Eckersbergs billeder er så smukke, at man skulle tro, det er løgn.
Det er det også. Det er en af pointerne med den nye imponerende udstilling på Statens Museum for Kunst. Et enkelt eksempel, blandt dem udstillingens tilrettelæggere selv peger på, er maleriet »Korvetten Galathea i en storm i Nordsøen« fra 1839:
Dramatisk himmel, oprørte bølger med hvidt skum, skibet hælder voldsomt på grund af det voldsomme vejr. Eckersberg er selv om bord på korvetten. Men alligevel er det lykkedes ham at fastholde billedet fra en synsvinkel, som om han var på et skib ved siden af Galathea. Han har altså brugt sin fantasi, og det gælder mange andre af udstillingens malerier – og ikke kun de mytologiske scenerier. Men han kombinerer fantasien med en udtalt iagttagelsesevne.
Eckersberg malede billeder forestillende skyer, han studerede perspektiver, så han kunne opnå en virkelighedstro komposition. Han arbejdede med sine billeder i selve naturen og ikke blot i atelieret, som malere ellers i vid udstrækning gjorde det på det tidspunkt. I årevis førte han dagbog over ikke alene sit liv, men også over, hvordan vejret var den pågældende dag.
Fra sit studieophold i Paris hos den nyklassicistiske maler J.L. David havde han medbragt et motto om at male »sandt og smukt«, men skulle han vælge, blev det det sidste. Så rent og velfriseret har 1800-tallets København næppe set ud, da Eckersberg og hans samtidige malere fastholdt det for eftertiden. Det har såmænd nok set ud, som bykernen gør det efter en weekend i dagens Danmark. Blot med pizzabakker og coladåser erstattet med andre slags affald.
Rom har nok heller ikke lignet et postkort dengang. Men selv en kloakudmunding ser fortryllende ud. Det er den harmoniske by, det kultiverede landskab, de borgerlige dyder, den sødmefulde anekdote og de smukke mennesker, der blev billedernes essens. Og skønheden var måske også et nødvendigt bolværk mod kaos.
Til København
Christoffer Wilhelm Eckersberg blev født i Sønderjylland i 1783. I det meste af det første tiår af det 19. århundrede finder vi ham i København, hvor han går på kunstakademiet og blandt andet ernærer sig ved at male små moraliserende billeder.
På udstillingen finder man et par eksempler på dem. Med en ophobning af små tegn og symboler fortæller de, hvad der sker med unge kvinder, som i stedet for at være flittige går til bal og nok heller ikke går alene hjem. For dem er vejen til en alderdom i fattigdom og ensomhed fastlagt. Så er der mere fremtid i de borgerdøtre, Eckersberg senere kommer til at portrættere, og som hører til udstillingens smukkeste. I det hele taget har Statens Museum for Kunst en fremragende samling af Eckersberg-billeder. Udstillingen er imidlertid ikke blot en opvisning af billeder, museets gæster allerede kender. Det havde været fint i sig selv. En meget stor del af de viste malerier er nemlig lånt fra danske og udenlandske museer og privatsamlinger.
Eckersbergs tidligste billeder omfatter ud over formanende fortællinger om faldne kvinder også motiver fra naturen og fra landbrugslandet, der efter det nysyn på bonden, der fulgte efter landboreformerne i sidste halvdel af 1700-tallet, blev fremstillet på en anderledes positiv måde. Ikke alene kønne udsigter, men også landet som nationens kornkammer. Og så tegnede og malede Eckersberg billeder af bombardementet af København i 1807.
I 1800-tallet væltede ulykkerne ind over Danmark. Krigene med først England og siden Tyskland indrammer århundredet, der også rummer både statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge året efter. Samtidig blomstrede dansk kunst og kultur nærmest trodsigt. 1800-tallet er Kierkegaards og H.C. Andersens århundrede, Bournonvilles, Thorvaldsens og guldaldermalernes epoke og tiden med store naturvidenskabelige opdagelser. Som udstillingen også påpeger, er Eckersberg og H.C. Ørsted en slags sjælsforbundne i deres optagethed af naturen og den orden, der måtte være bag den. Men selve byen tog sig ud som en kloak. Blot ikke hos de malere, der op gennem århundredet påtog sig at vise, hvor smuk hovedstaden og landet rundt om var. Jo mindre det blev, des større grund var der til – til almindelig opbyggelse – at holde billeder op for borgerne af, hvor ganske særligt det, der var tilbage, var.
Til Rom
Det er mange år – 32 år – siden, Statens Museum for Kunst har vist en større Eckersberg-udstilling. Der er altid grund til at trække klassikerne frem. Både af hensyn til nye generationer, og fordi de i sig selv repræsenterer noget uomgængeligt i kunsthistorien. Men også, fordi en ny tid giver et nyt syn på vedtagne sandheder. Undertiden helt konkret som et resultat af konservatorernes arbejde.
Et af udstillingens tidligste billeder er et selvportræt, som mange tidligere har ment, er blevet malet omkring 1803, da Eckersberg netop var ankommet til København. Men det har nu været muligt gennem røntgenfotografering at konstatere, at der under overfladen har været malet røgskyer, der formodentlig har skullet været en del af et billede forestillende bombardementet af København og dermed fra slutningen af Eckersbergs første tid i byen.
Den forlader han nemlig i 1810, da han først rejser tre år til Paris og siden opholder sig tre år i Rom.
I Rom boede Bertel Thorvaldsen. Den store europæiske, danskfødte billedhugger var allerede i 1797 ankommet til byen, hvor han havde slået sig ned og åbnet værksted og derfor blev et naturligt samlingspunkt for de mange danske malere, der som et led i deres (videre)uddannelse måtte til Rom, til lyset og til de antikke motiver og det pittoreske folkeliv.
Eckersberg kom til at bo i samme ejendom som Thorvaldsen. Huset – Casa Buti – ligger der stadigvæk, i Via Sistina, hvor der også er opsat en mindeplade.
Der er ingen tvivl om, at Thorvaldsen (1770-1844) har hjulpet sin lidt yngre landsmand med gode råd. Det er en af udstillingens pointer, at den skulpturelle udformning af kvinderne i for eksempel »Mendel Levin Nathansons ældste døtre, Bella og Hanna« (1820) og »Familien Nathanson« to år tidligere har fået deres form takket være inspirationen fra Thorvaldsen, og i samme rum kan man se malerens tak til billedhuggeren i form Thorvaldsen-portrættet, der blev sendt fra Rom til Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster i København. Portrættet er på sin vis blevet indbegrebet af, hvordan vi opfatter Thorvaldsen som person.
Det er i Paris og Rom, Eckersberg færdiggør sin uddannelse og træder i karakter som en stor kunstner, der efter sin hjemkomst bliver en eftertragtet portrætmaler og fra 1818 frem til sin død i 1853 virker som professor ved kunstakademiet og derigennem får en afgørende betydning for det maleri, eftertiden har benævnt som den danske guldalder. På udstillingen ser man en række nøgenstudier, han malede med henblik på at vise, hvordan dét skal gøres. Han blev et forbillede, hvis betydning rækker gennem halvandet hundrede år. Først som ideal. Siden som en skikkelse, der er uomgængelig i kunsthistorien. Også i det 20. århundrede, da maleriet – og opfattelsen af hvad kunst er – blev ændret radikalt.
Til eftertiden
Udstillingen er delvist retrospektivt disponeret, og samtidig er den overordnede fortælling sammensat gennem en række temaer, der belyser afgørende sider af Eckersbergs værk. Hans natursyn, portrætterne, de mytologiske billeder osv.
Sammen tegner de billedet af en maler, der på den ene side levede op til de forventninger, som samfundet – statsmagten, borgerskabet – stillede til ham. Også han malede forskellige genrebilleder og løste bestillingsopgaver. Men på den anden side arbejdede han intenst med billedkunstneriske problemstillinger. Ikke kun for at løse opgaverne til alles tilfredshed, men tydeligvis ud fra et behov for at forstå maleriets muligheder. Så Eckersberg arbejdede med perspektivet, som han også brugte instrumenter til at gengive så korrekt som muligt, og med intens naturiagttagelse – for eksempel af skyer – som han brugte i sit værk. Ikke for nødvendigvis at gøre det så sandt som muligt. Men derimod så smukt som muligt. Eckersberg malede ikke verden, som den var, men som den burde være.
Hvem: C.W. Eckersberg.
Hvor: Statens Museum for Kunst.
Hvornår: Tirsdage-søndage 10-17, onsdage tillige til kl. 20. Til 24. januar.
