noget, han var en mester i, og billederne til de forskellige digtsamlinger og for eksempel en samling kærlighedsbreve fører blandt meget andet til hans store værk »Jazz«, der er blevet kaldt et manuskript i maleri og er en slags fantasier over musikken, gennemspillet gennem forskellige figurer. Alene det er besøget på udstillingen værd.
Og det er der så meget, der er. Den omtalte bog – den sidste, Matisse sætter billeder til – er digtsamlingen »Une Fête en Cimmérie«, skrevet af svigersønnen, kunsthistorikeren Georges Duthuit, som skulle have skrevet en bog om ham, men som han slog hånden af.
Hvad enten det nu er glemslen, efter at Duthuit under Anden Verdenskrig var strandet i New York, eller det interessante i projektet, beslutter Matisse sig for at skabe billederne til digtsamlingen, der er en slags voldsom, patosfyldt civilisationskritik, hvis baggrund er, at Duthuit og mange i hans omgangskreds – blandt dem antropologen Claude Lévi-Strauss, maleren Max Ernst og forfatteren André Breton – under deres ophold i Amerika bliver opmærksomme på de såkaldt primitive kulturer, hvis masker i øvrigt tidligere i århundredet havde været til stor inspiration for Matisse og Picasso og andre i deres generation.
I sit prosadigt stiller Duthuit nutidens dekadente civilisation op over for de dyder, der må have hersket i det forsvundne land Cimmeria.
En heldig blindtarmsbetændelse
Tilbage i Europa efter krigens afslutning gør Duthuit Matisse opmærksom på en anden form for såkaldt primitiv kultur, eskimoernes, som inuitterne blev kaldt dengang, og det falder sammen med den engelske udgave af den danske polarforsker Knud Rasmussens bog om den femte Thule-ekspedition, som Matisse læser.
Noget har han nok allerede kendt til folkene langt mod nord, som udstillingen påpeger. Film om eskimoer var blevet populære i mellemkrigstidens Europa, og Matisse går i gang med at lave billeder af de eskimoer, han aldrig har mødt.
Det mest charmerende ved udstillingen er, at alting går op i en højere enhed.
For det første benytter Ordrupgaard sig meget naturligt af anledningen – det oversete kapitel, svigersønnens digtsamling – til at fortælle hele historien om Matisse fra det heldige øjeblik, da Anna-Héloïse, Matisses mor, i 1890 forærer sin søn en malerkasse til at fordrive tiden med under en længerevarende rekonvalescens over den efterfølgende beslutning om ikke at følge faderens vilje, men derimod opgive jurastudiet, til Matisse møder avantgarden, bliver en del af den og efterhånden til en af det 20. århundredes store enmandshære i billedkunsten.
Undervejs flettes motiverne også elegant sammen, således at de tegn-enkle billeder af eskimoer indskrives i Matisses optagethed af masken og af farven og, når den er fraværende, af tegnet: det helt enkle billede af mennesket eller af Gud, som Matisse også arbejder med i mester- og gesamtkunstværket Kapellet i Vence, hvor han var blevet plejet efter sin svære sygdom og havde fået sit nye, sit andet liv.
Udstillingen er fint fortalt, med en naturlig belysning af den rolle, Knud Rasmussen og hele tidens optagethed af eskimokulturen spillede.
Ordrupgaard har ved tidligere lejligheder inddraget samtidskunst under præsentation af de store klassikere. Det kunne have været nærliggende at have knyttet en udstilling til denne, hvor for eksempel grønlandske kunstnere havde givet et billede af, hvordan de selv ser på deres kultur.
Ikke fordi der er noget galt i at vise, hvordan en stor europæisk mester har gjort det i midten af sidste århundrede. Politisk korrekthed vil også her blot være et udtryk for historieløshed. Men fordi det kunstnerisk set kunne give anledning til en overvejelse om opfattelsen og æstetikken dengang og nu.
Hvad: Matisse og eskimoerne – et overset kapitel i kunsten.
Hvor: Ordrupgaard, Vilvordevej 110, Charlottenlund.
Hvornår: Tirsdage-fredage 13-17, lørdage-søndage 11-17. Til 29. november.
