Hvad udad tabes, må nedad vindes.
Det har været en slags program for udvidelsen af Den Frie Udstillings Bygning – eller blot: Den Frie – der nu er tilendebragt. Bortset fra de udendørs arealer, der lader vente på sig. Men forhåbentlig bliver en af de grønne oaser, den trafikerede storby har så stærkt brug for. Helst med plads til en rig fauna af de insekter og smådyr, der lever i byer.
For mere end 100 år siden opførte sammenslutningen Den Frie Udstilling sit eget hus. Det stod først andre steder i København, men i takt med udbygningen måtte det flyttes længere væk fra centrum – og det blev så på Oslo Plads.
Bygningen er tegnet af en af Den Frie Udstillings mest fremtrædende medlemmer på det tidspunkt, J.F. Willumsen, der skabte en arkitektonisk perle. Besværlig. Men smuk. Og et arkitekturhistorisk klenodie, det ville være synd at erstatte med en moderne bygning.
Tilbygning fjernet
Willumsens mesterværk blev på et tidspunkt udstyret med en tilbygning, der forstyrrede det arkitektoniske hovedgreb. I forbindelse med ombygningen er den nu fjernet. Til gengæld er der skaffet mere plads gennem den meget dyre, men generøst fondsfinansierede løsning med at bygge under huset.
Midt i Willumsens bygning var en meget beskeden indre gård, hvor gård er et alt for prætentiøst udtryk. Der er et mellemrum mellem bygningsdelene. Og netop det er udnyttet til en trappe og en elevator, der tager den besøgende ned i det underjordiske. Der til gengæld er lyst og venligt. Når altså ikke lyset er slukket, som netop nu, mens det store udstillingsrum anvendes til en installation af Susan Hiller. På sin vis passende, at et værk, der handler om nærdødsoplevelser, vises under jordoverfladen.
Oven over det nye regulære udstillingsrum, som man glæder sig til at se forskellige mulige (og umulige) udnyttelser af, er der mere liv, og det er et både tidstypisk og logisk greb, at området kan anvendes til arrangementer, isoleret fra udstillinger ovenover. Det er fint og indbydende indrettet – og med udendørsservering i de varme måneder har det potentialet til at blive et af de nye mødesteder i København.
I salene vises værker af årets modtagere af landets største kunstnerpriser, Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Legat, der – til minde om de to personligheder, legatet er opkaldt efter, uddeles skiftevis til danske komponister (og musikere) og billedhuggere.
Aktivistisk kunstnergruppe
Årets modtagere er Lea Porsager, Marianne Jørgensen og Superflex. Superflex er en kunstnergruppe, der arbejder aktivistisk. Gruppen har for eksempel etableret en sodavandsproduktion og et biogasanlæg i Sydamerika og Afrika – og årets bidrag er i al sin enkelhed et operationsbord, der efter udstillingens afslutning doneres til et hospital i Gaza. Det kunne lyde som almindeligt nødhjælpsarbejde, men det kunstneriske aspekt er ikke alene, at det er kunstnere, der udstiller dette ready made. Erhvervelsen er finansieret af en kunstsamler, der til gengæld får et billede af værket til ophængning på sin væg.
I slægt med Susan Hillers undersøgelse af det paranormale i kælderens store TV-installation arbejder Lea Porsager med en række okkulte fortællinger og hændelser i en række skulpturer, der på sin vis bliver en sammenhængende installation – og et samlet greb er der også over Marianne Jørgensens frodige og organiske værker. Tilsammen peger værkerne af de tre prismodtagere på tendensen til, at alt for så vidt kan lade sig gøre. Blot man har viljen i hjertet.
Hvad: Ombygning af Den Frie Udstillings Bygning. Hvem: Arkitekt Bente Lange.
Hvor: Oslo Plads.
Hvornår: Bygningen står forhåbentlig rigtig længe. Susan Hillers værk, »Channels« kan ses til 1. marts.
