250.000 kunstværker går online

Statens Museum for Kunst stiller over de næste fire år sin kunstsamling til rådighed online, inklusiv tekster, film, lydspor og mulighed for, at man kan bidrage med egen viden.

Til hvert af de 250.000 værker på SMK Open vil der være tilknyttet alt det materiale, Statens Museum for Kunst ligger inde med – fra lydspor og røntgen-fotografier til film, artikler og informationer om kommende udstillinger, hvor værket indgår. Foto: Ida Tietgen Høyrup Fold sammen
Læs mere

Når man besøger Statens Museum for Kunst i København, kan man slentre rundt mellem godt og vel 2.500 kunstværker, studere dem og læse en kort tekst om værket.

Men hvad nu, hvis man gerne vil vide meget mere om det enkelte værk og om kunstneren bag? Eller om de over 247.000 øvrige værker, der findes i Statens Museums for Kunsts samling, men som ikke er fysisk tilgængelig i de højloftede lokaler i København K?

Det vil man fremover kunne, for til august lanceres et storstilet digitaliseringsprojekt, SMK Open, der betyder, at kunstsamlingen bliver til rådighed for alle online.

Statens Museum for Kunst har de senere år undersøgt, om kunsten kan bruges på andre måder end at betragte den i fysisk form, og resultatet har vist, at der er stor efterspørgsel efter en moderne facon for brug af kunst: muligheden for digitalt at have adgang til værkerne og bruge dem, som man har lyst til.

Det får man nu, for med SMK Open bliver værkerne ikke bare lagt online, de bliver også »givet fri«, det vil sige, at man gratis kan downloade og dele alt fra billeder til film om værkerne og bruge det til, hvad man vil – blogs, filmproduktioner, kunst på væggen derhjemme, undervisningsmateriale.

Få overblik over kunsten

Projektet er støttet af Nordea-fonden med 11,7 mio. kroner, og pengene bliver blandt andet brugt til ikke bare at kaste kunstsamlingen ud i cyberspace hulter til bulter, men at lave et site, hvor alt relateret kunst hænger sammen.

Hænger sammen vil i denne kontekst sige, at når man eksempelvis finder et værk af C.W. Eckersberg, vil man på siden om det specifikke værk også kunne se og læse om hans øvrige værker, så man, ligesom når man via relaterede links i tekster bliver ledt til mere viden om emnet, kan få det fulde overblik over kunstnerens arbejde.

Statens Museum for Kunst frigav i 2012 160 billeder af værker, som man frit kan downloade i høj opløsning, og i 2015 yderligere 25.000 værker, dog kun få i høj kvalitet. Med det nye site er formålet at give mulighed for at downloade billeder af værkerne i så høj opløsning som muligt. Samtidig vil der til hvert af de 250.000 værker være tilknyttet alt det materiale, museet ligger inde med – fra lydspor og røntgenfotografier til film, artikler og informationer om kommende udstillinger, hvor værket indgår.

Man vil desuden kunne kommentere og bidrage med egen viden, ligesom man via sitet kan vil kunne stille spørgsmål til museets kunsthistoriske personale. Ydermere kan man via Facebook komme med sine input til projektet. Formålet med at lægge al kunsten online er at gøre den relevant for flere mennesker end de, der lægger vejen forbi det fysiske museum.

»Vi vil gerne skabe forbindelser mellem hele Danmarks kunstsamling og så stor en andel af befolkningen som mulig – på tværs af køn, uddannelse og social og kulturel baggrund,« siger direktør på Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh.