Det er vel sådan set ikke, fordi Anna Klindt Sørensen (1899-1985) blev ildeset, fordi hun var en kvindelig billedkunstner.
Hun modtog da Thorvaldsen Medaillen, som er den største hædersbevisning, Akademiet for de Skønne Kunster kan tildele en kunstner. Men så er der – udstillingsmæssigt – nogle påfaldende udeladelser i forhold til hendes jævnaldrende, og det er meget lidt, hvad museerne har købt.
Hen imod slutningen af hendes liv, og efter det var slut, blev der afholdt et par retrospektive udstillinger, og nu er hendes værk genstand for en ny på Rønnebæksholm – og én næste år i Silkeborg Bad.
Anna Klindt Sørensen var et på mange måder bemærkelsesværdigt menneske, der formåede at hæve sig over sin tids konformitet. Hun gjorde det sådan set også i sine billeder, hvor hun – ikke mindst i portrætter og selvportrætter – kunne blive helt overgearet i sin malemåde og nærmest karikere sine ofre og herunder sig selv, men hendes tidlige billeder er og bliver de mest interessante.
Kosmopolitisk hjemmefødning
Det var ikke egentlig velset, at kvinder modtog undervisning på kunstakademiet. Der havde været tilløb og særlige skoler for det – troede man dengang – svage køn, der jo måtte beskyttes og drages omsorg for.
Først i 1908 blev det muligt for kvinder at blive optaget på lige fod med mænd. Og så dog ikke helt. Kvinderne, der kun fik adgang til kunstakademiet, fordi politikerne gennemtvang det mod de mandlige kunstneres vilje, havde ikke frit valg blandt professorerne, og det ville Anna Klindt Sørensen selvfølgelig ikke finde sig i.
Konsekvensen blev da også, at hun afbrød sin uddannelse i København. Efter et mellemspil hjemme hos forældrene i Ry rejste hun til Paris, hvor hun afbrudt af nogle besøg i hjemlandet og talrige rejser til andre europæiske lande blev til 1938. Og hvorfor ikke? Paris var verdenskunstens metropol i de år, og Anna Klindt Sørensen frekventerede tre af den franske hovedstads store malerskoler, herunder Fernand Légers.
Men i modsætning til de kunstnere, der i de afgørende tiår i Paris føjede helt nye, fundamentalt nye greb og tænkemåder til billedkunsten, gik Anna Klindt Sørensen ikke til yderligheder. Måske holdt hun alligevel fast i sin gode jyske baggrund. For om end der kom en lysere kolorit og en blidere tone over mange af hendes billeder tillige med et skitseagtigt præg og et let anslag i kompositionen, er der alligevel et eller andet velgørende bondedansk over en stor del af hendes maleri. Malerisk blev hun ikke en fremmed fugl i forhold til, hvad der i bred almindelighed udspillede sig i det danske kunstliv gennem hendes mange aktive år som maler.
Hvem var Yrsa Hansen?
Anna Klindt Sørensen er – ikke unaturligt – at finde blandt de kvindelige pionerer, Eva Pohl portrætterer i sit bidrag til den omfangsrige antologi »Hundrede års øjeblikke«, der tager forskud på det jubilæum, Kvindelige Kunstneres Samfund (KKS) kan fejre i 2016.
Kvindelige Kunstneres Samfund blev dannet for dels at skabe et fagligt fællesskab for kvindelige billedkunstnere og dels at arbejde for, at de kvindelige kunstnere fik samme vilkår som de mandlige. Og alt andet ville da også være urimeligt.
Anna Klindt Sørensen sad en halv snes år i bestyrelsen af KKS og blev i 1970 udnævnt til æresmedlem. Andre pionerer er for eksempel Anna Ancher, Franciska Clausen og Else Alfelt. Anna Ancher er faktisk et af den tids få eksempler på, at der kunne være to kunstnere i ét ægteskab.
Hovedreglen var, at der kun var plads til én, og det var som regel manden. Om end det sjældent gik så dramatisk for sig, som da Yrsa Hansen og Vilhelm Lundstrøm i 1923 skulle på bryllupsrejse til Paris. Hvorfor ingen har hørt om billedkunstneren Yrsa Hansen? Nok fordi Lundstrøm, allerede inden toget havde passeret Valby, havde smidt sin kones malerkasse ud af vinduet. Den havde hun ikke længere brug for, mente han.
Meget har ændret sig siden, og som regel er kønnet (eller seksualiteten eller tilværelsestolkningen eller oprindelseslandet) ikke længere et relevant tema i betragtningen af kunst. Med mindre kunstneren for eksempel eksplicit forholder sig til det i sit værk.
Hvor er kvinderne?
Et land som Danmark har masser af fremragende kvindelige kunstnere – ikke desto mindre er de påfaldende underprioriterede på kunstmuseerne, der jo ellers skulle være »samfundets kollektive hukommelse«.
I dag er kønsfordelingen af studerende på kunstakademiet i København ligelig, og selv om en uddannelse der eller på andre kunstskoler så langt fra er en garanti for en plads i kunsthistorien, må man forvente, at uligheden mellem kønnene udligner sig. Eller må man?
Tager man et enkelt eksempel – Statens Museum for Kunst – blev der i perioden 1999-2004 indkøbt værker af 135 mandlige kunstnere – og 40 kvindelige.
Man kan ikke rigtig bruge den sædvanlige forklaring om, at det er mænd, der sidder på magten. I hvert fald ikke som et udtømmende svar på spørgsmålet om den skæve fordeling på museerne.
Indtil for ikke så mange år siden var det for eksempel en kvinde, der var direktør for Statens Museum for Kunst, og en kvinde, der var rektor ved kunstakademiet. Nogle af landets bedste gallerister er voksne kvinder - og det formelig vrimler med dygtige inspektører og – om end nogle færre – ledere på landets kunstmuseer. Hvad det sidste angår for eksempel i Aalborg, Vejen, Køge, Roskilde, Sorø, Faaborg, Randers og Esbjerg, dét for Skovgaard, dét for Willumsen – og på Fuglsang og Ordrupgaard og i Den Hirschsprungske Samling.
Alligevel halter kvinderne bagefter i museumsrepræsentation. Man kan historisk set forstå det, når det gælder ældre tid, og så kan man – som Moderna Museet i Stockholm – iværksætte et særligt indkøbsprogram, hvis midler går til at råde bod på nogle af forsømmelserne.
Det er straks vanskeligere at forstå, når det gælder museernes egne indkøb af samtidskunsten. Det er angiveligt en fem-seks procent af alle værker på de danske kunstmuseer, der er skabt af kvinder – og procentforholdet er måske også logisk nok derfor nogenlunde det samme i »Hundrede års øjeblikke«, hvortil kun et par mandlige forfattere har bidraget.
Bogens styrke ligger i, at læseren får en bred introduktion til en række kvindelige pionerer som Anna Klindt Sørensen, der i øvrigt gennem sin arv virkeliggjorde en stor indsats for at støtte kvindelige kolleger. Hvad hun også gjorde allerede i sin levetid, da hun forsøgte at omdanne villaen i Ry til et museum for kvindelige kunstnere.
Gennem præsentationerne af de kvindelige kunstnerpionerer fortæller antologien også historien om selve foreningen og dens virke og herunder dens udstillingsinitiativer. Hvor nogle af kunstnerne i dag kan virke en kende bedagede, er det så meget desto mere vedkommende stof i de kapitler, der handler om 1960erne og 70ernes billedkunst og nogle af de kvindelige kunstnere, der stadig i dag har stor betydning.
Efterhånden er de for mange til, at det giver mening at begynde at remse dem op. Og snart giver det forhåbentlig heller ingen mening at skelne polemisk mellem mandlige og kvindelige kunstnere. Det er trods alt kvaliten, det hele drejer sig om. Og her kan bogen blive et vigtigt instrument til at forstå historien, hvilket som bekendt er første betingelse for at forsøge at ændre på nutiden og fremtiden. Det samme kan udstillingen om Anna Klindt Sørensen og hendes pionergerning.
Hvem: Anna Klindt Sørensen.
Hvor: Rønnebæksholm, Næstved.
Hvornår: Torsdage-søndage 12-17. Til 14. december.
Titel: 100 års øjeblikke.
Forfattere: Charlotte Glahn og Nina Maria Poulsen (red.). Sider: 408. Pris: 348.
Forlag: Saxo.
